Tvangsfiksering

Tvangsfiksering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for tvangsfiksering ikke var opfyldt, idet der ikke forelå en tilstand, som gjorde at betingelserne i psykiatrilovens § 14 stk. 2 var opfyldt.

Nævnet ændrede derfor den afgørelse, der var truffet af det lokale psykiatriske patientklagenævn.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn bemærkede, at patientens tilstand efter en samlet vurdering fandtes at opfylde betingelserne i psykiatrilovens §18 vedrørende beskyttelsesfiksering.

En 49-årig mand blev indlagt på psykiatrisk afdeling i livstruende delirøs tilstand. Han blev behandlet med Fenemal i store doser, og tilstanden var på trods heraf svær at behandle. Patienten var svært medicinpåvirket i sin adfærd, desorienteret, urolig og sengeflygtig. For at patienten kunne få hvile blev det besluttet at tvangsfiksere ham.

Patienten klagede efterfølgende over de sidste dage af tvangsfikseringen.

Det lokale psykiatriske patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsfiksering, men fandt ikke varigheden af fikseringen i overensstemmelse med mindste middels princippet.