Kritik af lægelig information efter præmedicinering
Statutory Text (2 Articles)
Kritik af lægelig information efter præmedicinering
Nævnet fandt, at selve operationen var velbegrundet og udført i overensstemmelse med anerkendt praksis. Nævnet fandt imidlertid, at den opererende overlæge havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved den lægelige information af patienten forud for indgrebet. Det var i den forbindelse oplyst, at patienten ikke forud for operationsdagen havde været til forundersøgelse eller patientorientering på sygehuset. Ca. ½ time før operationen og inden den egentlige bedøvelse blev patienten tilset af operatøren, som informerede nærmere om indgrebet, herunder at det var planen at fjerne en del af storetåens yderstykke.
Nævnet lagde ved sin kritik vægt på, at patienten først umiddelbart før operationen blev informeret nærmere om indgrebets art og omfang. Operationsforberedelserne var kommet i gang, idet patienten var præmedicineret og befandt sig på operationslejet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at patienten på det tidspunkt, da informationen blev givet, var under påvirkning af ikke ubetydelige mængder af beroligende medicin med angstdæmpende og sløvende virkning. Nævnet fandt herefter, at informationens tidspunktet og omstændigheder ikke var egnede til at give patienten mulighed for de fornødne overvejelser, inden hun bestemte sig for indgrebet.
Nævnet bemærkede, at afdelingens instruks indeholdt en nærmere beskrivelse af fremgangsmåden ved behandling af ambulante kirurgiske patienter. Ifølge denne instruks skulle informationen af patienten om planlagte indgreb foregå på afdelingen inden et narkosetilsyn og en eventuel heraf følgende præmedicinering.
En 51-årig kvinde var tidligere blevet opereret for nedgroede, ømme negle. Da problemet opstod igen, blev hun henvist til en ortopædkirurgisk sygehusafdeling med henblik på fjernelse af negl og negleleje på venstre storetå. Under indgrebet, som efter patientens anmodning blev foretaget i fuld bedøvelse, blev der tillige fjernet en del af storetåens yderstykke. Efter indgrebet fik patienten forskellige gener.
Der blev klaget over både operationen og den lægelige information forud for indgrebet.