Klage i forbindelse med konstatering af svulst i endetarmen
Statutory Text (2 Articles)
Klage i forbindelse med konstatering af svulst i endetarmen
Nævnet fandt, at speciallægen havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af patienten.
Nævnet lagde herved vægt på, at det af henvisningsseddelen fra patientens egen læge til speciallægen fremgik, at henvisningen skete, fordi afføringsmønsteret var ændret, således at patienten havde afføring 3-4 gange dagligt, samt at der tit var blodige afføringer, specielt om morgenen. Nævnet oplyste, at disse symptomer, kan ses hos patienter med ondartede svulster i endetarmen og den nederste del af tyktarmen.
En 48-årig mand henvendte sig til egen læge på grund af ændrede afføringsvaner, herunder blodige, hyppige og smertefulde afføringer og tendens til sure opstød. Lægen henviste herefter patienten til speciallæge i kirurgi og mave- tarmsygdomme. Speciallægen fandt ved en kikkertundersøgelse af endetarmens ydre åbning (anoskopi) beskedne hæmorroider, men ingen tegn på blødning højere oppe fra i tarmen. Endvidere foretog speciallægen kikkertundersøgelse af spiserør og mavesæk (gastroskopi) med henblik på påvisning af mavemundsbrok. Speciallægen opfattede symptomerne og de kliniske fund som tyktarmskatar (såkaldt colon irritabile-syndrom).
Efterfølgende blev patienten af egen læge henvist til en mave- tarmkirurgisk afdeling, hvor der blev konstateret en svulst i endetarmen.
Patienten klagede herefter over, at speciallægens undersøgelse havde været utilstrækkelig, idet speciallægen ikke fandt svulsten i endetarmen.