Klage over raskmelding og manglende henvisning til revalidering
Statutory Text (2 Articles)
Klage over raskmelding og manglende henvisning til revalidering
Patientklagenævnet fandt, at læge ikke havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved udfærdigelsen af den generelle helbredsattest. Lægen vurderede således relevant, at patienten snarest skulle raskmelde sig, ligesom der ikke var grundlag for at henvise til revalidering.
Nævnet oplyste, at lægen i en generel helbredserklæring skal give udtryk for sin vurdering af patienten og på den baggrund sætte kommunen i stand til selv at danne sig et skøn. Erklæringen benyttes således til kommunens fortsatte vurdering af, hvad der er mest hensigtsmæssigt for en given klient, og det er kommunen, der træffer den endelige afgørelse.
Nævnet fandt videre, at der udfra de diagnoser, der var anført i erklæringen sammenholdt med patientens alder og tidligere erhverv, ikke var lægefaglig indikation for at anbefale revalidering.
En 55-årig mand fik af sin praktiserende læge udfærdiget en generel helbredsattest til brug for kommunens vurdering af hans ansøgning om invalidepension. Patienten havde gennem mange år haft problemer med ryggen, som havde været tiltagende siden en ulykke et år tidligere.
Lægen konkluderede i erklæringen, at manden siden ulykken havde haft tiltagende rygsmerter, men at der nu var et nogenlunde funktionsniveau. Lægen anbefalede, at patienten raskmeldte sig snarest, idet der var rygsmerter, men ingen alvorlig rygsygdom, og idet han i perioder havde et pænt funktionsniveau. Han anførte dog, at det ikke ville være hensigtsmæssigt med meget rygbelastende arbejde.