Klage over smertebehandling gennem epiduralkateter

Klage over smertebehandling gennem epiduralkateter

Patientklagenævnet lagde vægt på, at der efter anlæggelse af epiduralkateteret blev tilført en standardblanding af bedøvelsesmiddelet Marcain og et morfinlignende stof Sufentanil. Ved behov blev der suppleret med bolusinjektioner (enkelt injektioner) i epiduralkateteret med lokalbedøvelsesmidlet Marcain. Der blev endvidere givet Paracetamol, og der kunne ved behov suppleres med injektioner af det morfinlignende stof Vilan.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at overlægen på anæstesiologisk afdeling fandt kvinden stærkt sløvet. Han vurderede, at årsagen til hendes tilstand var, at hun foruden morfinlignende stoffer også blev behandlet med et såkaldt benzodiazepin (Diazepam). Han tilrådede derfor ophør af behandlingen med Diazepam, hvilket nævnet fandt var korrekt.

Nævnet lagde yderligere vægt på, at overlægen ordinerede tilslutning af en anden type epiduralpumpe med et andet blandingsforhold. Der kunne suppleres med ekstra bolusdoser indtil en vis grænse, og ved behov kunne der gives indsprøjtninger med 10 mg Vilan maksimalt hver 4. time.

Nævnet lagde tillige vægt på, at kvinden klagede over hovedpine, som blev behandlet med Paracetamol og Imigran, som er et migrænemiddel. Hun blev herefter fundet blåfarvet uden egen vejrtrækning og uden følelig puls. Hendes pupiller var sammentrukne. Nævnet kan oplyse, at dette ses ved forgiftning med morfin og morfinlignende stoffer. Nævnet lagde herudover vægt på, at der med det samme blev givet modgift, hvorefter kvinden vågnede op og igen havde tilstrækkelig spontan vejrtrækning.

Nævnet kunne oplyse, at morfin og morfinlignende stoffer kan hæmme vejrtrækningen, samt at Sufentanil er længe om at blive udskilt. En dosisforøgelse vil derfor gradvist resultere i en ophobning af Sufentanil i kroppen.

I betragtning af, at dosis af Sufentanil blev øget, fandt nævnet, at overlægen burde have sikret relevant observation med henblik på overdoseringssymptomer, herunder først og fremmest overvågning af vejrtrækningen. Nævnet fandt endvidere, at kvindens åndedrætsstop kunne forklares som et resultat af overbehandling med Sufentanil. Nævnet fandt således, at overlægen havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved at have femdoblet dosis af Sufentanil uden samtidig at sikre en relevant observation af kvinden.

Vedrørende klagen over, at overlægen ikke fulgte op på smertebehandlingen, idet der ikke var fastlagt ordinationer efter åndedrætsstoppet, lagde Patientklagenævnet vægt på, at kvinden efter komplikationen blev indlagt på intensiv afdeling. Nævnet fandt herefter ikke anledning til kritik af, at overlægen ikke fulgte op på smertebehandlingen, da behandlingen blev varetaget af lægerne på intensiv afdeling.

Der blev derudover klaget over, at epiduralkateteret påførte kvinden en byld nederst på rygsøjlen ved indstiksstedet og meningitis, og at lægerne først på et sent tidspunkt og til trods for tydelige symptomer på dårlig tilstand påbegyndte udredning for meningitis.

Der blev endelig klaget over, at overlægen fra kirurgisk afdeling ikke tog initiativ til at iværksætte udredning omkring kvindens generelle mangel på bedring, som kunne være et symptom på tilkomne sygdomsproblemer samt et symptom på meningitis.

Nævnet lagde vægt på, at det af både journalen og af sygeplejekardex fremgik, at smertebehandlingen af kvinden var vanskelig, og at der løbende var kontakt til anæstesiafdelingen. Basis for behandlingen var i hele perioden infusion i epiduralkateteret af lokalbedøvelsesmiddel og Sufentanil.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at det blev observeret, at der var et ca. 2x2 mm rødt hudområde omkring epiduralkateterets indstikssted. Der var imidlertid ikke tegn på infektion omkring kateteret, og en dyrkning af kateterspidsen viste heller ikke infektionstegn.

Endelig lagde nævnet vægt på, at der blev foretaget en undersøgelse af rygmarvsvæsken, da kvinden blev fundet nakke - og rygstiv med tiltagende hovedpine og smerter i hele lænderyggen. Da undersøgelsen viste tegn på infektion, blev behandlingen med antibiotika ændret, og da der opstod mistanke om lammelse af urinblæren blev patienten overflyttet til neurokirurgisk vurdering.

Nævnet fandt, at det var velbegrundet at bevare kvindens epiduralkateter så længe for herved at forsøge at behandle hendes smerter bedst muligt. Nævnet fandt endvidere, at der blev i værksat relevant behandling, da der opstod mistanke om meningitis. På baggrund af de af kvinden udviste symptomer fandt nævnet ikke, at mistanken om meningitis burde have været fremkommet på et tidligere tidspunkt. Nævnet fandt herefter ikke anledning til kritik af de i behandlingen implicerede læger fra henholdsvis anæstesiologisk og kirurgisk afdeling.

Vedrørende kvindens manglende bedring lagde Patientklagenævnet vægt på, at kvinden blev reopereret få timer efter det primære indgreb på grund af blødning, samt at der på 4. dagen efter indgrebet indtrådte åndedrætsstop. Forløbet efter operationerne var præget af betydelige smerteproblemer og senere feber, som i første omgang kunne forklares af en sårinfektion på 14. dagen. Da feberen fortsatte blev der iværksat CT-skanning samt taget røntgen af brystet.

Nævnet fandt, at der blev foretaget de relevante undersøgelser med henblik på at finde en årsag til kvindens tilstand. Nævnet fandt herefter ikke anledning til kritik af de undersøgelser og den behandling, der blev foretaget på kirurgisk afdeling.

En 35-årig kvinde skulle have tilbagelagt tyktarmen, som var blevet beskadiget ved en tidligere operation i det lille bækken og tillige have fjernet livmoderen. Efter operationen kom der faldende blodprocent og stigende puls, og ved en ultralydsskanning viste det sig, at det blødte fra tarmkrøset, samt at der var lidt sivende blødning efter fjernelsen af livmoderen. Kvinden måtte derfor reopereres.

Nogle dage efter reoperationen blev kvinden akut dårlig med åndedrætsbesvær, og hun blev behandlet på mistanke om hjertestop. Da hun fik feber igen, blev der udført en CT-skanning af bugen, der ikke viste tegn på betændelse. Dagen efter undersøgelsen var hun fortsat febril og havde svær hovedpine. Endvidere forekom hun nakke-rygstiv. Senere på dagen blev der foretaget en undersøgelse af rygmarvsvæsken, der viste meningitis. Kvinden blev herefter sat i 4-stofsantibiotikabehandling og overflyttet til et andet hospital.

Der blev klaget over, at overlægen på anæstesiologisk afdeling ikke havde udvist tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed, da han behandlede kvinden med et epiduralkateter, der ikke fungerede normalt.

Der blev endvidere klaget over, at en forvagt afslog at ændre på medicineringen i epiduralkateteret på trods af, at en sygeplejerske udtrykte bekymring for, at kvinden fik for meget medicin.

Der blev yderligere klaget over, at overlægen på anæstesiologisk afdeling ikke fulgte op på smertebehandlingen, idet der ikke var fastlagt ordinationer efter hjertestoppet, der var udløst af medicininteraktion.