Klage over undersøgelse ved lægevagten i forbindelse med blodprop
Statutory Text (2 Articles)
Klage over undersøgelse ved lægevagten i forbindelse med blodprop
Nævnet fandt, at der var grundlag for kritik af lægens behandling. Nævnet lagde vægt på, at patienten havde oplagte symptomer på hjertelidelse forårsaget af iltmangel i hjertemusklen som følge af åreforkalkning. Nævnet lagde endvidere vægt på, at lægen foretog en elektrokardiografisk undersøgelse og tolkede resultatet heraf som normalt. Det var imidlertid nævnets opfattelse, at det medsendte elektrokardiogram viste udtalte forandringer, der gav mistanke om en akut blodprop i hjertets forvæg.
En 49-årig kvinde henvendte sig i lægevagtskonsultationen med stærke smerter i venstre side af brystet og smerter strålene op i halsen. Vagtlægen foretog en almindelig klinisk undersøgelse og tog endvidere et elektrokardiogram, som han bedømte som værende normalt. Pulsen var regelmæssig, og ved stetoskopi af hjerte og lunger blev der ikke påvist noget abnormt. Lægen behandlede med manipulation, som gav en klar lindring af smertetilstanden. Kort efter ankomsten til hjemmet fik patienten hjertestop. Patienten blev genoplivet, og man konstaterede på hjertemedicinsk afdeling, at patienten havde en tillukning i den nedadgående gren af den venstre kranspulsåre.