Utilstrækkelig journalføring
Statutory Text (2 Articles)
Utilstrækkelig journalføring
Patientklagenævnet fandt, at tandlægen havde udvist manglende omhu ved sin behandling af kvinden, idet den parodontitis, der blev fundet i oktober 1998 også måtte have været til stede, da tandlægen foretog sin undersøgelse 18 måneder forinden. Nævnet fandt videre, at fyldningen på -7, der blev udført i september 1998, var mangelfuld, idet den havde en forkert form, og idet der var et stort fyldningsoverskud.
Nævnet oplyste, at formålet med at gå til regelmæssig undersøgelse og kontrol hos en tandlæge er at forebygge og behandle tandsygdomme så tidligt som muligt. Tandlægens patienter kan med rette forvente, at tandlægen undersøger omhyggeligt og informerer om de fund, der bliver gjort, og at mulige behandlinger bliver foreslået.
Nævnet fandt endelig, at tandlægens journalføring havde været utilstrækkelig. Nævnet lagde herved vægt på, at der ikke af journalen fremgik noget om tidligere og nuværende sygdomme, der var ikke angivet mængde og art af bedøvelsesmidler, ligesom det ikke fremgik, hvem der havde udført undersøgelser og behandlinger.
Nævnet indskærpede overfor tandlægen, at hun udviser større omhu i sit fremtidige virke.
En 51-årig kvinde havde gået regelmæssigt til undersøgelse hos en tandlæge siden 1963. Der blev hvert halve år foretaget undersøgelser og almindelige fyldningsbehandlinger. Der forelå ikke journalnotater om mundhygiejne, hjemmetandpleje eller om rodbetændelse (parodontidis). Der blev endvidere ikke i perioden taget røntgenbilleder, ligesom der ikke blev noteret nogen om tandudtrækninger, selvom det fremgik, at nogle kindtænder er fjernet. Det fremgik af journalen, at kvinden i april 1997 var til rutineundersøgelse.
En undersøgelse foretaget af en anden tandlæge 18 måneder senere viste, at kvinden led af fremskreden parodontitis på mange tænder. Endvidere var der ubehandlet caries på 4+ (første lille kindtand i højre side af overkæben) og en meget dårligt udført fyldning på -7 (anden store kindtand i venstre side af underkæben).
Sundhedsstyrelsen indberettede tandlægens behandling og journalføring af behandlingen til Patientklagenævnet.