Videregivelse af tavshedsbelagte oplysninger uden samtykke til brug for behandling

Videregivelse af tavshedsbelagte oplysninger uden samtykke til brug for behandling

Patientklagenævnet fandt, at kvindens egen læge ikke havde brudt sin tavshedspligt efter lægelovens § 9, jfr. Centralstyrelseslovens § 14. Nævnet fandt, at oplysningen om, at kvinden var tidligere medicinmisbruger, var en fortrolig oplysning, der som udgangspunkt ikke måtte videregives uden samtykke.

Nævnet fandt imidlertid, at lægen ikke havde brudt sin tavshedspligt ved at orientere sin stedfortræder om kvindens medicinmisbrug, idet oplysningen var nødvendig for at den stedfortrædende læge kunne give kvinden en relevant og omhyggelig behandling.

Nævnet lagde vægt på, at de retningslinier, der gælder for lægers ordination af afhængighedsskabende lægemidler, pålægger læger at udvise tilbageholdenhed med ordination af Rohpnol og andre afhængighedsskabende lægemidler for at undgå, at patienten bliver afhængig heraf eller fastholdes i et misbrug. Særligt ved behandlingen af patienter i Metadon behandling bør ordination af andre afhængighedsskabende midler så vidt muligt undgås, da kombinationer af Metadon og andre afhængighedsskabende medikamenter blandt andet kan øge risikoen for misbrug.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at egen læge ud fra oplysninger om, at kvinden havde forladt sygehuset og om hendes tilstand, måtte anse det for umuligt at indhente kvindens samtykke til videregivelsen af oplysningen, ligesom lægen havde grund til at antage, at kvinden ville henvende sig til stedfortræderen i egen læges fravær.

Nævnet lagde endelig vægt på, at kvinden muligvis havde kraniebrud, og at Metadon kan virke sløvende på flere parametre, der normalt anvendes til at vurdere eventuel hjernepåvirkning. Det var derfor vigtigt, at egen læges stedfortræder i den konkrete situation var så velorienteret som mulig.

En 37-årig kvinde henvendte sig til sin praktiserende læge i begyndelsen af september 1997 og bad om beroligende medicin. Hun havde været i Metadon behandling siden starten af 90´erne.

I september 1997 blev kvindens ægtefælle dræbt i en trafikulykke, hvor hun selv kom til skade og blev indlagt på sygehus.

Den praktiserende læge oplyste, at hun den 9. september 1997 modtog en opringning fra kvinden, som ønskede at få sovemedicin. Hun opholdt sig stadig på sygehuset, og lægen opfordrede derfor kvinden til at henvende sig igen efter udskrivelsen.

Den 10. september 1997 blev lægen kontaktet af sygehuset, som oplyste, at kvinden havde forladt sygehuset samme dag, inden hun havde nået at få foretaget CT-scanning. CT-scanning og diverse undersøgelser var begrundet ud fra en mistanke om kraniebrud. Sygehuset havde kontaktet politiet, da man vurderede, at hun ikke var i stand til at tage vare på sig selv.

Lægen gik på ferie to dage senere og orienterede skriftligt sin stedfortræder om kvindens situation.

Den 13. september 1997 ringede kvinden til stedfortræderen og oplyste, at hun på baggrund af sin mands død og ulykken havde dårlige nerver og ikke kunne sove. Hun fik af stedfortræderen indtelefoneret 10 tabletter Imovane til et apotek.

Den 15. september 1997 henvendte hun sig i konsultationen hos stedfortræderen. Hun forlangte her mere sovemedicin. Hun ønskede ikke Imovane, men Rohypnol, men fik det ikke.

Der er klaget over, at egen læge videregav oplysninger om kvindens medicinmisbrug til sin stedfortræder.