Klage over ændring af ordination af smertestillende medicin ved kroniske smerter
Statutory Text (2 Articles)
Klage over ændring af ordination af smertestillende medicin ved kroniske smerter
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af, at den praktiserende læge ændrede medicineringen. Nævnet lagde vægt på, at lægen rådførte sig med embedslægeinstitutionen, som gav udtryk for, at det normalt ikke var hensigtsmæssigt at behandle med to typer morfika. Endvidere lagde nævnet vægt på, at patienten som en følge af indsprøjtningerne havde udviklet sår på begge ben. Nævnet lagde endelig vægt på, at patienten efterfølgende blev henvist til smerteklinik.
Nævnet oplyste, at en læge ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinier bør være tilbageholdende med at behandle kroniske smerter med opioide analgetika (eksempelvis Ketogan), og at der ifølge samme retningslinier almindeligvis ikke bør behandles med indgift af medicin udenfor tarmsystemet i langtidsterapi.
En 58-årig mand var på grund af smerter forårsaget af kronisk betændelse i bugspytkirtlen gennem mange år dagligt blevet behandlet med smertestillende medicin i form af Contalgin tabletter og indsprøjtning af Ketogan. På grund af flytning blev han i 1997 tilmeldt en ny praktiserende læge. Efter at have rådført sig med embedslægeinstitutionen indvilligede denne læge i at fortsætte den smertestillende behandling som hidtil. Han gjorde dog patienten opmærksom på, at der kunne blive tale om senere at ændre medicineringen.
Fem måneder senere konstaterede lægen, at patienten havde udviklet sår på begge ben som en følge af indsprøjtningerne med Ketogan, hvorfor lægen besluttede at indstille denne behandling. I stedet ordinerede lægen en højere dosis Contalgin og Ketogan i tabletform, dog højst tyve tabletter om ugen. Patienten blev senere henvist til smerteklinik og trappet ud af behandlingen med Ketogan tabletter.