Klage over overflytning af patient mellem flere intensivafdelinger

Klage over overflytning af patient mellem flere intensivafdelinger

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at kvinden blev behandlet i respirator i perioden fra den 11. til den 25. februar 1999. Det var nævnets vurdering, at respiratorbehandling var nødvendig i den angivne periode, såfremt kvinden skulle have mulighed for at overvinde den akutte krise og overleve.

Patientklagenævnet fandt ikke anledning til at kritisere, at kvinden blev overflyttet til forskellige intensivafdelinger, herunder til Sygehus 2 og tilbage til Sygehus 1 igen. Det var nævnets vurdering, at de mange overflytninger, der var nødvendiggjort af kapacitetsproblemer, ikke i nogen betydende grad havde påvirket behandlingsforløbets længde eller kvaliteten af behandlingen.

For så vidt angår spørgsmålet om samtykke til den samlede respiratorbehandling fandt Patientklagenævnet, at de involverede læger ikke havde overtrådt lov om patienters retsstilling i perioden fra den 15. til den 25. februar 1999.

Nævnet oplyste, at forløbet af de akutte episoder af kronisk obstruktiv lungesygdom ofte er vanskelige at forudsige, og at de skøn, der i denne forbindelse kan gives over varigheden af respiratorbehandlingen, derfor er behæftet med en betragtelig usikkerhed. Nævnet oplyste endvidere, at i et tilfælde, som det foreliggende, hvor en patient for første gang har behov for respiratorbehandling, vil tilstanden ofte stabiliseres ret hurtigt, så behandlingen kan afsluttes efter kort tid. Imidlertid ses det af og til, at en patient med kronisk luftvejslidelse, men velfungerende kredsløb, meget længe er i stand til at kompensere for luftvejslidelsen. Når kompensationen ikke længere slår til, vil luftvejslidelsen ofte være mere fremskreden end forventet, og tilsvarende vil behandlingsforløbet blive mere komplekst end forudset.

Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at man på baggrund af kvindens tilstand ved indledningen af respiratorbehandlingen den 11. februar 1999 forventede, at denne skulle vare 3-4 dage. Nævnet lagde endvidere vægt på, at kvinden i perioden fra den 15. til den 25. februar 1999 var ude af stand til selv at tage stilling til, om hun ville acceptere den fortsatte respiratorbehandling og de iværksatte overflytninger, idet hendes almentilstand var svækket, og hun blev behandlet med både beroligende og smertestillende medicin.

Ifølge lov om patienters retsstilling § 10 kan en sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra patienten eller de nærmeste pårørende, hvis patienten midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke og befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen.

Det var nævnets vurdering, at respiratorbehandling var nødvendig i den angivne periode, såfremt kvinden skulle have mulighed for at overvinde den akutte krise og overleve. På denne baggrund fandt nævnet, at der var tale om en påkrævet øjeblikkelig behandling af en patient, der midlertidigt manglede evnen til at give informeret samtykke, og at lægerne således kunne fortsætte behandlingen uden samtykke.

En 78-årig kvinde, der i mange år havde lidt af lungesygdommen astmatisk bronkitis, som senere var blevet kompliceret med en kronisk lungelidelse, blev indlagt akut på medicinsk afdeling, Sygehus 1, af egen læge på grund af tiltagende astmatiske gener. På grund af udtrætning og problemer med luftskiftet i lungerne blev hun overflyttet til en intensiv afdeling og to dage senere til lungemedicinsk afdeling, hvor der blev startet intensiv behandling med antibiotika og medicin, som udvidede de perifere lungegrene, samt binyrebarkhormon i årerne. Da der fortsat var utilfredsstillende lungefunktion og tiltagende træthed, blev hun imidlertid overflyttet til et andet intensivt afsnit samme dag.

Da de lungefunktionsmæssige forhold ikke blev bedre, blev der startet respiratorbehandling dagen efter overflyttelsen til det intensive afsnit. Respiratorbehandlingen stabiliserede tilstanden, selv om der fortsat var betydelige mængder betændelsessekret i luftvejene, således at kvinden oven i sin kroniske lungelidelse havde en akut infektion. Man forventede angiveligt og havde kvindens accept af, at hun skulle forblive i respiratoren i 3-4 dage.

4 dage senere måtte man af kapacitetsmæssige årsager på det intensive afsnit på, Sygehus 1, flytte kvinden til endnu et intensivafsnit på Sygehus 1 og senere samme dag til Sygehus 2, inden aftrapningen af respiratorbehandlingen kunne påbegyndes.

Et døgn efter modtagelsen på Sygehus 2 påbegyndtes aftrapningen af den sløvende, beroligende medicin. Kvinden vågnede op, og der var angiveligt fremgang i lungefunktionen de første døgn af opholdet. 4 dage senere var kvindens tilstand så tilfredsstillende, at man fortsatte udtrapningen af respiratorbehandlingen med øgede respiratorpauser. De følgende dage skete der imidlertid en udtrætning af kvinden i forbindelse med, at hun skulle overtage mere af vejrtrækningen selv, og afdelingen mente, at det kunne skyldes problemer med hjerte/blodcirkulationen med blandt andet uregelmæssig hjerterytme. Dette blev forsøgt normaliseret på forskellig vis med medicin samt såkaldt DC-stød. Man stoppede derfor den fortsatte nedtrapning af respiratorbehandlingen.

2 dage senere var kvinden vågen og kunne bevæge arme og ben, men forværringen af lungefunktionen fortsatte. Afdelingen planlagde at foretage en tracheostomi, som er et hul i luftrøret, hvori en tube, som er i forbindelse med respiratoren, kan indlægges. Dette er nødvendigt ved meget langvarige respiratorbehandlinger, hvor man ikke kan fortsætte med at have en tube ned gennem munden og ned i luftrøret.

2 dage efter blev kvinden flyttet tilbage til Sygehus 1 på grund af kapacitetsproblemer. Tracheostomien blev ikke foretaget, da det lykkedes at få kvinden til at klare sig med ilt på maske, således at hun kunne klare sig uden respirator. Hun var vågen, men meget afkræftet på dette tidspunkt.