Landsskatteretskendelse
Statutory Text (2 Articles)
Landsskatteretskendelse
Arbejdsmarkedsbidrag
- anmodning om tilbagebetaling
- modregning af negativ virksomhedsindkomst i positiv lønindkomst.
Reference
AMFL § 10, stk. 2
VSL § 13
PSL § 13
A klagede for indkomstårene 1995-1997 over, at told- og skatteregionen ikke havde imødekommet hendes anmodning om tilbagebetaling om arbejdsmarkedsbidrag.
Det fremgik af sagen, at klageren i 1995 påbegyndte selvstændig virksomhed, der i de påklagede indkomstår havde givet underskud inkl. renter på henholdsvis 377.704 kr., 545.152 kr. og 400.056 kr.
Klageren havde endvidere haft lønindkomst, hvori der var indeholdt arbejdsmarkedsbidrag således
Løn
AM-bidrag
1995
156.778
9.406
1996
213.300
14.931
1997
196.810
15.744
Klagerens ægtefælle havde i de påklagede indkomstår haft lønindkomst, hvori hendes underskud var modregnet fuldt ud inden for de enkelte indkomstår, jf. virksomhedsskattelovens § 13 samt personskattelovens § 13.
Klagen skyldtes, at Told- og Skatteregionen ikke havde imødekommet en anmodning om tilbagebetaling af arbejdsmarkedsbidrag. Som begrundelse for den påklagede afgørelse havde Told- og Skatteregionen anført, at lovgiver havde valgt at fastsætte 2 selvstændige beregningsgrundlag, et for lønindkomst og et for indkomst ved selvstændig virksomhed. Det var Told- og Skatteregionens opfattelse, at bidragsgrundlaget for lønindkomst ikke kunne nedsættes ved modregning af underskud fra erhvervsvirksomheden. Det underskud, der kunne fremføres, reduceredes således med årets lønindkomst, uden at årets arbejdsmarkedsbidrag blev nedsat.
Klagerens revisor havde nedlagt påstand om, at der skulle ske fuld modregning af negativ virksomhedsindkomst i positiv lønindkomst ved opgørelse af årets grundlag for beregning af arbejdsmarkedsbidrag.
Revisoren havde gjort gældende, at Told- og Skatteregionens fortolkning af § 7 - § 11 i arbejdsmarkedsfondsloven ikke var lovmedholdelig, idet det ikke fremgik af loven, at bidragsgrundlaget for lønindkomst ikke kunne nedsættes ved modregning af underskud fra erhvervsvirksomheden. Bruttoskatten ville have helt urimelige konsekvenser, hvis ikke den personlige indkomst blev opgjort samlet, således at der kun blev betalt arbejdsmarkedsbidrag af nettoindkomsten. Klagerens virksomhedsunderskud var skattemæssigt modregnet i såvel hendes egen som ægtefællens kapitalindkomst og lønindkomst, hvorefter der ikke var underskud til fremførsel. Herved havde klageren tabt muligheden for at udnytte det negative bidragsgrundlag til modregning i et senere positivt bidragsgrundlag vedrørende virksomheden. Det kunne derfor ikke have været lovgivers mening, at der i denne situation ikke skulle ske regulering af arbejdsmarkedsbidraget vedrørende lønindkomsten.
Landsskatterettens bemærkninger
I henhold til § 7 - § 11 i arbejdsmarkedsfondsloven, lov nr. 448 af 30. juni 1993, med senere ændringer vedrørende de påklagede indkomstår, foretoges særskilt opgørelse af bidragsgrundlaget for henholdsvis lønmodtagerbidraget, jf. § 7, stk. 1, og bidraget for selvstændigt erhvervsdrivende, jf. § 7, stk. 3.
Klagerens virksomhedsunderskud var modregnet fuldt ud i klagerens og hendes ægtefælles indkomst, jf. virksomhedsskattelovens § 13, stk. 1 - 3, samt (fra 1997) personskattelovens § 13, stk. 4, og der var herefter intet underskud at fremføre til reduktion af bidragsgrundlaget for selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. virksomhedsskattelovens § 13, stk. 4 (fra 1997 personskattelovens § 13, stk. 4.).
Det bemærkedes, at det fremgik af bemærkningerne til arbejdsmarkedsfondsloven § 10, stk. 1, 2. pkt. (Betænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 17. juni 1993), at underskud kun kunne fremføres til modregning i bidragsgrundlag vedrørende selvstændig erhvervsvirksomhed. Det fremgik endvidere, at såfremt den skattepligtige havde fx lønindkomst ved siden af sin virksomhed, kunne underskuddet fra virksomheden ikke modregnes i bidragsgrundlaget hidrørende fra lønmodtagerindkomsten.
Retten fandt på det foreliggende grundlag, at der ikke var hjemmel til at reducere bidragsgrundlaget for lønindkomst med et negativt bidragsgrundlag for selvstændigt erhvervsdrivende. Endvidere kunne et virksomhedsunderskud kun reducere bidragsgrundlaget for selvstændigt erhvervsdrivende for senere indkomstår i det omfang, det fulgte af reglerne om modregning/fremførsel i virksomhedsskattelovens § 13 og personskattelovens § 13, idet der ikke i arbejdsmarkedsfondsloven var hjemmel til særskilt at fremføre et negativt bidragsgrundlag.
Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.
Der var ikke hjemmel til at reducere grundlaget for beregning af arbejdsmarkedsbidrag for lønindkomst med et negativt bidragsgrundlag fra selvstændig erhvervsvirksomhed.