Klage over forsinket diagnostik af blindtarmsbetændelse

Klage over forsinket diagnostik af blindtarmsbetændelse

Nævnet fandt ikke at kunne kritisere den behandling, patienten havde modtaget af reservelæge 1, den praktiserende læge og reservelæge 2.

Nævnet lagde herved vægt på, at reservelæge 1 den 8. august 1999 havde foretaget en relevant udspørgning på baggrund af mavesmerter og opkastninger og herefter ved en klinisk undersøgelse konstateret, at patienten ikke havde feber og var alment upåvirket Der var ingen tegn på, at patienten var i væskeunderskud, ligesom maven fandtes blød med let ømhed i begge sider og med naturlige tarmlyde. Reservelæge 1 fandt herefter, at tilstanden burde ses an, og at egen læge skulle kontaktes ved påvirket almentilstand og manglende vandladning (dehydrering).

Nævnet lagde endvidere vægt på, at den praktiserende læge ved konsultationen om morgenen den 9. august 1999 optog sygehistorie om de aktuelle symptomer, samt at lægen ved en klinisk undersøgelse fandt, at patienten var upåvirket og afebril. Lægen fandt endvidere, at maven var uøm med naturlige tarmlyde, og gav herefter vejledning samt forslag om Panodil efter behov.

Ved den telefoniske konsultation samme dag blev lægen ifølge journalen oplyst om, at patientens mor ringede for at få gode råd, og at situationen blev angivet som uændret. Nævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om den praktiserende læge havde journalført den telefoniske henvendelse fra moderen samme dag, som denne fandt sted.

Endelig lagde nævnet vægt på, at reservelæge 2 overflyttede patienten til børneafdelingen på et andet hospital efter at have vurderet, at der var tale om blindtarmsbetændelse. I journalen var ikke noteret oplysninger, der gav grund til at antage, at patientens tilstand ikke tillod overflytning til andet hospital, samt at det af retningslinier for børnekirurgi fremgår, at børn med mistænkt blindtarms-betændelse skal overflyttes til et hospital med specialafdeling.

En 8-årig pige blev den 8. august 1999 indlagt på skadestuen, Hospital A, idet hun ca. et døgn havde haft vedvarende mavesmerter og opkastning. I skadestuen blev patienten undersøgt af reservelæge 1, der vurderede, at der ikke var tale om en akut behandlingskrævende lidelse, og at man kunne se tilstanden an.

Om morgenen den 9. august 1999 blev patienten undersøgt af sin praktiserende læge, som vurderede at tilstanden var forenelig med maveforkølelse. Ved telefonisk konsultation senere samme dag fandt den praktiserende læge ikke grundlag for nyt tilsyn.

Den 10. august 1999 kl. 7.45 blev patienten igen set på skadestuen, Hospital A, og blev her set af reservelæge 2 fra mave-tarmkirurgisk afdeling. Reservelægen fandt mistanke om blindtarmsbetændelse, og overflyttede herefter patienten til børneafdelingen på et andet hospital. Her blev patienten samme dag opereret for sprængt blindtarm.

Der blev klaget over, at patienten den 8. august 1999 ikke blev undersøgt tilstrækkeligt på Hospital A, idet det blev overset, at hun havde blindtarmsbetændelse.

Der blev endvidere klaget over, at den praktiserende læges undersøgelse af patienten den 9. august 1999, kl. 8.00 var utilstrækkelig, idet lægen vurderede, at smerterne alene skyldtes en maveinfektion, samt at lægen på baggrund af den telefoniske henvendelse samme dag kl. 14.00 burde have tilset, undersøgt eller indlagt patienten.