Diagnostik af hul i nethinden
Statutory Text (2 Articles)
Diagnostik af hul i nethinden
Patientklagenævnet fandt, at speciallæge A foretog en relevant og tilstrækkelig undersøgelse. Nævnet lagde herved vægt på, at speciallægen straks modtog manden til undersøgelse, da han hørte om symptomerne med lysglimt og sorte pletter for øjnene, idet dette kan være tegn på huldannelse på nethinden eller på begyndende nethindeløsning. Speciallægen foretog en medikamentel udvidelse af pupillen med øjendråber og undersøgte nethinden. Han fandt ikke et hul i nethinden, men alene uklarheder i glaslegemet. Endvidere fremgik det af journalen, at speciallægen informerede om symptomerne på en huldannelse eller nethindeløsning med besked om straks at søge øjenlæge.
Nævnet oplyste, at uklarheder i glaslegemet oftest skyldes aldersbetinget sammenfald af glaslegemet i øjets indre, hvorved der kan opstå uklarheder i glaslegemet. Denne tilstand optræder hos mange patienter, uden at det giver anledning til problemer med huldannelser i nethinden. Hos nogle få procent kan der imidlertid opstå træk på nethinden med huldannelse til følge. Ofte vil huldannelsen i starten være vanskelig at se, enten på grund af uklarhederne i glaslegemet, eller fordi hullet endnu ikke har løftet sig fra "underlaget", hvorfor det ikke kan ses.
En 59-årig mand henvendte sig til speciallæge i øjensygdomme A på grund af sorte pletter for højre øje gennem én uge. Lægen fandt uklarheder i glaslegemet, men intet hul i nethinden. Nogle dage senere henvendte manden sig til en anden speciallæge i øjensygdomme B, der ved sin undersøgelse fandt et hul i nethinden.
Der blev klaget over, at speciallæge A foretog en utilstrækkelig undersøgelse.