Landsskatteretskendelse

Landsskatteretskendelse

Registreringsafgift

- evt. fritagelse ved anskaffelse af bus

- specialefterskole

Reference

RGAL § 2, stk. 1, nr. 6 a

Efterskolen A's klage til Landsskatteretten vedrørte told- og skatteregionens afgørelse af 31. marts 1999, hvor der var meddelt afslag på en ansøgning om afgiftsfritagelse for en bus, jf. § 2, stk. 1, nr. 6 a i lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. (RGAL).

Det var oplyst, at efterskolen var en selvejende institution, der var tilknyttet Landsforeningen til støtte for sent udviklede. Der var på skolen plads til 54 elever i alderen 15 - 18 år i døgnophold, og de var på skolen i 1 eller 2 år. Alle eleverne var specialelever, som enten hørte under folkeskolelovens § 20, stk. 1 som elever med generelle indlæringsvanskeligheder eller samme lovs § 20, stk. 2 som svært handicappede elever. Sidstnævnte gruppe udgjorde efter det forklarede ca. 18 % af eleverne på skolen.

I skoleåret 1999/2000 var der 9 elever, der var visiteret til skolen efter § 20, stk. 2, og det var forklaret, at de havde en række forskellige handicap, herunder psykisk udviklingshæmmede, lettere autisme, Klinefelters syndrom, grænsepsykose, epilepsi, Tourettes syndrom, Recklinghausens syge, DAMP, hjerneskade o.lign.

Personalet på skolen bestod af en fast tilknyttet stab på 13 personer, bestående af lærere, socialpædagoger og faguddannede håndværkere. I de tilfælde, hvor elever havde brug for sundhedsplejerske flere gange dagligt, fik skolen hjælp fra de lokale sundhedsplejersker i kommunen. Herudover var der ikke ansat eller tilknyttet egentligt plejepersonale, idet eleverne fik hjælp af personalet i det omfang, de havde behov for ekstra hjælp.

Told- og skatteregionen havde fundet, at efterskolen ikke kunne sidestilles med et plejehjem, idet der herved var lagt vægt på, at der ikke foregik nogen egentlig behandling. Der var ikke i den omhandlede bestemmelse i RGAL mulighed for at tage hensyn til, hvorvidt eleverne var selvtransporterende eller ej. En efterskoles kørsel med sine elever, hvoraf skolen angav en del af eleverne som værende svært handicappede, kunne efter regionens opfattelse ikke på nogen måde sidestilles med et plejehjems kørsel af egne patienter.

Der var på vegne efterskolen nedlagt påstand om anerkendelse af, at efterskolen var omfattet af RGAL § 2, stk. 1, nr. 6 a, idet det til støtte herfor bl.a. var anført, at der foregik en socialpædagogisk behandling på skolen, idet eleverne tilhørte den svage gruppe af unge, som havde svært ved at klare sig selv og var afhængige af voksenstøtte. Eleverne var pleje- og behandlingskrævende, og skolen måtte således anses for omfattet af bestemmelsen, idet der var tale om en institution, der kunne sidestilles med et plejehjem eller lignende institutioner. Skolen henvendte sig til de "svage" unge og tilbød disse unge en virkelighedsnær og almendannende undervisning. Denne undervisning skulle give disse unge en række praktiske og teoretiske kundskaber og færdigheder, som de kunne anvende i deres voksenliv. Herunder blev de unge trænet til et selvforvaltende hverdagsliv, herunder et aktivt fritidsliv. Skolen havde ikke selv en gymnastiksal og idrætshal, og var derfor nødt til at leje sig ind i en hal, som lå 6 km fra skolen. Tiderne, der tildeltes i hallen, lå så skolen ikke kunne bruge de offentlige transportmidler uden lange ventetider. Skolen måtte derfor købe en bus og selv transportere eleverne.

Bussen skulle også bruges til at transportere eleverne til besøg på virksomheder og institutioner i forbindelse med udslusningen af dem. Alle eleverne havde brug for megen støtte i hele skoleperioden, idet mange af dem havde levet i et beskyttet miljø. Eleverne havde behov for et ekstra "puf", så de turde deltage i fritidsaktiviteter uden for skolen. Dette gjorde de kun, hvis de blev transporteret af skolen, idet de fleste af eleverne ikke var selvtransporterende til fremmede destinationer, og det ville også af denne grund være af stor betydning for eleverne, at skolen havde rådighed over egen bus. Der var ligeledes brug for at transportere elever til behandling hos psykolog, speciallæger, fysioterapiklinik og almindelig læge.

Landsskatteretten udtalte

Ifølge RGAL § 2, stk. 1, nr. 6 a, var køretøjer, som omhandlet i lovens § 5 a, stk. 1, nr. 2, fritaget for afgift, hvis de tilhørte plejehjem, ældrecentre og lignende institutioner og anvendtes til befordring af egne beboere eller hjemmeboende ældre, der var visiteret til aktiviteter på institutionen for at få vedligeholdt deres fysiske eller psykiske færdigheder.

Landsskatteretten fandt ikke, at efterskolen var anset for omfattet af RGAL § 2, stk. 1, nr. 6 a, idet der herved var lagt vægt på det oplyste om institutionen, herunder at det kun var en mindre del af eleverne, der kunne anses for handicappede, og at disse elevers handicap efter det oplyste ikke var af en art, der krævede intensiv eller konstant pleje, samt på det oplyste om personalets sammensætning. Retten fandt på denne baggrund ikke, at de arbejdsopgaver, der varetoge af institutionen, var af en karakter, der kunne sidestilles med den pleje og behandling, der foretoges på plejehjem eller ældrecentre, der var omtalt i RGAL § 2, stk. 1, nr. 6 a. Institutionen kunne derfor ikke sidestilles med disse institutioner, og den påklagede afgørelse blev stadfæstet.

En specialefterskole med elever i døgnophold blev ikke anset for omfattet af reglen om afgiftsfritagelse for moms. Skolen havde plads til 54 elever, hvoraf kun 9 var handicappede, og disse elevers handicap var ikke af en art, der krævede intensiv eller konstant pleje. Der var ikke ansat egentligt plejepersonale.