Klage over utilstrækkelig behandling af underlivssmerter samt opfølgning på celleprøve

Klage over utilstrækkelig behandling af underlivssmerter samt opfølgning på celleprøve

For så vidt angik klagen over, at kvinden først blev indkaldt til kontrol 6 måneder efter den første celleprøve fandt nævnet grundlag for kritik af den praktiserende læge. Nævnet lagde vægt på, at det efter sceeningsprogrammet i amtet var den praktiserende læges ansvar at indkalde den pågældende kvinde til de kontrolundersøgelser m.v., som indgår i sceeningsprogrammet.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at celleprøven havde vist inflammationsbetingede celleforandringer, hvilket kunne være tegn på infektion og desuden kunne være udtryk for begyndende kræftforandringer. Det fremgik ligeledes af svaret på prøven, at man anbefalede en ny prøve efter 3 måneder, en foranstaltning, der er gældende i alle amter.

Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af lægernes behandling af kvindens betændelse i livmoderhalsen, idet kvinden ved undersøgelsen den 10. december 1998 ikke havde symptomer på betændelse, og idet lægen ikke ved den gynækologiske undersøgelse fandt tegn på infektion i underlivet. Oplysningerne om betændelse i livmoderhalsen hidrørte fra den efterfølgende mikroskopiske undersøgelse af celleprøven på Patologisk Institut. Nævnet lagde således vægt på, at denne information ikke var til stede på undersøgelsesdagen.

For så vidt angik klagen over den ukorrekte behandling af kvindens underlivssmerter fra slutningen af juni 1999 og ca. 3 måneder frem fandt Patientklagenævnet, at de involverede læger var omhyggelige i deres undersøgelser, idet de foretog gentagne podninger, behandlingsforsøg og indlæggelser.

En 23-årig kvinde fik den 10. december 1998 foretaget en celleprøve fra livmoderhalsen hos sin praktiserende læge som led i amtets screeningsprogram for forstadier til livmoderhalskræft. Den gynækologiske undersøgelse viste normale forhold.

Svaret på celleprøven viste atypi og inflammationsbetingede celleforandringer. Derfor skulle der foretages en ny celleprøve ca. 3 måneder efter. Kvinden henvendte sig ikke til Lægehuset og hørte ikke derfra, før man den 1. april 1999 i Lægehuset blev opmærksom på, at prøven ikke var gentaget. Kvinden blev derfor indkaldt til en ny prøve.

Da den nye prøve blev taget den 28. juni 1999, var der ikke tegn på unormale underlivssymptomer. Resultatet af prøven var, at man anbefalede kikkertundersøgelse, vævsprøve og en ny celleprøve inden 3 måneder hos en praktiserende gynækologisk speciallæge.

I perioden fra den 23. juli til den 2. november 1999 blev kvinden undersøgt 6 gange i Lægehuset på grund af smerter i underlivet. Der blev foretaget behandlingsforsøg, podninger og indlæggelser på gynækologisk afdeling.

Den 13. september 1999 viste en celleprøve og en biopsi let til moderat dysplasi (forstadier til livmoderhalskræft), og kvinden blev henvist til gynækologisk afdeling, til en keglesnitsoperation.