Manglende opsættende virkning ved klage i forbindelse med ændring af administrationsmåde ved tvangsmedicinering

Manglende opsættende virkning ved klage i forbindelse med ændring af administrationsmåde ved tvangsmedicinering

Efter en samlet vurdering fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at kvinden var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Endvidere fandt nævnet, at behandlingsplanen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering, idet den besluttede dosis Cisordinol i depotform modsvarede den indtil da givne dosis i miksturform. Nævnet fandt imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltninger, idet det ikke fandtes godtgjort, at kvinden ville modsætte sig daglig behandling, således at der måtte forventes anvendelse af betydelig fysisk magt ved medicinindgivelsen, eller at daglig medicinindgivelse ville være specielt angstprovokerende for hende. Nævnet lagde ved sin vurdering heraf til grund, at kvinden gennem cirka 3 måneder havde indtaget tvangsmedicinen som mikstur. Betingelserne for tvangsbehandling med Cisordinol depot 200 mg i.m. var således ikke opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at kvindens klage over beslutningen om ændring af tvangsbehandlingen fra Cisordinol mikstur 20 mg dagligt til Cisordinol depot 200 mg i.m. burde have været givet opsættende virkning, idet det ikke fandtes godtgjort, at en udsættelse af denne behandling ville udsætte hendes liv eller helbred for væsentlig fare. Nævnet lagde herved vægt på, at hun gennem cirka 3 måneder havde indtaget Cisordinol mikstur 20 mg dagligt.

En 34-årig kvinde, der havde været psykisk syg i cirka 10 år af skizofreni med forfølgelsesforestillinger, blev indlagt den 28. januar 1999. Hun havde flere gange tidligere været indlagt i psykiatrisk afdeling og var blevet behandlet med antipsykotisk medicin.

Ved indlæggelsen fremtrådte kvinden svært psykotisk, indesluttet og præget af vrangforestillinger. Hun virkede hallucineret og betydeligt forpint af tilstanden. Den 5. marts 1999 blev det besluttet at tvangsbehandle hende med antipsykotisk medicin (mikstur Cisordinol 20 mg dagligt eller injektion Cisordinol 10 mg dagligt). Denne beslutning blev godkendt af Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, hvorefter tvangsbehandlingen blev påbegyndt.

I slutningen af juni 1999 blev der beskrevet en forværring i kvindens tilstand i retning af tilstanden som beskrevet ved indlæggelsen. På denne baggrund blev det den 6. juli 1999 besluttet af ændre tvangsbehandlingen til Cisordinol i depotform 200 mg i.m. hver 2. uge, da der var tvivl om, hvorvidt kvinden indtog den ordinerede medicin. Behandlingen blev iværksat samme dag, uden at kvindens klage herover blev tillagt opsættende virkning.

Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke beslutningen om at tvangsbehandle med depotmedicin. Endvidere fandt Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn det kritisabelt, at klagen ikke var givet opsættende virkning. Overlægen ankede herefter afgørelsen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.