Klage over ordination af Lucosil til ammende kvinde
Statutory Text (2 Articles)
Klage over ordination af Lucosil til ammende kvinde
Patientklagenævnet oplyste, at det af Lægemiddelkataloget fremgår, at Lucosil ikke må gives i forbindelse med amning.
Nævnet fandt imidlertid, at Lægemiddelkatalogets rekommandationer alene er retningsgivende for den enkelte læge, der i behandlingssituationen skal udøve et konkret lægefagligt skøn udfra sin opdaterede viden.
I betragtning af, at vagtlægen foretog en konkret vurdering af behandlingen med baggrund i den seneste anerkendte lægefaglige viden om Lucosil, fandt nævnet ikke grundlag for kritik af ordinationen.
En 30-årig kvinde henvendte sig telefonisk til en vagtlæge på grund af blærebetændelse. Hun oplyste i den anledning, at hun ammede et 3 måneder gammelt barn.
Vagtlægen ordinerede behandling med Lucosil tabletter á 500 mg. Lægen oplyste, at det fremgår af Lægemiddelkataloget, at børn ned til 1 måneders alderen kan behandles med Lucosil, hvorfor han vurderede, at der ikke var noget til hinder for at give præparatet.
Dagen efter henvendte kvinden sig igen til lægevagten, da hun var i tvivl om, hvorvidt hun måtte tage tabletterne, når hun ammede. Lægevagten ændrede medicinen til Selexid tabletter á 200 mg.