Klage over utilstrækkelig undersøgelse af trafikoffer

Klage over utilstrækkelig undersøgelse af trafikoffer

Patientklagenævnet fandt, at sygehuslægen ikke havde udvist manglende omhu, da han gennem en sygeplejerske bad vagtlægen om at tilse patienten. Nævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om sygehuslægen havde sikret sig, at patienten blev undersøgt.

Nævnet kunne oplyse, at påkørsel af en bil næsten altid er et højenergitraume, hvorfor der er stor risiko for skader på kroppen. Desuden er det velkendt, at alkohol har en smertestillende effekt, der kan sløre smertebilledet.

Videre fandt nævnet, at vagtlægen ikke havde udvist manglende omhu, idet han arrangerede overflytning af patienten til et centralsygehus og orienterede en læge om at observere patienten for hjernerystelse og brud. Nævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om vagtlægen i forbindelse med overflytningen til centralsygehuset havde foretaget en mere indgående undersøgelse af den berusede patient.

2000_099

En 61-årig mand blev indbragt på skadestuen af Falck. Han var som fodgænger blevet påkørt af en bil. Ambulancebehandleren vurderede under transporten, at patienten var ved bevidsthed, meget urolig og beruset. Ambulancebehandleren undersøgte ikke patienten yderligere, men skønnede, at han ikke var kvæstet i betydelig grad. Ambulancebehandleren orienterede under transporten en sygehuslæge om, at patienten var på vej. Patienten blev afleveret på skadestuen, uden at Falck kontaktede personalet. Det fremgik af den vedlagte ambulancejournal, at patienten var påkørt, havde en flænge over venstre øje og ikke havde været bevidstløs. Sygehuslægen vurderede kort patienten og bad derefter en vagtlæge om at undersøge patienten. Vagtlægen fandt patienten let beruset med småsår i panden og på højre håndled. Vagtlægen fandt ved neurologisk vurdering ikke tegn på hjernerystelse, men han fandt alligevel behov for videre udredning og observation, da patienten var beruset og havde været udsat for et traume af ukendt omfang. Vagtlægen arrangerede derfor overflytning til et centralsygehus, og vagtlægen orienterede telefonisk en ortopædkirurgisk reservelæge om, at patienten var undersøgt, og at årsagen til overflyttelsen udelukkende var behov for observation for hjernerystelse. I forbindelse med overflytningen konstaterede vagtlægen, at patienten havde et sår på låret. Vagtlægen foretog ikke yderligere. Da patienten ankom til centralsygehuset, var han beruset, men virkede ikke påvirket af hjernerystelse. Da skadestuesygeplejerskerne ville vaske hans skrammer, opdagede de såret på låret. Det viste sig, at patienten havde et lårbensbrud, et åbent underbensbrud og andre dybe sår. En røntgenundersøgelse viste et lårbensbrud samt et ankelbrud og et underbensbrud.