Klage over mangelfuld undersøgelse og behandling af symptomer på diskusprolaps
Statutory Text (2 Articles)
Klage over mangelfuld undersøgelse og behandling af symptomer på diskusprolaps
Patientklagenævnet fandt, at der var grundlag for kritik af overlægen på reumatologisk afdeling, idet nævnet lagde vægt på, at patienten frembød subjektive og kliniske tegn på en discusprolaps fra de 2-3 øverste lændehvirvler.
Videre lagde nævnet lagt vægt på, at den af overlægen ordinerede CT-scanning den 2. november 1998 blev udført på de 3 nederste niveauer til trods for, at patientens symptomer og kliniske fund var forenelige med prolaps på et højere niveau.
Patientklagenævnet fandt ikke at kunne kritisere de involverede læger på medicinsk afdeling. Nævnet lagde herved vægt på, at der ved den første indlæggelse på relevant vis blev iværksat antikoagulationsbehandling, og at der ved den anden indlæggelse blev udredt for en lungeinfektion.
En 50-årig mand blev den 24. oktober 1998 indlagt akut på reumatologisk afdeling. På grund af mistanke om en diskusprolaps ordinerede den undersøgende overlæge en CT-scanning, som blev foretaget den 2. november 1998. Denne viste normale forhold på de tre nederste lændehvirvler bortset fra slidgigtforandringer på venstre side mellem 2 ryghvirvler.
Den 9. november 1998 blev patienten genindlagt på medicinsk afdeling på grund af en blodprop i højre underben. Der blev på denne baggrund iværksat blodfortyndende behandling, som skulle stå på i 3 måneder.
Patienten blev den 21. marts 1999 genindlagt på medicinsk afdeling på grund af åndenød og brystsmerter. En røntgenundersøgelse viste tegn på lungebetændelse, hvorfor der blev iværksat penicillinbehandling. På grund af en genetisk disposition for tendens til blodprop blev patienten ligeledes tilrådet langvarig behandling med blodfortyndende medicin. Ved indlæggelsen oplyste patienten, at han fortsat havde rygsmerter, som blev undersøgt et andet sted, og at der var planlagt en MR-scanning. På denne baggrund foretog medicinsk afdeling sig ikke yderligere vedrørende rygsmerterne.
Patienten fik den 8. april 1999 udført en MR-scanning af lænden, som påviste en venstresidig prolaps mellem 2. og 3. lændehvirvel.