Kortbølgebehandling medførte forbrænding
Statutory Text (2 Articles)
Kortbølgebehandling medførte forbrænding
Patientklagenævnet fandt, at fysioterapeuten ikke havde udvist tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af patienten, idet henvisende læge i diagnosefeltet på henvisningen havde skrevet sukkersyge, at patienten tidligere havde fået amputeret storetåen efter truende gangræn, og at foden og underbenet var ødematøs hævet, hvorfor patienten skulle have venepumpeøvelser. Lægen havde således angivet diagnose, og hvilken fysioterapeutisk behandling der skulle gives.
Videre fandt nævnet, at fysioterapeuten burde have konfereret med henvisende læge, om patienten kunne tåle kortbølgebehandling, da kortbølgebehandling er kontraindiceret ved føleforstyrrelser og karlidelser.
Ligeledes fandt nævnet, at fysioterapeuten burde have undersøgt både følesans og cirkulation i benet, før fysioterapeuten besluttede sig for kortbølgebehandling, idet hun var vidende om, at patienten havde sukkersyge og havde fået amputeret en tå.
Nævnet kunne oplyse, at kortbølger er radiobølger med en bestemt frekvens. Kortbølge giver en dybtgående varmebehandling. Når kortbølge via elektroder overføres til patienten, sker der fysiologiske processer i vævet, og blodcirkulationen øges, så vævet opvarmes. Da man ikke har et objektivt mål for varmeudviklingen i vævet, må terapeuten i sin dosering rette sig efter patientens varmefornemmelse. Patienten skal føle en mild, behagelig varme og ikke mere, ellers er der risiko for forbrænding. For at patienten skal kunne angive, om varmen er mild og behagelig, kræves det, at patienten har normal følesans.
Det var nævnets opfattelse, at kontraindikationer for kortbølgebehandling blandt andet er nedsat følesans og nedsat cirkulation, idet patienter med nedsat følesans kan have vanskeligt ved at føle, om varmen er for stærk. Der kan derfor være fare for forbrænding. Hvis patienten har en karlidelse, som medfører nedsat cirkulation, vil varmebefordringen mindskes. Man kan da få opvarmet vævene kraftigt med fare for forbrænding. Endvidere vil varmen stimulere stofskiftet på stedet og kræve større iltforsyning til vævene, hvilket ikke kan honoreres på grund af den nedsatte blodgennemstrømning.
Nævnet kunne tillige oplyse, at sukkersyge blandt andet kan medføre føleforstyrrelser og karforandringer.
Endelig var det nævnets vurdering, at det, når en patient lades alene i et behandlingsapparat, f.eks. et kortbølgeapparat er vigtigt, at patienten enten selv kan afbryde apparatet eller hurtigt kan komme i kontakt med behandleren. På klinikken, hvor den aktuelle behandling fandt sted, havde man skønnet, at ringeapparater ikke var nødvendige, fordi man mente at kunne høre, når patienterne kaldte. Patienten anførte i den aktuelle sag at have kaldt flere gange, før hun blev hørt. Det er mangel på omhu, hvis hun ikke har kunnet komme i kontakt med fysioterapeuten, da hun var ladt alene under kortbølgebehandlingen.
En 57-årig kvinde blev henvist til fysioterapi på grund af hævelse af højre fod og underben. Hun havde som følge af insulinkrævende sukkersyge tidligere på året fået fjernet en tå på højre fod. Lægen havde på henvisningen ordineret venepumpeøvelser. Fysioterapeuten behandlede med massage, venepumpeøvelser og kortbølge. Kortbølgebehandlingen varede i 10 minutter. Apparatet var indstillet på lidt under middel varme. Under kortbølgebehandlingen forlod fysioterapeuten kabinen. Efter ca. 6 minutter hørte fysioterapeuten, at patienten kaldte, fordi det var varmt på benet. Det viste sig, at der var en forbrænding på indersiden af underbenet. Fysioterapeuten behandlede med kulde og creme.
Der blev klaget over, at patienten i forbindelse med behandlingen hos fysioterapeuten fik et brandsår forårsaget af kortbølgebehandlingen, og at patienten flere gange måtte kalde, før fysioterapeuten reagerede.