Betænkningstid på 2 døgn i forbindelse med tvangsmedicinering af psykiatrisk patient

Betænkningstid på 2 døgn i forbindelse med tvangsmedicinering af psykiatrisk patient

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt, ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af hendes tilstand ellers ville blive væsentlig forringet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltninger, da man fra afdelingens side ikke i tilstrækkeligt omfang havde forsøgt at motivere patienten til frivillig behandling med antipsykotisk medicin, før beslutningen om tvangsmedicinering blev taget. Nævnet havde herved lagt vægt på, at patienten ikke var kendt i afdelingen, da det var 10 år siden, hun sidst havde været indlagt, og at beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet 2 døgn efter hendes indlæggelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde endvidere vægt på, at patienten under indlæggelsen ikke havde fremstået som væsentlig forpint, ligesom der efter det oplyste ikke havde været nærliggende fare for en akut og væsentlig forringelse af hendes tilstand.

Betingelserne for tvangsbehandling var således ikke opfyldt på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet, og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede på denne baggrund den afgørelse, der var truffet af Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn.

En 49-årig kvinde havde siden slutningen af 1970'erne i perioder været i medicinsk antipsykotisk behandling hos praktiserende speciallæge i psykiatri. Senest havde hun 10 år forinden været indlagt på psykiatrisk afdeling under diagnosen sindssygdom med vrangforestillinger.

Den aktuelle tvangsindlæggelse skete på behandlingsindikation og patienten blev efterfølgende tvangstilbageholdt.

Under indlæggelsen var patienten vred, præget af dårlig følelsesmæssig kontakt, anspændt og på vagt. Hun nægtede at lade sig undersøge, havde ingen sygdomserkendelse, og hendes adfærd under indlæggelsen var præget af, at hun havde levet meget isoleret i mange år. Hun virkede hallucineret, og ønskede kun kontakt på meget konkrete præmisser, og oftest afviste hun at besvare eventuelt stillede spørgsmål.

Efter 2 døgns indlæggelse blev det besluttet at iværksætte tvangsbehandling med Cisordinol mikstur 10 mg dagligt, stigende til 20 mg dagligt, alternativt 10 mg Cisordinol som injektion.

Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering af patienten, som derefter ankede afgørelsen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.