Klage over vagtlæges behandling af mavesmerter hos en patient med sukkersyge
Statutory Text (2 Articles)
Klage over vagtlæges behandling af mavesmerter hos en patient med sukkersyge
Patientklagenævnet fandt, at vagtlægen havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed, idet han burde have undersøgt en urinprøve og sikret sig patientens aktuelle status vedrørende regulering af sukkersygen. Dette kunne gennemføres ved en simpel stixundersøgelse af en urinprøve. Nævnet fandt videre, at grundlaget for at råde patienten til at fortsætte med uændret insulindosis var utilstrækkeligt.
Nævnet oplyste, at syreforgiftning ved med sukkersyge (diabetisk ketoacidose) er en livstruende tilstand, som kan optræde hos patienter med insulinbehandlet sukkersyge, ved ophør af insulinbehandling eller i tilslutning til en infektion eller anden sygdom, som ikke er blevet tilgodeset.
Patientklagenævnet fandt videre, at vagtlægen ikke burde have udleveret stærke smertestillende tabletter (Mandolgin) til brug ved forværring af mavesmerterne, idet symptomerne var ukarakteristiske.
En 33-årig mand henvendte sig til vagtlægen på grund af kvalme, enkelte opkastninger samt mavesmerter, som havde varet i et døgn. Vagtlægen fik oplyst, at patienten havde målt sin temperatur til 37,8-38,0, at han havde insulinkrævende sukkersyge, og at patienten på grund af kvalmen kun havde kun spist beskedent. Vagtlægen vurderede, at der var tale om akut mave- tarminfektion og behandlede med en indsprøjtning med det kvalmestillende præparat Primperan og udleverede 2 stærke smertestillende tabletter, Mandolgin (der er et centralt virkende, morfinlignende præparat). Han gav endvidere besked om at fortsætte med den vanlige dosis Insulin.
Patienten blev den følgende dag indlagt akut på sygehus under diagnosen syreforgiftning i forbindelse med sukkersyge, idet han var blevet fundet bevidstløs i sin lejlighed.