Klage over mangelfuld rådgivning/behandling fra vagtlæger i forbindelse med udflåd, smerter og blødning i 26. graviditetsuge
Statutory Text (2 Articles)
Klage over mangelfuld rådgivning/behandling fra vagtlæger i forbindelse med udflåd, smerter og blødning i 26. graviditetsuge
Patientklagenævnet fandt ikke anledning til kritik af behandlingen.
For så vidt angår vagtlæge A lagde nævnet vægt på hendes oplysning om, at hun blev anbefalet fornyet henvendelse i tilfælde af, at der tilkom smerter, samt at der blev foranlediget en konsultation, da dette senere på dagen blev tilfældet.
For så vidt angår vagtlæge B lagde nævnet vægt på, at der blev foretaget en undersøgelse af urinen, hvorved der blev påvist forandringer i form af reaktion for blod og nitrit. På denne baggrund fandt nævnet det relevant at stille diagnosen blærebetændelse og som følge heraf ordinere behandling med antibiotika.
Patientklagenævnet fandt ikke anledning til at kritisere vagtlæge C.
Nævnet lagde vægt på, at der blev foretaget en ny undersøgelse af urinen, og at denne fortsat bekræftede mistanken om blærebetændelse. Vagtlæge C oplyste, at han foretog en udvendig undersøgelse, hvorved livmoderen fandtes blød.
Patientklagenævnet fandt, at vagtlæge D havde udvist manglende omhu i forbindelse med telefonkonsultationen.
Nævnet lagde vægt på, at kvinden inden for godt et døgn havde rettet henvendelse til lægevagten flere gange med tiltagende symptomer, samt at bedømmelsen af, hvorfra blødningen stammede, alene var baseret på formodninger. I betragtning af, at symptomerne var tiltagende, fandt nævnet, at det havde været relevant at foretage en undersøgelse med henblik på at konstatere, hvorfra blødningen stammede, herunder indlægge kvinden til aflastning og eventuelt behandling.
En 29-årig kvinde, der var gravid i 26. uge, opdagede slimklumper i sin skede. Hun kontaktede derfor telefonisk lægevagten, som kl 9.28 fik oplysning om, at der var udflåd i forbindelse med vandladning.
Kl 16.46 kontaktede hun atter lægevagten og oplyste, at der var tilkommet smertelignende gener og svien ved vandladning. Vagtlæge A vurderede, at der var tale om en urinvejsinfektion, og anbefalede undersøgelse i konsultationen.
Ved undersøgelse i konsultation vurderede vagtlæge B, at der var tale om blærebetændelse, hvorfor der blev ordineret behandling med antibiotika som engangsdosis.
Næste morgen havde kvinden tiltagende ondt med smerter om i ryggen, og der var synligt blod i forbindelse med vandladning. En fornyet undersøgelse i lægevagten af vagtlæge C bekræftede fortsat mistanken om blærebetændelse. En udvendig undersøgelse af livmoderen viste upåfaldende forhold.
På grund af tiltagende smerter og blødning kontaktede kvinden lægevagten telefonisk senere samme dag og talte med vagtlæge D. Det fremgik af klagen og vagtlæge Ds redegørelse, at samtalen drejede sig om at klarlægge, hvorvidt blødningen stammede fra urinrøret eller skeden. Vagtlæge D fik det indtryk, at der var tale om blodtilblandet urin og ikke blødning fra skeden. Han oplyste derfor kvinden om, at dette kunne være normalt ved en kraftig blærebetændelse.
Senere på aftenen aborterede hun.