Tvangsmedicinering

Tvangsmedicinering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at reglerne for at tvangsmedicinere patienten var opfyldt, men fandt dog, at klagen burde have været tillagt opsættende virkning, idet der ikke af journalen eller udtalelserne fremgik oplysninger, som tydede på, at en pause i medicineringen ville forårsage væsentlig fare for hendes liv eller helbred.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte den afgørelse, der blev truffet af det lokale psykiatriske patientklagenævn, men ændrede afgørelsen for så vidt angik spørgsmålet om klagens opsættende virkning.

En 37-årig kvinde blev indlagt den 8. november 1999. Under det lange indlæggelsesforløb var der en del episoder, hvor hun var voldsom, og det havde været nødvendigt at gribe til tvang, dels i form af fastholdelse og bæltefiksering, dels i form af beroligende medicin.

Der blev derfor truffet beslutning om tvangsmedicinering med mikstur Cisordinol 8 mg dagligt. På grund af utilfredsstillende effekt skiftedes til tablet Zyprexa 10 mg dagligt stigende til 20 mg dagligt. Da der heller ikke var virkning heraf, ordineredes mikstur Trilafon 8 mg x 2 dagligt, subsidiært indsprøjtning med Trilafon 8 mg, justeret efter virkning og bivirkninger.

Efter 10 dages behandling ønskede patienten at klage, og klagen blev ikke tillagt opsættende virkning.

Det lokale psykiatriske patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering, herunder også, at klagen ikke blev tillagt opsættende virkning.