Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 74/1996
Statutory Text (1 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 74/1996
En mand har klaget til Pressenævnet over, at Morgenavisen Jyllands-Posten har forhalet offentliggørelsen af et genmæle, han ønskede at få bragt i anledning af en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten den 30. juni 1996.
Klageren har den 8. juli 1996 anmodet bladet om at optage følgende genmæle
"Søndag den 30. juni 1996 bragte avisen i to artikler under overskrifterne "PET sat ind mod rockere" og "Den danske forbindelse" en række urigtige og udokumenterede påstande, som jeg hermed skal tilbagevise
"Narkogangsteren, [navn], med forbindelser til Hells Angels".
Jeg har ingen forbindelser til Hells Angels og påstanden om, at en verserende sag mod Hells Angels i Amsterdam skulle have forbindelse til en hash-sag, jeg selv blev dømt i sidste år i Danmark er tilbagevist af statsadvokaten for Viborg, der i skrivelse af 7. juni 1995 skriver bl.a. følgende: "... politiet har interesseret sig for, om der kunne være en sammenhæng mellem de to sager - uden at en sådan sammenhæng på nogen måde har kunnet sandsynliggøres".
Jyllands-Posten skriver endvidere i sine ovennævnte artikler følgende: "To kendte narkogangsteres vellykkede smuglertogter med lystyachten "Josefine". Nu havde de to, [navn]... osv."
Oplysningen postulerer, at undertegnede har foretaget smuglertogter med lystfartøjet "Josefine". Det kan jeg tilbagevise. Jeg har ikke været hverken sigtet eller tiltalt herfor og er derfor heller ikke dømt for noget som helst i den retning. Jeg befandt mig som strafafsoner i Nyborg Statsfængsel på det tidspunkt, hvor "Josefine" skulle have foretaget en sejlads, der af politiet er blevet opfattet som et smuglertogt, hvilket der senere også er faldet dom for i et nævningeting i Vestre Landsret.
Det fremgår endvidere af artiklen, at undertegnede skulle have købt den større sejlbåd "Jambo" for en million kr. Det er ikke rigtigt. Jeg har intet med købet af den båd at gøre. Jeg har ikke på noget tidspunkt under straffesagen mod mig været nævnt som køber eller ejer af nogen båd overhovedet.
[Navn]"
Bladet har den 17. juli 1996 afvist at bringe genmælet og har i den forbindelse anført
"....
Ifølge medieansvarslovens paragraf 38, stk. 1, skal et genmæles indhold i alt væsentligt være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger, og genmælets indhold må ikke være retsstridigt.
Det genmæle, du kræver offentliggjort, opfylder ingen af disse betingelser, hvorved jeg specielt henviser til de retsstridige beskyldninger mod de danske retsmyndigheder, som har behandlet straffesagen imod dig.
...."
Klager rettede derefter henvendelse til advokat Thorkild Høyer der den 24. juli 1996 anmodede bladet om at optage følgende genmæle
"Søndag den 30. juni 1996 bragte Morgenavisen Jyllands-Posten i to artikler under overskrifterne "PET sat ind mod rockere" og "Den danske forbindelse" en række urigtige og udokumenterede påstande, som jeg hermed som advokat for [navn] begærer berigtiget
Det anføres, at min klient har forbindelse til Hells Angels. Det er ikke rigtigt, og påstanden om, at en verserende sag mod Hells Angels i Amsterdam skulle have forbindelse til en hash-sag, som min klient blev dømt for sidste år i Danmark er tilbagevist af statsadvokaten for Viborg, der i skrivelse af 7. juni 1995 skriver bl.a. følgende: "... politiet har interesseret sig for, om der kunne være en sammenhæng mellem de to sager - uden at en sådan sammenhæng på nogen måde har kunnet sandsynliggøres".
Det postuleres endvidere, at [navn] har foretaget smuglertogter med lystfartøjet Josefine. Det er ikke korrekt. Min klient har hverken været sigtet eller tiltalt herfor og er følgelig heller ikke dømt herfor. På det tidspunkt hvor "Josefine" foretog en sejlads, der af politiet og senere af Vestre Landsret blev bedømt som et smuglertogt befandt min klient sig som strafafsoner i Nyborg Statsfængsel.
Det postuleres endvidere, at [navn] sammen med en anden købte sejlbåden "Jambo" for 1 mill. kr. Det er heller ikke korrekt. Min klient har intet haft med købet af "Jambo" at gøre. Det blev på intet tidspunkt under straffesagen mod [navn] anført eller gjort gældende, at han har været køber eller ejer af nogen båd overhovedet.
Med venlig hilsen
Sign .
Thorkild Høyer"
Dette genmæle blev optaget den 28. juli 1996.
Klageren har til støtte for sin klage anført, at der ikke er nogen væsentlig forskel på hans eget genmæle og hans advokats genmæle, og at bladet derfor forhalede offentliggørelsen af hans genmæle.
Klageren har endvidere anført, at bladet ved at forhale offentliggørelsen af genmælet udsatte ham for en betydelig fare, fordi han afsoner i et "Bandidos-domineret" fængsel, og det fejlagtigt blev anført, at han havde forbindelse til den rivaliserende gruppe Hells Angels.
Klageren har endelig anført, at bladet ved at nægte at bringe hans eget genmæle har påført ham overflødige udgifter til en advokat.
Pressenævnets sekretariatet har i relation til klagen om, at der er påført klager overflødige udgifter til en advokat, henvist klager til at anlægge erstatningssag mod bladet ved domstolene.
Morgenavisen Jyllands-Posten har i anledning af klagen bestridt, at der er tale om forhaling, og har i brev af 15. august 1996 blandt andet anført
"... at [navn]s oprindelige udkast til genmæle ikke opfyldte betingelserne i medieansvarslovens paragraf 38, stk. 1., hvilket blev meddelt klageren i ledende redaktionschef Knud Refsing Andersens brev af 17. juli 1996.
Da [navn]s advokat, Thorkild Høyer, København, herefter - ved brev af 24. juli 1996 - gik ind i sagen og formulerede et nyt genmæle inden for lovens rammer, blev dette offentliggjort den efterfølgende søndag, nemlig på samme ugedag, hvor genmælets genstand, de to artikler, blev bragt.
...."
Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Per Sørensen, Kate Bluhme, Ole Askvig og Hans Dam.
Pressenævnet udtaler
Pressenævnet finder, at klagerens oprindelige genmæle ikke indeholder retsstridige beskyldninger mod de danske retsmyndigheder, hvilket heller ikke er søgt påvist af Morgenavisen Jyllands-Posten. Morgenavisen Jyllands-Posten har derfor ikke været berettiget til at afvise at bringe klagerens eget genmæle, hvis indhold ikke adskilte sig fra hans advokats.
Pressenævnet udtaler derfor sin kritik.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det den ansvarshavende redaktør af Morgenavisen Jyllands-posten at bringe følgende
"Kendelse fra Pressenævnet
[Navn] anmodede den 8. juli 1996 Morgenavisen Jyllands-Posten om at optage et genmæle i anledning af en artikel bragt den 30. juni 1996.
Den 17. juli 1996 afviste bladet at bringe genmælet under henvisning til, at det indeholdt retsstridige beskyldninger mod de danske myndigheder.
Efter at klagerens advokat var gået ind i sagen bragte bladet den 28. juli 1996 dennes genmæle, hvis indhold ikke adskilte sig fra klagerens oprindelige genmæle.
Pressenævnet udtaler i anledning af klagen, at klagerens oprindelige genmæle ikke indeholder retsstridige beskyldninger, hvilket heller ikke er søgt påvist af Morgenavisen Jyllands-Posten. Morgenavisen Jyllands-Posten har derfor ikke været berettiget til at afvise at bringe klagerens eget genmæle. Pressenævnet udtaler derfor sin kritik.
København, den 5. september 1996
Per Sørensen, Kate Bluhme, Ole Askvig og Hans Dam."
Afsagt den 5. september 1996.