Klage over læger og fysioterapeuter i forbindelse med undersøgelse og behandling af rygsmerter

Klage over læger og fysioterapeuter i forbindelse med undersøgelse og behandling af rygsmerter

For så vidt angår overlæge A's behandling, lagde Patientklagenævnet vægt på, at det af patienten journal fremgik, at hun havde haft rygproblemer gennem en del år, og at de nuværende smerter gradvist havde udviklet sig. Nævnet lagde videre vægt på, at overlæge A havde foretaget en relevant undersøgelse af patienten, hvorved han ikke fandt tegn på diskusprolaps. Da der ikke var grundlag for at mistænke en operativt tilgængelig lidelse, fandt nævnet ikke at kunne kritisere, at overlæge A ikke fandt indikation for MR- eller CT-scanning.

For så vidt angår overlæge B's behandling af patienten, lagde Patientklagenævnet vægt på, at han havde foretaget en relevant undersøgelse, hvorved han ikke fandt tegn på lidelse, der kunne medføre akut eller ændret behandling i forhold til den tidligere ordineret rygtræning.

For så vidt angår reservelæge C ´s behandling, lagde Patientklagenævnet vægt på, at han havde foretaget en relevant undersøgelse af patienten, hvorved han kunne konstatere, at der var en rodpåvirkning på grund af diskusprolaps. Da symptomerne imidlertid havde stået på i 3 måneder, og da der i den tid var tilkommet en let spontan bedring, fandt nævnet det korrekt, at lægen anbefalede at se tiden an med konservativ behandling og individuel fysioterapi.

En 43-årig kvinde, der gennem ½ år havde lidt af svære lændesmerter efter et fald, henvendte i sig november 1997 på en fysiurgisk klinik med henblik på undersøgelse og behandling. Den undersøgende overlæge A vurderede på baggrund af en klinisk undersøgelse samt en røntgenundersøgelse, at smerterne var et udslag af arvelig tilbøjelighed, og at der ikke var indikation for operation, idet lidelsen omfattede en stor del af lænderyggen. Overlægen anbefalede patienten rygtræning. Overlægen fandt ikke grundlag for at ordinere af CT- eller MR-scanning.

En uge senere henvendte patienten sig på skadestuen, hvor hun blev undersøgt af en læge fra neurokirurgisk afdeling, som vurderede, at der var tale om en rodpåvirkning af en korsbensnerverod.

Den følgende dag blev patienten set af overlæge B fra fysiurgisk klinik, som ikke fandt mistanke om rodtryk, diskusprolaps eller lignende, og anbefalede rygtræning for smerterne.

Efter i januar 1998 forgæves at have deltaget på et rygtræningshold, blev patienten i februar 1998 undersøgt af reservelæge C fra fysiurgisk klinik, som fandt klare tegn på nerverodspåvirkning, hvilket formentlig skyldtes diskusprolaps, hvorfor han anbefalede individuel fysioterapi.

Der blev blandt andet klaget over den undersøgelse og behandling patienten havde modtaget af lægerne A, B og C på fysiurgisk klinik.