Legislator Case Law & Legislation
W19991136925 DK

Landsskatteretskendelse

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 11369 Valid

Landsskatteretskendelse

Told- og skatteregion nægter genoptagelse af skønsmæssig ansættelse

Reference

Cirkulære nr. 113 af 18. juni 1990 til skattestyrelsesloven.

A klagede for indkomstårene 1995 og 1996 over, at de stedlige skattemyndigheder havde nægtet at genoptage behandlingen af hans skatteansættelser, der bl.a. var skønsmæssigt forhøjet under henvisning til nødlidende privatforbrug.

Det fremgik af sagen, at klageren i perioden september 1995 til august 1996 drev selvstændig virksomhed. Virksomheden solgte asiatiske kunstgenstande i rosentræ og udførte endvidere bilreparationer og handlede med reservedele til biler og motorcykler.

Ved en revisionsmæssig gennemgang af klagerens virksomhed fandt Told- og skatteregionen bl.a.

-

at klagerens regnskaber ikke levede op til moms- og bogføringslovens bestemmelser og at kassebeholdningen overvejende havde været negativ,

-

at der var sammenblanding af private og erhvervsmæssige udgifter og indtægter,

-

at der havde været betydelige differencer på klagerens køb og salg af kunstenheder, og

-

at klageren ikke havde kunnet redegøre for husstandens negative privatforbrug i 1995 og 1996.

Told- og skatteregionen havde herefter ved afgørelse af 10. marts 1998 forhøjet klagerens indkomst ved selvstændig virksomhed i 1995 fra selvangivet -29.940 kr. til 224.136 kr. og i 1996 fra selvangivet -92.535 kr. til 50.865 kr., herunder ovennævnte skønsmæssige tillæg, der blev fastsat bl.a under hensyn til husstandens privatforbrug i 1994.

Told- og skatteregionens afgørelse blev ikke påklaget til højere myndighed.

Klagerens revisor anmodede ved breve af 20. august og 30. september 1998 Told- og skatteregionen om at genoptage skatteansættelserne, ligesom anmodningen blev drøftet ved et møde den 18. september 1998.

Revisoren begrundede anmodningen med, at de udøvede skøn hvilede på et forkert grundlag, idet regionen fejlagtigt havde medregnet en indtægt vedrørende udlån af bil, 24.000 kr., til 1994-indkomsten, ligesom han anså klageren for berettiget til en reduktion for salg af private møbler i 1995 med 14.900 kr., jf faktura af 29. juli 1995.

Revisoren anførte videre, at der alene burde ske regulering af privatforbruget for 1994 for et nettoprisindeks.

Told- og skatteregionen havde ved sin afgørelse fundet, at revisoren ikke var fremkommet med nye oplysninger, der kunne begrunde en genoptagelse af skatteansættelserne, jf. skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, jf. § 4, stk. 1.

Regionen havde herved fundet, at såvel spørgsmålet om indtægter fra udlån af biler som fakturaen af 29. juli 1995 havde været behandlet af regionen forud for kendelsen af 10. marts 1998, og derfor ikke kunne anses for nye oplysninger. Regionen havde bl.a. henvist til referat af et møde den 17. oktober 1997, hvor spørgsmålene blev drøftet.

Regionen havde videre fundet, at spørgsmålet om anvendelse af et prisindeks ikke kunne anses for en ny oplysning i forhold til klagerens skatteansættelser.

Klagerens advokat havde over for Landsskatteretten påstået Told- og skatteregionen pålagt at genoptage ansættelserne for 1995 og 1996.

Han havde herved gjort gældende, at den foretagne ansættelse ikke var i overensstemmelse med de faktiske forhold, idet han bl.a. havde henvist til de over for regionen nævnte forhold, ligesom han henviste til, at klageren tidligere over for regionen havde oplyst at han havde en større uregistreret formue liggende hjemme på bopælen.

Han fandt endvidere, at regionen ikke havde taget hensyn til klagerens forklaringer om ukurans og svind, på trods af at disse blev sandsynliggjort ved fremlæggelse af diverse defekte genstande.

Han havde henvist til Ligningsvejledningen for 1997, afsnit E.B.1.5.1. og afgørelserne i Tidsskrift for Skatteret, 1995.361 og 1988.32.

Landsskatteretten udtalte

Landsskatteretten bemærkede, at spørgsmålet om genoptagelse af ansættelser foretaget told- og skatteregionen ikke var reguleret i skattestyrelsesloven.

Det fremgik af cirkulære nr. 113 af 18. juni 1990

at

told- og skatteregionen efter almindelige forvaltningsprincipper kunne genoptage foretagne ansættelser,

at

der ingen nærmere regler var for kriterierne, hvorefter dette kunne ske, og

at

den skattepligtige således ikke havde krav på at få sagen genoptaget.

Landsskatteretten bemærkede videre, at det af samme cirkulæres pkt. 7 om genoptagelse ved den kommunale skattemyndighed bl.a. fremgik :"Betingelsen for at tillade genoptagelse er, at den skattepligtige fremlægger nye oplysninger, som kan dokumentere eller sandsynliggøre, at den tidligere ansættelse har været forkert. Der behøves ikke at foretages nogen tilbundsgående vurdering af det sandsynlige resultat, før genoptagelse er tilladt, og en genoptagelsessag behøver ikke at resultere i en ændret skatteansættelse. Helt ubegrundede anmodninger om genoptagelse kan afvises."

Landsskatteretten bemærkede, at det måtte være udgangspunktet, at anmodninger om genoptagelse, der var begrundede med nye oplysninger, som kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at den tidligere ansættelse var forkert, blev imødekommet.

Landsskatteretten måtte imidlertid af de af Told- og skatteregionen anførte grunde være enig med regionen i, at der ikke var fremkommet nye oplysninger, der kunne begrunde en genoptagelse af skatteansættelserne.

Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.

Endelig adm. afgørelse 1999 11369 Valid

Spørgsmålet om genoptagelse af ansættelser foretaget af told- og skatteregionen er ikke lovreguleret. Retten fandt, at anmodningen om genoptagelse kunne imødekommes, såfremt den var begrundet i nye oplysninger, som kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at den tidligere ansættelse var forkert. Det var ikke tilfældet i den konkrete sag.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →