Klage over utilstrækkelig behandling og manglende aktindsigt i et samtaleark

Klage over utilstrækkelig behandling og manglende aktindsigt i et samtaleark

Det var Patientklagenævnets vurdering, at der ikke var grundlag for kritik af de i behandlingen involverede læger.

Nævnet oplyste, at behandlingen af akut opstået apopleksi består i at sikre vejrtrækning og kredsløb samt at observere tilstanden. Der er ikke i almindelighed indikation for at foretage akut CT-scanning, som alene foretages, når der er mistanke om en tilstand, hvor neurokirurgisk behandling kan komme på tale. Den diagnostiske værdi af en CT-scanning øges derimod, når undersøgelsen gennemføres efter nogle dage, og indikationen er da fortrinsvis at sikre diagnosen med henblik på stillingtagen til forebyggende medicinsk behandling.

Patientklagenævnet fandt ikke, at der var indikation for at indlede en akut behandling, hvorfor der ej heller var grundlag for en overflytning til intensiv afdelingen.

Nævnet lagde vægt på, at manden i det første indlæggelsesdøgn ikke havde problemer med kredsløb eller vejrtrækning. Nævnet oplyste, at der ikke foreligger en alment accepteret og veldokumenteret indikation for at iværksætte blodpropopløsende behandling.

Patientklagenævnet oplyste, at det følger af § 28, stk. 1 i lov om patienters retsstilling, at en sundhedsperson kan videregive oplysninger om en afdød patients sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende, såfremt det ikke må antages at stride mod afdødes ønske og hensynet til afdøde eller andre private interesser ikke taler afgørende herimod.

Nævnet fandt, at hustruen måtte anses som nærmeste pårørende. I betragtning af, at der ikke af samtalearket var oplysninger, der tydede på, at det ville være i strid med mandens ønske at udlevere samtalearket til hustruen, og idet der ikke fandtes oplysninger af en sådan karakter, at de ikke burde udleveres af hensyn til manden, fandt nævnet, at hustruen var berettiget til aktindsigt i notatet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at samtalearket er en del af journalen.

En 65-årig mand blev indbragt på skadestuen, da han pludselig mistede evnen til at tale. Han var ved fuld bevidsthed og havde fuld bevægelighed, men var forpint og stønnende med asymmetrisk ansigt med hængende højre mundvig. Man mistænkte hjerneblødning eller blodprop i hjernen.

Det vurderedes, at manden kunne observeres og behandles på medicinsk afsnit. Grundet smerter i brystet blev der den følgende dag taget elektrokardiogram og blodprøver med henblik på at undersøge for blodprop i hjertet. To dage efter indlæggelsen blev der ordineret CT-scanning af hjernen samt mobilisering ved fysio- eller ergoterapi samt talepædagogisk indsats.

CT-scanningen blev ikke gennemført, da manden fik svært vejrtrækningsbesvær. En ny undersøgelse gav mistanke om blodprop i hjertet, hvilket dog ikke endeligt kunne bekræftes ved blodprøver. Manden sløjede yderligere af, og døde på indlæggelsens 5. dag.

Der blev klaget over, at manden ikke straks blev sat i behandling eller fik foretaget scanning af hjernen, da der i skadestuen blev fundet mistanke om en blodprop i hjernen. Der blev endvidere klaget over, at der på medicinsk afdeling ikke straks blev iværksat den relevante behandling, således at skaderne kunne have været reduceret. Der var endvidere klaget over, at manden ikke blev overflyttet til intensiv afdelingen i stedet for medicinsk afdeling.