Klage over manglende undersøgelse af gentagen hovedpine
Statutory Text (2 Articles)
Klage over manglende undersøgelse af gentagen hovedpine
Patientklagenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at kritisere lægens behandling af patienten.
Nævnet lagde vægt på, at patientens hovedpine var med vekslende lokalisation og vedrørte smerter i nakken og højre side af hovedet, og at der ikke på noget tidspunkt for henvendelserne var ledsagesymptomer. Nævnet lagde endvidere vægt på, at patientens tilfælde af hovedpine forsvandt efter kortere eller længere tid som følge af behandling med smertestillende midler eller fysioterapi.
Patientklagenævnet fandt på denne baggrund, at lægen ikke havde grund til at antage, at årsagen til patientens symptomer var en specifik lidelse, og at han derfor heller ikke havde grund til at foretage undersøgelser eller henvise til sådanne på hospital.
En midaldrende mand henvendte sig i en periode på 2½ år flere gange til egen læge på grund af hovedpine. En måned efter sidste henvendelse faldt han om i hjemmet og blev efterfølgende indlagt på hospitalet. Der blev umiddelbart efter indlæggelsen foretaget en CT-skanning, som viste, at patienten på baggrund af en bristet udposning på en blodåre (aneurysme) havde en blødning i hjernen.