Landsskatteretskendelse

Landsskatteretskendelse

Kraftværk

- anvendelse af restprodukter

- registreringspligt

Reference

Affaldsafgiftsloven § 11, stk. 5.

I/S A's klage til Landsskatteretten skyldtes, at Told- og Skatteregionen ved afgørelse af 10. marts 1998 havde anset selskabet for registreringspligtig efter Lov om afgift af affald og råstoffer for affald i form af restproduktionerne flyveaske og slagger anvendt til opfyldning af egne arealer, idet deponeringen af restprodukterne ikke var anset for fritaget for registreringspligt efter affaldsafgiftslovens § 11, stk. 5, 2. pkt.

Følgende var oplyst

I/S B oprettede kraftværkspladsen C i 1963 og byggede blok 1, som blev idriftsat i 1967, efterfulgt af blok 2, som blev idriftsat i 1977. Pr. 1. januar 1995 fusionerede I/S B og I/S D i selskabet I/S A. I/S A havde herefter to produktionssteder - C-værket med blokkene NVVB1 og NVVB2, samt E-værket med blokken NVAB1. Inden fusionen påbegyndte I/S B og I/S D projekteringen og opførelsen af en ny blok med arbejdstitlen A-værk. Efter fusionen fik den nye blok navnet C-værk blok 3 (NVVB3), som blev idriftsat i 1998.

I/S A, som var 2 steder og i 2 kommuner, var et kraftvarmeværk, hvis produktion af elektricitet og varme var baseret på fossile brændsler, hovedsageligt kul, hvorfra der dannedes restprodukterne flyveaske og slagger. C-værket var fjernvarmetyngdepunkt i landsdelen.

Siden etableringen af kraftværkspladsen i 1963 havde virksomheden successivt ændret den daværende kystlinie med det formål at indvinde nye arealer til planlagte og fremtidige installationer af forskellig art. I begyndelsen foregik opfyldningen af de kystnære arealer med tilførte stabiliseringsprodukter, men siden værkets ombygning til kulfyring i 1982 anvendtes restprodukterne flyveaske og slagger fra egen produktion ved opfyldningen. Disse restprodukter anvendte virksomheden i videst muligt omfang i bygge- og anlægsarbejder. I øvrigt deponerede virksomheden restprodukterne på et nærmere afgrænset område af virksomhedens arealer.

Ved miljøgodkendelse af 18. august 1987 meddelte Amtsrådet i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 35, jf. miljøministeriets bekendtgørelse nr. 783 af 21. november 1986, tilladelse til etablering af et depot for restprodukter - slagger, flyveaske og afsvovlingsprodukter - fra I/S B m.fl. på en del af X, samt en del af et inddæmmet areal af Y. Miljøgodkendelsen var tidsbegrænset og gjaldt til 1. januar 2010, hvorefter depotet inden 6 måneder skulle være retableret i sin helhed i overensstemmelse med godkendelsens vilkår for retablering.

Følgende vilkår var opstillet i miljøgodkendelsen for etablering og indretning m.v.

"Etablering og indretning m.v.

2.

Anlægsarbejder, herunder diger kontrolboringer m.v., skal være afsluttet og det nyindrettede depot taget i drift senest den 1. januar 1990. Godkendelsen bortfalder, hvis denne tidsfrist overskrides.

I/S B skal skriftligt underrette tilsynsmyndigheden, miljøkontoret i amtet, umiddelbart efter at det nyindrettede depot er taget i anvendelse.

3.

Depotet må ikke ændres areal-, anlægs- eller driftsmæssigt i forhold til det hermed tilladte, før en sådan udvidelse eller ændring er godkendt.

4.

Depotindretningen, herunder etableringen af diger og kontrolboringer m.v. skal foretages som angivet i afsnit 2.3 i nærværende skrivelse og iøvrigt udføres i overensstemmelse med det i sagen oplyste samt vilkårene for denne godkendelse.

5.

Området skal sikres, således at uvedkommende adgang effektivt forhindres.

6.

Der skal om deponeringsområdet etableres afskærende grøfter/volde i nødvendigt omfang, således at overfladevand fra tilgrænsende arealer hindres i at strømme ind i området.

7.

I depotet må deponeres flyveaske, slagger og afsvovlingsprodukter fra I/S B m.fl.

(...)

11.

Opfyldning af pladsen skal ske etapevis.

(....)

Reetablering

16.

Pladsen skal retableres efter retningslinier angivet i lokalplanforslag nr. ... for kommunen.

17.

Efter færdig opfyldning og efterbehandling skal bygninger og hegn m.v. fjernes af I/S B.

(....)"

Af miljøgodkendelsens forudsætning fremgik bl.a. følgende omkring beliggenhed m.v., jf. afsnit 2.3

"Beliggenhed

Depotet for flyveaske, slagge og afsvovlingsprodukter etableres i landzone på en del af matr.nr. .... X Kommune, samt på en del af et inddæmmet areal af ...fjord.

For området er udarbejdet lokalplanforslag samt forslag til tillæg til kommuneplanen.

Den nærmeste bebyggelse er beliggende ca. 500 m øst for depotet, dvs. umiddelbart øst for C-værket.

Den planlagte kontrollerede losseplads placeres umiddelbart nord - nordvest for depotet.

Havneslamdepotet placeres umiddelbart vest for depotet.

(....)

Retablering

Efter afsluttet opfyldning retableres depotet i overensstemmelse med retningslinierne i lokalplanforslaget. Den nordvestlige del af området, der tænkes anvendt til rekreative formål, udformes med passende hældning til sikring af en overfladisk afstrømning af nedbør, overdækkes med ca. 30 cm grus og ca. 60 cm råjord og tilsås med græs. Eksisterende læbælter fortsættes i det omfang, det vil forekomme naturligt. Den sydøstlige del, der udlægges til udvidelse af værkets kulpladser og produktionsanlæg, udjævnes og overdækkes med et lag passende jordfyld og tilsås med græs, i det omfang det er påkrævet for at hindre støvflugt m.v."

Ved afgørelse af 29. november 1988 stadfæstede Miljøstyrelsen amtets godkendelse til etablering af depot for slagger og flyveaske dog med den ændring, at afsvovlingsprodukter udgik af godkendelsen.

Ved miljøgodkendelse af 22. april 1994 godkendte Amtsrådet i henhold til miljøbeskyttelseslovens §§ 33 og 35 etableringen af A samt driften af C, på matr.nr. ... Af miljøgodkendelsens forudsætninger, jf. afsnit 2, fremgik følgende

"2.3

B's projektbeskrivelse

(.....)

6. Virksomhedens affald og restprodukter

(....)

6.2 Metode til bortskaffelse af affald og restprodukter

Flyveaske og slagge

Hovedparten af flyveaske, der opstår ved den kulfyrede elproduktion, påregnes nyttiggjort/solgt til industrielle formål. Hvis der ikke er tilstrækkelig afsætning, deponeres flyveasken i det eksisterende godkendte depot på C-værket.

Flyveasken kan umiddelbart anvendes som råstof i cementindustrien eller anvendes til opfyldningsformål. I begge tilfælde erstatter det udvundne råstoffer. Det forventes, at 60-90 % af flyveasken genbruges og ca. 10-40 % deponeres i flyveaskedepotet.

Transport af flyveaske foregår med tankvogn fra værket.

Slaggen fra kedlen forventes deponeret i flyveaskedepotet, men en mindre del kan blive anvendt til vejfyld og lignende.

Gips, spildevand, spildevandsslam og katalysatormasse fra røgrensningsanlæg

(.....)

For at sikre A-værkets kontinuerte drift med røgrensning i tilfælde af svigt i slamgenindfyringssystemet, findes det hensigtsmæssigt, at der etableres mulighed for at deponere flyveaskestabiliseret spildevandsslam på C-værkets eksisterende flyveaskedepot.

(.....)

6.3 Deponering af afsvovlingsgips og spildevandsslam fra røgrensningsanlægget

(.....)

For imidlertid at imødegå eventuelle aftagesvigt fra potentielle gipsbrugere og tekniksvigt ved genindfyring af spildevandsslam søges om supplerende godkendelse til i givet fald at kunne deponere den fulde mængde afsvovlingsgips og spildevandsslam fra vådprocessen på C-værkets eksisterende flyveaskedepot.

(......)

F. ASKE- OG SLAGGEDEPONERINGSPLADSER

Idet der henvises til godkendelse af deponi Amtskommune af den 18. august 1987 samt Miljøstyrelsens godkendelse af 29. november 1988 redegøres der ikke nærmere for flyveaske, slagger, som er omfattet af godkendelsen.

Derudover tilledes deponiet via udløb nr. 10 en del opspædet industrielt spildevand fra områderne 3 og 10. Dette spildevand indeholder opslammede partikler af aske og slagger. Endvidere tilledes opspædet spildevand fra syre- og ammoniaklageret samt fra akkumuleringstank og fjernvarmepumpehus via udløb nr. 11, jf. afsnit D.4.6.".

Videre fremgik af godkendelsens forudsætninger, jf. afsnit 2.7 vedrørende planlægningsmæssige forhold

"Amtsrådet har den 12. april 1994 i specialtillæg til regionplan 1993 - 2005 for Amtet opstillet følgende retningslinier for A-værket

RETNINGSLINIER

1.

Området vest for A-værket, som vist i figur A, planlægges anvendt til A-værket med tilhørende kajanlæg, kullager, ledningsanlæg, miljøanlæg og tankanlæg.

(...)

4.

Anlægget skal opføres i overensstemmelse med redegørelsen, kapitel 2-4. Der må ikke ske væsentlige afvigelser i forbindelse med detailprojekteringen.

(....)

7.

A-værket skal opføres med anlæg til røgrensning for støv, svovldioxid og kvælstofoxider. Restprodukterne fra røgrensningen skal kunne anvendes til andre formål, således at deponering kan undgås i videst muligt omfang.

(.....)"

For bl.a. matr.nr... gjaldt lokalplan fra februar 1996. Lokalplansområdet var et 17,4 ha stort område, hvoraf ca. 12,3 ha var et inddæmmet område dækket af 4 meter dybt vand. På området forefandtes lager for svovlsyre og ammoniak. Mod nord i området var der beplantning. Området var tidligere omfattet af lokalplan fra oktober 1987, hvorefter området var bestemt til restprodukter fra elproduktion samt reserveret til kraftværksudvidelse.

Det fremgik af lokalplan, at planens formål var at sikre, at der i området kunne etableres en varmeakkumuleringstank på knap 40 meters højde med tilhørende teknikbygninger. Ligeledes skulle planen sikre, at der kunne placeres en kulplads med plads til 500.000 tons kul, samt at der fortsat kunne deponeres restprodukter fra elproduktionen. I områdets nordvestlige del langs fjorden var bygget dæmninger, hvor et kommende, inddæmmet areal nordøst for C-værket var beregnet til depot for flyveaske og øvrige restprodukter.

Af lokalplanens sammenhæng med anden planlægning fremgik det, at lokalplanen åbnede mulighed for en udvidelse af kraftværksområdet, og at deponeringen af restprodukter ville fortsætte uændret. Endvidere fremgik det, at efter opfyldning af en del af det inddæmmede areal, ville området blive inddraget til kulplads.

Told- og skatteregionen havde ved den påklagede afgørelse anset virksomheden for registreringspligtig for affald i form af restprodukterne flyveaske og slagger anvendt til opfyldning af egne arealer, idet anvendelsen af restprodukterne ikke var anset for fritaget for registreringspligt efter affaldsafgiftslovens § 11, stk. 5, 2. punktum.

Regionen havde som begrundelse herfor anført, at der efter regionens opfattelse var tale om registreringspligtig deponering af affald, idet arealet udelukkende var miljøgodkendt hertil, og idet planlagte bygge- og anlægsarbejder ikke var så konkrete eller bindende, at regionen kunne vurdere, om deponering/opfyldning skete til egentlig deponering eller til bygge- og anlægsarbejder, og ikke havde sikkerhed for, at der blev tale om et bygge- og anlægsarbejde, der ville kunne fritages for registrering efter affaldsafgiftsloven.

Regionen havde videre anført, at ifølge § 11, stk. 5, i lovbekendtgørelse nr. 335 af 10.5.1997 om afgift af affald og råstoffer som ændret ved lov nr. 1098, 1099 og 1107 af 29. december 1997 skulle deponeringsanlæg til restprodukter fra kraftværker baseret på fossile brændsler eller biomasse registreres hos de statslige told- og skattemyndigheder. Anvendelse af restprodukter fra sådanne kraftværker i bygge-og anlægsarbejder var fritaget for registrering.

Miljøgodkendelsen af 18. august 1987 for det omhandlede areal godkendte etablering af et depot for slagger, flyveaske mv. efter miljøbeskyttelseslovens § 35. Der var således ikke tale om godkendelse af materialer til anvendelse ved opfyldning eller ved bygge- og anlægsarbejder, hverken efter miljøbeskyttelseslovens kap. 5 eller § 19, stk. 5.

Ifølge lokalplan af februar 1996 var lokalplanens formål, at der kunne etableres en varmeakkumuleringstank med tilhørende teknikbygninger, at der kunne placeres en kulplads, samt at der fortsat kunne deponeres restprodukter fra elproduktionen.

Ifølge lokalplanens retsvirkninger havde grundejerne og bruger ikke pligt til at gennemføre lokalplanen.

Der sås i øvrigt ikke efter affaldsafgiftsloven at være grundlag for at indrømme afgiftsfritagelse for affaldsdepoter, der efter afslutning og retablering var udlagt til anlægsformål i medfør af en lokalplan. Der henvistes i denne forbindelse til § 9, stk. 3, nr. 5, der tog udgangspunkt i, at der én gang var betalt afgift af affald, som blev fjernet fra et afsluttet deponi i forbindelse med anlægsarbejder mv.

Den klagende virksomhed havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at restprodukter, som af virksomheden anvendtes til opfyldning af det inddæmmede område indenfor grænserne i lokalplan, friholdtes for afgift i medfør af affaldsafgiftslovens § 11, stk. 5, 2. pkt.

Med henvisning til de foreliggende miljøgodkendelser, de for området udarbejdede lokalplaner for bygge- og anlægsarbejder samt bemærkningerne til lovforslaget var det til støtte for den nedlagte påstand anført, at anvendelsen af de omhandlede restprodukter til opfyldning måtte betragtes som nyttiggørelse og dermed være afgiftsfritaget.

I punkt 6 i bemærkningerne til lovforslag nr. L 135 var det bl.a. anført "I gennemsnit har elværkerne m.v. i de seneste år produceret ca. 1.450.000 ton slagge og aske m.v. Størstedelen heraf - godt 1.100.000 ton - bliver nyttiggjort i industrien i bygge- og anlægssektoren og til opfyldning, men netto er godt 300.000 ton i gennemsnit blevet deponeret." Heraf kunne udledes, at slagge og aske til opfyldning blev betragtet som nyttiggjort og afgiftsfri, idet en anden angiven mængde blev deponeret. Videre var det til § 6 anført, "hermed skabes der yderligere incitament til, at restprodukter fra kul (slagger, flyveaske m.v.) genanvendes i forbindelse med cementproduktion, vejbygning og havneopfyldning mv." Teksten angav et mv. efter vejbygning og havneopfyldning, hvoraf måtte udledes, at anden planlagt opfyldning også kunne friholdes fra afgift. Generelt blev der i lovforslaget skelnet mellem nyttiggørelse og deponering. Som det fremgik af sagens dokumenter benyttedes udtrykket deponering generelt, hvor der var tale om, at virksomheden havde planlagt en opfyldning. Dette sprogbrug, der gennem årene havde været benyttet, havde nu en uheldig klang, idet aske og slagge hidtil var blevet nyttiggjort til successiv opfyldning på værkets arealer. Således var den eksisterende kulplads etableret oven på et inddæmmet område, der var opfyldt med flyveaske til ca. kote 2.0.

Der var videre henvist til godkendelse i henhold til miljøbeskyttelsesloven af 18. august 1987 af etablering af et depot for slagger, flyveaske og afsvovlingsprodukter. I punkt 1.2 meddeltes godkendelse af depot for bl.a. slagger og flyveaske, som var tidsbegrænset til 1. januar 2010, hvorefter retablering skulle finde sted i.h.t. godkendelsens vilkår, jf. afsnit 2. Heri var det i punkt 2.3. vedrørende retablering anført "Den sydøstlige del, der udlægges til udvidelse af værkets kulpladser og produktionsanlæg, udjævnes og overdækkes med et lag passende jordfyld ...". Der var således tale om en planlagt udnyttelse af restprodukter til opfyldning. Førnævnte ordlyd blev fastholdt ved den af Miljøstyrelsen i forbindelse med påklage af ovennævnte godkendelse trufne afgørelse.

Videre var henvist til lokalplan februar 1996, hvori det under lokalplanens formål anførtes "Ligeledes skal den sikre, at der kan placeres en kulplads med plads til 500.000 tons kul, samt at der fortsat kan deponeres restprodukter fra elproduktionen". Der skelnedes her mellem kulplads og deponi, altså nyttiggørelse og deponering. I lighed med tidligere landindvindinger på værkets arealer, som anført i tilladelse af 29. december 1982 til udledning af afløbsvand fra slagge og askedeponi ved C-værket samt til nedsivning på kulpladserne punkt 4.1. "forinden de anvendes til oplagring af kul, skal udlægges som deponeringspladser for slagge og flyveaske med henblik på opfyldning af arealet...." opfyldtes ønskede arealer, før de kunne udnyttes som planlagt. Under punktet lokalplanområdet var det anført ".. Området vil senere blive opfyldt" og "... samt reserveret til kraftværksudvidelse (med henvisning til lokalplan). Under punktet lokalplanens sammenhæng med anden planlægning var det anført, "... Denne lokalplan åbner mulighed for en udvidelse af Kraftværksområdet ved .." samt "Efter opfyldning af en del af det inddæmmede areal med restprodukter, vil området blive inddraget til kulplads. El-systemets krav er, at der lokalt ved C-værket skal være lagerkapacitet til 1 års forbrug, svarende til 1,2 mio. tons kul". Det var anført, at lokalplanen omtalte planlagte værksaktiviteter som først kunne iværksættes, når passende arealer var opfyldte. Dette blev naturligvis gjort med egne restprodukter, som derved blev nyttiggjort. Det var endvidere anført, at Energistyrelsens godkendelse af C-værkets blok 3 rummede krav om, at blokken skulle være forberedt til at kunne brænde en andel biomasse. Det fandtes derfor sandsynligt, at der på det omhandlede område også skulle anlægges et halmlager, hvorfor opfyldning også af den grund var nødvendig.

Yderligere var henvist til miljøgodkendelsen af C-værket, hvor det i afsnit 2.7 - Planlægningsmæssige forhold - var anført "Området vest for C-værket, som vist i figur A, planlægges anvendt til A-værket med tilhørende kajanlæg, kullager, ledningsanlæg, miljøanlæg og tankanlæg".

Det var anført, at det afgørende var, om de i sagen omhandlede restprodukter kunne anses for nyttiggjort ved placeringen. Ordene placering, deponering m.v. anvendtes tidligere i flæng. Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at restprodukter i form af slagger og aske m.v. anvendt til opfyldning ansås for nyttiggjort. Således blev der skelnet mellem nyttiggørelse og deponering.

I relation til opfyldning, som var en langvarig proces, gav det ikke mening at stille krav om konkrete projekter, hvilket regionen havde gjort. I hvert fald kunne der i relation til opfyldning ikke forekomme et mere konkret projekt end i nærværende sag, hvor opfyldningen nøje var reguleret i lokalplanerne for området. Lokalplanerne omtalte i øvrigt ikke affaldsdepot, deponi eller lignende. Planerne omtalte derimod muliggørelse, udvidelse af værket, varmeakkumulatortank, pumpestation, kullager og produktionsanlæg. Dvs. alle nødvendige bygninger og havneanlæg, jf. bemærkningerne til L 135. Det var virksomhedens opfattelse, at lokalplan angav rammerne, anden lokalplan udfyldte disse. Videre kunne man ikke forestille sig, at der - forinden opfyldning overhovedet var foretaget på et givent sted - blev der søgt om og givet en konkret byggetilladelse eller lignende for stedet. De fysiske rammer - opfyldningen - skulle være på plads, førend der kunne tages stilling til en ansøgning om bygge-/anlægstilladelse. I øvrigt var der slet ikke hjemmel til at stille krav om, at der skulle have foreligget et konkret projekt.

Det var standard for alle lokalplaner, at der ikke forelå en ubetinget forpligtelse til at gennemføre planen. Det var imidlertid et faktum i nærværende sag, at alle offentlige myndigheder havde regnet med de omtalte lokalplaner, jf. "... skal udlægges som deponeringspladser for slagge- og flyveaske med henblik på opfyldning af arealet..." heraf fremgik altså, at amtet havde forudsat, at lokalplanen blev gennemført. Således havde amtet pålagt værket, at opfyldning først skulle finde sted.

Når det i nyhedsbrevet fra Told- og Skattestyrelsen af 19. december 1997 var anført, at registreringsfritagelse forudsatte miljøgodkendelse, kunne dette ikke ses som et skærpet hjemmelskrav. Et nyhedsbrev kunne ikke skærpe gældende lovgivning. Enhver affaldsplacering skulle imidlertid selvfølgelig være miljømæssig godkendt. I den forbindelse var henvist til følgende i miljøgodkendelsen under afsnittet "Reetablering" anførte: "Efter afsluttet opfyldning retableres depotet i overensstemmelse med retningslinierne i lokalplanforslaget... Den sydøstlige del, der udlægges til udvidelse af værkets kulpladser og produktionsanlæg, udjævnes og overdækkes med et lag passende jordfyld og tilsås med græs, i det omfang det er påkrævet for at hindre støvflugt m.v." Det vil sige, at også miljømyndighederne havde vidst, hvad området og affaldet skulle anvendes til.

Endelig var henvist til Miljøstyrelsens høringsudkast af 3. marts 1999 vedrørende Bekendtgørelse om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder. Høringsudkastets intention omkring anvendelse og nyttiggørelse af restprodukter var i overensstemmelse med værkets udsagn i denne sag. Videre var henvist til bekendtgørelsens § 2, stk. 4 og 5, hvorved begreberne bygge- og anlægsarbejder var defineret.

I en under sagens behandling ved Landsskatteretten afgiven udtalelse havde Miljøstyrelsen anført, at det fremgik af bekendtgørelse nr. 568 af 6. december 1983 og cirkulære af 8. december 1983 om anvendelse af slagger og flyveaske, hvilke krav der blev stillet til anvendelse af slagger og flyveaske uden godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven. Det omhandlede projekt var ikke vurderet at overholde kravene i bekendtgørelsens §§ 6 og 7, hvorfor der i stedet skulle ske godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 eller § 19, stk. 1. Det var videre anført, at projektet var godkendt efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 om særligt forurenende virksomhed. Godkendelsen indeholdt vilkår for etablering af et depot for slagger og flyveaske fra I/S B m.fl. Dette var i overensstemmelse med retningslinierne i førnævnte cirkulære, i henhold til hvilket bygge- og anlægsarbejder, hvor der anvendtes mere end 30.000 tons slagger og flyveaske, antoges at skulle behandles efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 og ikke § 19, stk. 1. Der var således ansøgt om miljøgodkendelse til deponering af restprodukter og ikke til et konkret bygge- og anlægsprojekt, f.eks. opfyldning af et område med henblik på etablering af en kulplads. I relation til de foreliggende lokalplaner var det anført, at der hermed var åbnet mulighed for en eventuel kraftværksudvidelse gennem en arealreservation, men det fremgik tydeligt, at hensigten med at bortskaffe restprodukter på netop det omhandlede sted var at sikre en stabil driftssituation for værket.

Virksomheden havde hertil anført, at Miljøstyrelsen i udtalelsen ikke direkte besvarede, hvorvidt placering af restprodukterne forudsatte tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 5. Det var videre anført, at værket havde fulgt de med hjemmel heri fastsatte regler i bekendtgørelse og cirkulære om anvendelse af slagger og flyveaske. Anvendelsen af restprodukter skete i overensstemmelse med disse regler. Værket havde endvidere søgt om godkendelse til deponering efter miljøbeskyttelseslovens § 35, og denne tilladelse var givet. Selvom ansøgningen var formuleret som en ansøgning om et depot, var dette sagen uvedkommende, idet der ikke heri lå nogen oplysning om, hvorvidt der skete nyttiggørelse eller ej. Videre var gjort opmærksom på, at der ifølge affaldsafgiftslovens § 11, stk. 5, ikke blev krævet speciel miljøgodkendelse for, at restprodukterne kunne anses for fritaget for registrering - afgørende var om restprodukterne blev nyttiggjort. Det var endelig påpeget, at de i lokalplan anførte "rekreative områder" var placeret vest for de arealer, som nærværende sag drejede sig om.

Landsskatteretten udtalte

Ved lov nr. 1107 af 29.12.1997 blev registreringsfritagelsen for deponeringsanlæg til restprodukter fra kraftværker baseret på fossile brændsler eller biomasse ophævet, jf. lovens § 6, hvorved stk. 5 blev indsat i affaldsafgiftslovens § 11 samt den tidligere gældende § 11, stk. 6, litra d, blev ophævet. Lovændringen trådte i kraft den 1. januar 1998.

Følgende fremgik herefter af affaldsafgiftslovens § 11 (lovb. nr. 335 af 10. maj 1997 med senere ændringer)

"Stk. 1. Virksomheder og anlæg, der til deponering eller forbrænding modtager affald, der er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning, skal registreres hos de statslige told- og skattemyndigheder.

(......)

Stk. 5. Deponeringsanlæg til restprodukter fra kraftværker baseret på fossile brændsler eller biomasse skal registreres hos de statslige told- og skattemyndigheder. Anvendelse af restprodukter fra sådanne kraftværker i bygge- og anlægsarbejder er fritaget for registrering, medmindre registreringspligt følger af stk. 1.

(.....)"

I forbindelse med ændring af affaldsafgiftslovens § 11 ved lov nr. 1224 af 27. december 1996 blev det i bemærkningerne til lovforslaget (L 106) præciseret, at anvendelse af affald i bygge- og anlægsarbejder ikke udløste registreringspligt, når anvendelsen skete i henhold til regler udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 5. Affald, der skulle bortskaffes i overensstemmelse med reglerne i sådanne særlige bekendtgørelser, var ikke omfattet af den kommunale anvisningspligt, jf. affaldsbekendtgørelsens § 1. Videre fremgik, at derimod ville anvendelse af affald, der ikke var omfattet af særlig regulering i bygge- og anlægsarbejder, udløste registreringspligt, når anvendelsen kunne sidestilles med deponering. Dette gjaldt også anvendelse af affald, der ikke opfyldte de kvalitetskrav, der var fastsat i de pågældende regler, samt anvendelse af affaldet til andre formål eller i større mængder end tilladt efter de pågældende regler.

Der sås hverken på grundlag af ordlyden af den senere indførte bestemmelse i § 11, stk. 5, eller forarbejderne hertil anledning til at antage, at der, for så vidt angik de af bestemmelsen omfattede restprodukter, herved blev indført en afgiftsfritagelse for affald anvendt i bygge- og anlægsarbejder i videre omfang.

På grundlag af den af Miljøstyrelsen afgivne udtalelse kunne det lægges til grund, at virksomhedens anvendelse af restprodukterne ikke var sket i overensstemmelse med den med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 5 udstedte bekendtgørelse nr. 568 af 6. december 1983 med tilhørende cirkulære. Det kunne videre lægges til grund, at anvendelsen af restprodukterne var sket på grundlag af den i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 givne miljøgodkendelse af 18. august 1987 til etablering af et depot for slagger og flyveaske. Retten fandt på baggrund heraf, at der var tale om et i medfør af lovens § 11, stk. 5 registreringspligtigt deponeringsanlæg.

Den påklagede afgørelse blev stadfæste

Et kraftvarmeværk blev anset for registreringspligtig efter lov om afgift af affald og råstoffer for affald i form af restprodukterne flyveaske og slagger, der var anvendt til opfyldning af egne arealer, idet deponeringen af restprodukterne ikke kunne anses for fritaget efter lovens § 11, stk. 5, 2.pkt.