Klage over utilstrækkelig behandling med blodfortyndende medicin
Statutory Text (2 Articles)
Klage over utilstrækkelig behandling med blodfortyndende medicin
Patientklagenævnet fandt, at lægen ikke havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af kvinden fra 1998 og frem til den 18. februar 1999.
Nævnet oplyste, at blodfortyndende behandling tidligere overvejende blev foretaget med Marcoumar, der havde en meget lang halveringstid med deraf følgende risiko for ændringer i den blodfortyndende effekt over lang tid. Aktuelt foretages AK-behandling overvejende med Marevan, der har en meget kort halveringstid, hvorfor resultatet af ændringer i behandlingen indtræder i løbet af få dage til uger.
Patientklagenævnet fandt således, at lægen havde tilrettelagt blodfortyndingsbehandlingen efter sædvanlige faglige retningslinier og med klare aftaler om blodprøvetagning, resultatsvar og fortsat dosering samt interval til ny blodprøve. Nævnet finder, at der ikke var rimelig grund til at antage, at den blodfortyndende effekt af den ordinerede øgede dosis ville tiltage yderligere, og lægen havde på denne baggrund ikke grund til intensiveret kontrol.
En 72-årig kvinde, der var i blodfortyndende behandling med Marevan, fik fra den 8. januar 1997 til den 18. februar 1999 af egen læge undersøgt effekten af den blodfortyndende behandling 18 gange. Ved ingen af kontrollerne fandt lægen, at der var tale om overdosering. Den 18. december 1998 øgede lægen behandlingen fra 11½ tablet til 12½ tablet om ugen, da den såkaldte INR-værdi (der er udtryk for blodets størkningsevne) lå omkring 2 (det ønskede behandlingsinterval lå mellem 2,5 og 3,5). Ved kontrol af denne øgning den 18. februar 1999 var effekten af behandlingen i niveau (INR 2,66).
Patienten blev indlagt efter et trafikuheld den 11. marts 1999. Der blev ved CT-skanning fundet en stort venstresidig blødning i hjernen, og der blev taget en blodprøve for at kontrollere effekten af den blodfortyndende behandling, som var forhøjet (INR 5.6).