Klage over behandlingen i forbindelse med næseblod

Klage over behandlingen i forbindelse med næseblod

Patientklagenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at kritisere den behandling, som han modtog af reservelægen på skadestuen.

Patientklagenævnet lagde herved vægt på, at reservelægen ved den første henvendelse på skadestuen optog sygehistorien, undersøgte manden og observerede, at blødningen fra næsen var stoppet. Nævnet har desuden lagt vægt på, at reservelægen udleverede informationsmateriale og opfordrede ham til at henvende sig til en øre-næse-halslæge ved fortsatte gener.

Patientklagenævnet lagde endvidere lagt vægt på, at reservelægen ved den anden henvendelse på skadestuen forsøgte behandling, som dog var uden effekt, hvorfor han foranledigede en videre udredning af en reservelæge på anæstesiologisk afdeling med henblik på at vurdere mandens almentilstand inden overflytningen til det andet hospital samt behovet for eventuel overvågning under transporten dertil.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at reservelægen fra anæstesiologisk afdeling fandt almentilstanden god, og at reservelægen derpå konkluderede, at manden havde haft et såkaldt vasovagalt anfald, hvilket nævnet kunne oplyse er en tilstand, der kan udløses i en behandlingssituation som den foreliggende.

Patientklagenævnet fandt herefter ikke, at reservelægen havde overtrådt lægeloven ved ikke at foranledige, at manden fik foretaget en blodprøve til afklaring af blodets evne til at koagulere. Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om reservelægen havde fundet grundlag for at foretage en sådan blodprøve

En 68-årig mand, der var i behandling med blodfortyndende medicin som følge af en hjerteoperation, blev på grund af næseblod med ambulance bragt til skadestuen, hvor han blev undersøgt af en reservelæge. Hans blodtryk blev målt til 180/100 og pulsen til 80, og i hans i venstre næsebor fandt man en lille rift, der kunne forklare næseblødningen. Reservelægen anbefalede en fornyet henvendelse til en øre-, næse- og halslæge ved fortsatte gener, idet manden tillige fik vejledning om forholdsregler ved næseblødning. Herefter blev han udskrevet.

Lidt senere samme nat blev manden igen bragt til skadestuen, idet han havde en kraftig blødning fra venstre næsebor. Hans blodtryk blev nu målt til 160/100, og han fik lagt et kompres med Lidocain og adrenalin, men uden effekt. Reservelægen rettede derfor henvendelse til den vagthavende læge på et andet hospitals øre-næse-halsafdeling og aftalte, at manden skulle overflyttes dertil.

Kl. 03.20 blev manden kortvarig fjern, klamtsvedende med trækninger i armen, blodtrykket blev nu målt til 120/70 og pulsen til 64. En reservelæge fra anæstesiologisk afdeling blev tilkaldt. Han vurderede, at patientens ildebefindende var udløst af anlæggelse af kompresset, og at der ikke var behov for, at patienten ved overflytningen blev ledsaget af en anæstesiolog. Ved ankomsten til det pågældende hospitals øre-næse-halsafdeling blev der konstateret en livlig blødning fra skillevæggen i venstre næsebor, hvilket blev standset med el-koagulation.