Klage over en læges brud på tavshedspligten
Statutory Text (2 Articles)
Klage over en læges brud på tavshedspligten
Patientklagenævnet fandt, at lægen ikke havde brudt sin tavshedspligt.
Nævnet lagde vægt på, at lægen aldrig var blevet anmodet om at undlade at videregive lægelige oplysninger til faderen, og at det følger af lov om forældremyndighed og samvær § 19, at den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra skole, børneinstitutioner samt social- og sundhedsvæsen.
En 4-årig pige oplyste overfor sin mor efter samvær med sin far, at faderen havde stukket hende med en nål på kroppen og boret hende i numsehullet med et søm. Moderen henvendte sig til sin læge. Efter undersøgelsen kunne lægen ikke konstatere tegn, der bekræftede barnets fremstilling.
Senere erfarede moderen, at faderen havde bedt lægen om oplysninger om konsultationen. Lægen havde udtalt sig skriftligt til faderen derom. Moderen havde forældremyndigheden over barnet.
Lægen anførte, at han ikke på noget tidspunkt var blevet gjort opmærksom på, at han ikke måtte give lægelige oplysninger til barnets forældre, og at det havde været almindelig praksis at gøre det.