Landsskatteretskendelse
Statutory Text (2 Articles)
Landsskatteretskendelse
Kapitalpension
- skattepligt af overskydende indbetaling
- registreringsfejl hos forsikringsselskab
Reference
PBL § 21, 1. pkt.
A klagede for indkomståret 1996 over, at skatteankenævnet havde beskattet ham af indbetaling på kapitalpension ud over 32.000 kr.
Det fremgik af sagen, at klageren i 1991 var indtrådt i en pensionsaftale med sin arbejdsgiver, B A/S. Ordningen blev indgået som en Flex-pensionsordning i C Forsikring.
Det fremgik af sagen, at der i 1996 var indbetalt i alt 42.667 kr. på kapitalpensionsordningen og 66.389 kr. på en ordning med løbende udbetalinger.
Klagerens advokat havde fremlagt en pensionsaftale, hvoraf det bl.a. fremgik
"Aftale mellem B A/S (i det følgende kaldet arbejdsgiveren) og C forsikring om Flex-pensionsordning i C
.......
1. Indtrædelse
Med virkning fra den 1.1. 1988 tegner arbejdsgiveren forsikring i C efter reglerne i denne aftale for de medarbejdere, der ønsker det, og som er fyldt 25 år og har opnået 6 måneders anciennitet.
....
4. Pensionsbidrag og indbetalingsregler
Pensionsbidraget for hver enkelt medarbejder udgør som følger
For perioden
1.1.88
-
31.12.88
2%
1.1.89
-
31.12.89
4%
1.1.90
-
31.12.90
6%
1.1.91
-
31.12.91
8%
1.1.92
-
21.12.92
10%
1.1.93
og fremover
12%
Arbejdsgiveren indbetaler hver måned de samlede bidrag, der forfalder forud uden påkrav. Ved hver betaling oplyser arbejdsgiveren fordelingen på de enkelte medarbejdere, jfr. vejledning i bilag.
Hvis den samlede årlige indbetaling til denne og eventuelt andre kapitalpensionsordninger for en medarbejder overstiger kr. 25.000 (1987), anvendes det overskydende bidrag til ratepension som beskrevet i afsnit 5."
5. Forsikringsdækning
....
For den del af pensionsbidraget, der overstiger 25.000 kr. (excl. bidraget til invaliderenten), etableres ratepension (jfr. afsnit 4).
....
6. Regulering af forsikringsdækningen
Forsikringsdækningen reguleres som følge af gageændringer hver 1. januar, eller ved medarbejderens død, erhvervsudygtighed eller fratrædelse.
....
Medfører en gageændring, at pensionsbidraget overstiger det til enhver tid gældende maksimum for kapitalpensionsordninger, anvendes det overskydende bidrag som beskrevet i afsnit 4 og 5."
Det fremgik bl.a. følgende af tillæg til pensionsaftalen af 1. maj 1996
"Tillæg til aftale mellem B A/S og C forsikring om pensionsordning pr. 1. maj 1996
.....
Endvidere ændres aftalen med virkning fra den 1. maj 1996 på følgende punkter
....
Punkt 4 "Pensionsbidrag og indbetalingsregler" udgør og erstattes af
4.1. Pensionsindbetalingernes størrelse og indbetalingsregler
Pensionsindbetalingen for hver enkelt medarbejder udgør 12% af den pensionsgivende gage.
....
Heraf afholder arbejdsgiveren og medarbejderen hver halvdelen.
Ved indmeldelse i pensionsordningen og hvert år på reguleringsdatoen meddeler arbejdsgiveren C størrelsen af den enkelte medarbejderes pensionsgivende gage.
....
4.3 Indbetaling
Pensionsbidragene forfalder til betaling forud hver måned uden påkrav.
Arbejdsgiveren foretager alle indbetalinger. Indbetalingerne finder sted i henhold til aftale med C's indbetalingsafdeling.
...."
Det fremgik af sagen, at C havde foretaget en fornyet indberetning til skattemyndighederne i uge 34 i 1997 i henhold til hvilken, der alene var overført 32.000 kr. til kapitalpension i 1996.
Skatteankenævnet havde beskattet klageren af indbetaling til kapitalpensionsordning udover 32.000 kr. med 10.667 kr. som personlig indkomst, jf. pensionsbeskatningslovens § 21.
Skatteankenævnet havde herved henset til, at det var nævnets opfattelse, at der ikke var lovhjemmel til at ændre fejlkonteringer. Det fremgik af ordlyden i pensionsbeskatningslovens § 21, at indbetalinger der oversteg det beløb, der var fastsat i lovens § 16, skulle medregnes i den skattepligtige indkomst. Da klagerens arbejdsgiver havde videretransporteret ansvaret for, at indbetaling skete til de rette ordninger til C, var det nævnets opfattelse, at C her måtte sidestilles med "arbejdsgiver". Uanset at klageren var helt uden skyld i den foretagne fejl, hjemlede pensionsbeskatningsloven ingen mulighed for med tilbagevirkende kraft at overføre beløb fra en ordning til en anden, når fejlen ikke var konstateret i kalenderåret. Pensionsbeskatningslovens § 21 A, stk. 2, omhandlede situationer, hvor der kunne ske tilbagebetaling eller udbetaling, når særlige omstændigheder talte derfor. Skattedepartementet behandlede i TfS 1984.388 alene spørgsmålet om, hvornår der kunne ske udbetaling af for høje kapitalpensionsbidrag. Det ville sige, at der ikke var lovhjemmel til at overføre det for meget indbetalte beløb fra kapitalpension til ratepension. Men der var alene mulighed for at få det for meget indbetalte beløb tilbagebetalt eller udbetalt. Samme opfattelse fremgik af TfS 1998.682.
Ankenævnet fandt endvidere (under henvisning til Landsskatterettens kendelse af 3. november 1993 nr. 651-1915-0021), at der ikke herskede tvivl om, at klageren havde tegnet både en kapitalpension og en ratepension. Aftalen mellem klageren og C var således helt klar. Der var således alene tale om en konteringsfejl, hvorved der indbetaltes større beløb på kapitalpensionsordningen end tilladt efter pensionsbeskatningslovens § 16.
Klagerens advokat havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at skattemyndighederne var uberettigede til at forhøje klagerens personlig indkomst med 10.667 kr.
Advokaten havde til støtte for påstanden bl.a. gjort gældende, at klageren var ansat hos B A/S, som i 1987 med virkning pr. 1. januar 1988 indgik en arbejdsgiverbetalt flex-pensionsordning med C. Det fremgik af den indgåede aftale under punkt 4 at
"Pensionsbidraget for hver enkelt medarbejder udgør som følger...
Arbejdsgiveren indbetaler hver måned de samlede bidrag, der forfalder forud uden påkrav. Ved hver betaling oplyser arbejdsgiveren fordelingen på de enkelte medarbejdere, jfr. vejledningen i bilag.
Hvis den samlede årlige indbetaling til denne og eventuelle andre kapitalpensionsordninger for en medarbejder overstiger kr. 25.000 (1987), anvendes det overskydende bidrag til ratepension som beskrevet i afsnit 5."
Som det fremgik, indbetalte B A/S et samlet beløb i pension for hver enkelt medarbejder til C, som herefter anvendte det maksimale tilladte beløb til kapitalpension, medens det resterende beløb anvendtes til ratepension.
Advokaten havde endvidere anført, at ved en intern omregistrering i maj 1996 overflyttede C sine pensionsordninger med tilknyttet gruppelivsforsikring fra et EDB-system til et andet for at lette administrationen af ordningerne. Pensions-ordningerne fortsatte på nye policenumre i det nye EDB-system. For klagerens vedkommende glemte C fejlagtigt i det nye EDB-system at registrere de af klageren i 1996 allerede foretagne indbetalinger til kapitalpension. På det gamle policenummer i det oprindelige EDB-system havde C registreret en indbetaling til kapitalpension på 10.667 kr., hvilket beløb C derfor ikke tog hensyn til, da selskabet i slutningen af året foretog den endelige registrering af indbetalinger til kapitalpension på 32.000 kr. (det maksimale beløb for indbetaling til kapitalpension i 1996). Den efterfølgende maskinelle indberetning om indbetaling til kapitalpension for klageren udviste herefter et beløb på 42.667 kr.
Advokaten havde til støtte for påstanden endvidere gjort gældende, at skattemyndighederne var uberettiget til at forhøje klagerens personlige indkomst med henvisning til pensionsbeskatningslovens § 21, samt at skattemyndighederne måtte acceptere den reviderede indberetning om B A/S' indbetaling af pension til klageren, som C efterfølgende havde sendt til skattemyndighederne.
Advokaten havde i første række gjort gældende, at den af C oprindelig foretagne indberetning ikke i sig selv kunne tillægges nogen dispositiv karakter, når det var åbenbart, at parternes aftale og de foretagne dispositioner havde et andet indhold end den oprindelige indberetnings udvisende. Advokaten havde henvist til Landsskatterettens kendelse af 3. november 1993, hvori det fornuftigvis var fastslået, at der kunne bortses fra åbenbare fejldispositioner, som ikke udtrykte parternes vilje. Der var ingen reale grunde og hensyn, som sagligt kunne begrunde det af skattemyndighederne indtagne standpunkt.
Advokaten havde endvidere gjort gældende, at pensionsbeskatningslovens § 21 ganske enkelt ikke indeholdt fornøden hjemmel for skattemyndighederne til at forhøje klagerens indkomst, jf. bestemmelsens ordlyd
" Er der i et indkomstår af en arbejdstagers arbejdsgivere indbetalt større beløb end fastsat i § 16 til kapitalforsikring i pensionsøjemed og opsparing i pensionsøjemed for arbejdstageren, skal det overskydende beløb medregnes ved opgørelsen af arbejdstagerens skattepligtige indkomst for det pågældende indkomstår som personlig indkomst."
I denne sag var der ikke tale om, at "arbejdsgiveren" havde indbetalt et større beløb end tilladt til kapitalpension. Hvis der var foretaget en fejlagtig indbetaling, hvilket blev bestridt jf. nærmere nedenfor, var denne utvivlsomt foretaget af C og ikke af arbejdsgiveren. Skattemyndighedernes synspunkt om identifikation mellem B A/S og C, udgjorde en abstraktion, som ikke kunne tiltrædes.
Advokaten havde endvidere gjort gældende, at der i denne sag ikke var "indbetalt" et større beløb end tilladt til kapitalpension. B A/S havde i overensstemmelse med den indgåede aftale med C alene indbetalt det tilladte belá áb til klagerens kapitalpension, og som nævnt var der ikke tale om en fejlagtig indbetaling, men alene tale om en fejlagtig indberetning (en registreringsfejl). Det afgørende i denne sag var således ikke, hvad C havde registreret, men derimod, hvad B A/S faktisk havde indbetalt. Klageren havde således også ifølge aftalen alene et retligt krav på det tilladte beløb på 32.000 kr.
Advokaten havde yderligere anført, at såfremt C eksempelvis ved en fejltagelse ikke havde registreret nogen indbetaling til klagerens invaliderente, ville klageren alligevel have krav herpå i tilfælde af invaliditet. Det afgørende i nærværende sag var således, som ovenfor nævnt, hvad B A/S faktisk havde indbetalt og ikke, hvad C havde registreret. (c) Og B A/S havde kun indbetalt det tilladte beløb på 32.000 kr.
Advokaten havde endvidere anført, at Told- og Skattestyrelsens udtalelse af 16. februar 1998 (TfS 1998.682) ikke efter hans opfattelse kunne tillægges betydning i denne sag. Udtalelsen - som forekom overordentlig formalistisk og væsentlig skærpende i forhold til skattedepartementets vejledning af 17. september 1984 (TfS 1984.388) omtalte alene "konteringsfejl" begået af "bank, arbejdsgiver samt den ansatte", og omtalte således ikke tilfældet i denne sag, hvor der var tale om en indberetningsfejl begået af pensionsselskabet.
Advokaten havde endvidere anført, at skattemyndighedernes bevæggrunde for at beskatte i tilfælde som klagerens fremgik af Styrelsens udtalelse til X Kommune. I nærværende sag var der imidlertid ikke tale om svigagtig adfærd fra de involveredes side. Der var blot tale om en regulær fejl, og C's registrering kunne ikke - som tidligere nævnt - sidestilles med indbetaling. Nærværende sag kunne endvidere ikke sidestilles med situationen i Styrelsens udtalelse, som vedrørte de tilfælde, hvor både arbejdsgiver og arbejdstager indbetalte til samme pension. C's repræsentant havde anført, at beløbet pá á 10.667 kr. i princippet ville blive indbetalt på ratepensionen af beskattede midler, hvorfor der kunne blive tale om et erstatningsmellemværende mellem klageren og C.
Told- og Skattestyrelsen havde indstillet, at klageren skulle beskattes af de 10.667 kr., jf. pensionsbeskatningslovens § 21, idet det måtte lægges til grund, at der blev indbetalt 10.667 kr. for meget på kapitalpensionen i 1996 - henset til, at der henstod 42.667 kr. på kapitalpensionen ultimo 1996. Det var endvidere anført, at uanset at fejlen var C's, var det ikke muligt at berigtige fejlen i 1997. Under henvisning til Styrelsens erklæring til X Kommune var det videre anført, at klageren havde et retligt krav på hele beløbet på 42.667 kr. Det fulgte endvidere af TfS 1998.682, at det ikke var muligt at flytte fra en ordning til en anden. Vedrørende Landsskatterettens kendelse af 3. november 1993 var det anført, at sagen vedrørte specielle overgangsregler, ligesom man tillagde forventningsprincippet betydning.
Landsskatteretten udtalte
Det fremgik af pensionsbeskatningslovens § 19, at der var bortseelsesret for bidrag indbetalt af en arbejdsgiver til arbejdstagerens pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens kapitel 1. Det fremgik endvidere af pensionsbeskatningslovens § 21, 1. pkt., at såfremt der i et indkomstår af en arbejdstagers arbejdsgivere var indbetalt større beløb end fastsat i lovens § 16 til kapitalpension for en arbejdstager skulle det overskydende beløb medregnes ved opgørelsen af arbejdstagerens skattepligtige indkomst for det pågældende indkomstår som personlig indkomst. I henhold til pensionsbeskatningslovens § 16 kunne der i indkomståret 1996 indbetales 32.000 kr. på en kapitalpensionsordning.
Landsskatteretten fandt, at det omhandlede beløb på 10.667 kr. ikke skulle medregnes til klagerens skattepligtige indkomst for det pågældende indkomstår som personlig indkomst i henhold til pensionsbeskatningslovens § 21, 1. pkt. Retten havde herved bl.a. lagt vægt på, at arbejdsgiveren ikke direkte kunne anses for at have indbetalt for meget på kapitalpensionen til C, hvorved bemærkedes, at fejlen, der var sket hos C, efter det oplyste ikke kunne tilskrives B A/S. Der var endvidere henset til, at klageren ifølge kontrakten havde krav på, at det omhandlede beløb overførtes til en ratepension som led i en samlet ordning, og retten fandt herefter, at det under disse omstændigheder ikke kunne anses for stridende mod reglerne i pensionsbeskatningsloven, at fejlen efterfølgende var korrigeret af forsikringsselskabet.
Den påklagede ansættelse blev nedsat i overensstemmelse hermed.
Det kunne under de foreliggende omstændigheder ikke anses i modstrid med reglerne i pensionsbeskatningsloven, at en fejlkontering, der ikke var i overensstemmelse med parternes aftale om indbetaling til kapitalpension, efterfølgende blev korrigeret af forsikringsselskabet. Der skulle derfor ikke ske beskatning hos forsikringstageren af det fejlkonterede beløb på kapitalpensionen.