Klage over utilstrækkelig undersøgelse og behandling i forbindelse med fjernelse af galdeblære

Klage over utilstrækkelig undersøgelse og behandling i forbindelse med fjernelse af galdeblære

Patientklagenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at kritisere, at ERCP-undersøgelsen i første omgang blev aflyst, idet patientens smerter efter operationen hurtigt førte til ultralydsundersøgelse, og idet der var faldende levertal og bedring af tilstanden. Nævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om overlægen A havde fastholdt ordinationen af ERCP-undersøgelsen, idet der forelå påvirkede levertal.

Patientklagenævnet fandt videre, at der ikke var grundlag for at kritisere de undersøgelser, der blev foretaget i de følgende dage. Der var foretaget en ultralydsundersøgelse for nylig, der ikke viste en større ansamling, og patientens tilstand var sløret af en bugspytkirtelbetændelse efter ERCP-undersøgelsen. Lægerne overvejede relevant operation og drænage. Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om overlæge B og den afdelingslæge, der undersøgte patienten i disse dage, havde foranstaltet en hurtig ultralydsundersøgelse, da der ved ERCP var påvist en lækage fra galdeblærens udførselsudgang.

Patientklagenævnet fandt iøvrigt, at der frem til overflytningen den 7. januar 1999 blev foretaget relevante undersøgelser for at finde årsagen til patientens klager samt smerter. Der blev foranstaltet billeddiagnostiske undersøgelser, ligesom patienten ved 2 lejligheder fik tømt ansamlinger. Der blev foretaget ultralydscanning af maven, og den følgende dag blev der foretaget en CT-scanning.

Patientklagenævnet fandt dog, at der i forløbet burde være ordineret et væskeregnskab, da patienten gennemgik et forløb med galdegangslækage, bugspytkirtelbetændelse efter ERCP og gentagen byldedannelse i bughulen. Der blev ikke ført væskeregnskab på noget tidspunkt i forløbet. Af sygeplejekardex fremgår det, at patienten sporadisk fik væske ind i årene.

Patientklagenævnet fandt imidlertid, at det ikke kunne tillægges en enkelt læge, at der ikke blev ført væskeregnskab. Forløbet udstrakte sig over en periode på 3 uger. Afgørelsen blev derfor meddelt til den administrerende overlæge til orientering.

Nævnet bemærkede i den forbindelse, at det er vanskeligt at afgøre, i hvor udtalt en grad der har foreligget en dehydreringstilstand.

For så vidt angår sygeplejerskernes observation af patientens væsketilstand fandt nævnet, at det havde været hensigtsmæssigt, om sygeplejerskerne havde ført væskeskema, idet det af sygeplejekardex og journalen flere gange fremgik, at patienten var dårligt spisende, at hun havde kvalme og ind imellem opkastninger. Endvidere havde hun dræn, havde anlagt drop og havde haft vægttab.

Nævnet oplyste, at det som udgangspunkt er lægens ansvar, at der ordineres et væskeskema, men at det også er en almen sygeplejeopgave, at der ved så dårlige patienter rutinemæssigt føres væskeskema. Denne del af afgørelsen blev meddelt oversygeplejersken til orientering.

En 24-årig kvinde blev den 9. december 1998 indlagt på organkirurgisk afdeling med henblik på fjernelse af galdeblæren. Operationen forløb uden komplikationer. Efterforløbet var præget af smerter kvalme og opkastninger. Der blev foretaget ultralydsscanning, der ikke viste noget unormalt. Det blev planlagt at foretage røntgenundersøgelse af galdevejene (ERCP), men undersøgelsen blev i første omgang aflyst af en overlæge. Det blev imidlertid på grund af fortsat kvalme, opkastninger og stigning i levertal (basisk fosfatase) besluttet at foretage røntgenundersøgelse af galdevejene (ERCP). Undersøgelsen viste, at der var en utæthed ved den overskårne galdegang. Efter indgrebet kom der på ny tiltagende smerter i maven, kvalme, opkastninger samt stigende levertal. Der blev foretaget en ultralydsscanning af maven, der viste fri væske i bughulen. Der blev derfor anlagt et kateter, hvorved der blev udtømt 1700 ml galde.

Herefter gik det bedre i nogle dage, indtil der igen indtrådte en forværring i tilstanden. Ultralydsundersøgelse af maven viste en stor ansamling i den øverste del af maven. Der blev indlagt kateter og udtømt ca. 500 ml inficeret væske og givet antibiotika (Penicillin og Hexamycin). På grund af utilstrækkelig bedring i tilstanden blev der foretaget ultralydsscanning af maven og CT-scanning. Undersøgelserne viste betydelig mindsket ansamling i galdeblærelejet og i bughulen i øvrigt. Det fremgår af sygeplejekardex, at patientens appetit var dårlig, og at hun ofte havde kvalme. Hun havde i løbet af 3 uger et vægttab på 9 kg.

Da patientens almentilstand ikke blev bedre, og da hendes forældre anmodede om, at hun blev revurderet på et andet sygehus, blev hun overflyttet til et andet sygehus. Her fandt man, at patienten var kronisk medtaget og havde væskemangel.