Klage over undersøgelse og behandling af diskusprolaps

Klage over undersøgelse og behandling af diskusprolaps

Patientklagenævnet fandt, at overlæge A ikke kunne kritiseres for undersøgelse og behandling af patienten. Der blev ikke fundet indikation for skanning af patienten ryg, idet den grundige kliniske undersøgelse ikke afslørede abnormiteter i form af f.eks. nerverodstryk, som kunne indicere denne undersøgelse. Overlægen henviste relevant til fysioterapeutisk behandling. Videre fandt nævnet, at overlæge A korrekt foranledigede en neurokirurgisk vurdering på baggrund af den udførte CT-skanning.

Ligeledes fandt nævnet, at overlæge A ved behandlingen af patienten levede op til almindelig anerkendt faglig standard, da der på relevant fagligt grundlag blev forsøgt epiduralblokadebehandling. Der var ikke afgørende uprøvede reumatologiske behandlingsforslag, hvorfor overlægens afslutning af patienten var i orden.

For så vidt angik overlæge B, fandt nævnet, at han havde levet op til den almindelige anerkendte faglige standard i forbindelse med behandlingen af patienten. Det er almindelig klinisk praksis at være tilbageholdende med operation for diskusprolaps, når der er uoverensstemmelse imellem de kliniske symptomer, de objektive kliniske fund og den på skanningerne påviste diskusprolaps. Resultaterne af sådanne indgreb er ofte dårlige, idet lændesmerterne da kan have anden årsag end selve prolapsen. Hertil kommer, at der også ved et sådant tvivlsomt indiceret indgreb er risiko for komplikationer.

Nævnet kunne oplyse, at det er meget usædvanligt, at en overvejende venstresidig prolaps giver symptomer i højre ben, når der overhovedet ikke er symptomer i venstre ben. Hertil kommer, at prolapsen vurderet ud fra CT- og MR-skanning ikke syntes at påvirke de højresidige nerverødder.

Endelig var det nævnets opfattelse, at det ikke er almindelig praksis at henvise til en kollega med henblik på at få endnu en vurdering, specielt ikke, hvis den pågældende patient ikke overfor lægen udtrykker ønske herom.

En 45-årig kvinde blev undersøgt af overlæge A, reumatologisk afdeling på grund af rygsmerter, der var opstået fire måneder forinden i forbindelse med, at hun havde forløftet sig på nogle tunge kufferter. Efter undersøgelsen henviste overlæge A hende til ambulant behandling på et gigtsanatorium. På grund af fortsat usikkerhed om hvad der var i vejen med ryggen, blev patienten undersøgt på et privathospital, hvor en overlæge mente, at der måtte være tale om diskusprolaps. Efterfølgende CT-skanning viste angivelig en stor diskusprolaps mellem nederste lændehvirvel og korsbenet. En måned senere kom patienten til ny undersøgelse hos overlæge A, som henviste hende til overlæge B, neurokirurgisk afdeling, for at få mulighederne for operativ behandling vurderet. På grundlag af en undersøgelse fandt overlæge B ikke indikation for operation af den påviste prolaps og ej heller indikation for stabiliserende operation i lænden. Samme dag tilbød overlæge A patienten en epidural blokade på grund af smerter. Der var umiddelbart efter 3 timer ikke var nogen effekt. Ca. 1 måned blev patienten opereret på et privathospital, hvor der blev foretaget fjernelse af en diskusprolaps samt foretaget stivgørende operation. Operationen forløb godt og med godt resultat.