Tvangsfiksering og efterfølgende tvangsbehandling

Tvangsfiksering og efterfølgende tvangsbehandling

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for at indgive beroligende medicin mod patientens vilje var opfyldt, da han var i en meget urolig tilstand, og da der var tale om velkendte, velegnede lægemidler i sædvanlige doser.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at betingelserne for ved fysisk magt at bæltefiksere patienten var opfyldt, idet der var nærliggende fare for, at personalet ville lide skade på legeme eller helbred, da patienten ifølge journalen havde slået og sparket ud mod personalet. Endvidere fandt nævnet, at tvangsfikseringen samt udstrækningen af denne opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltninger.

Efter en samlet vurdering fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at patienten var i en sindssygelig tilstand, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig bedring i tilstanden ellers ville blive væsentlig forringet. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltninger. Nævnet lagde herved vægt på, at patienten før og under den aktuelle indlæggelse var søgt motiveret for frivillig antipsykotisk behandling, før beslutningen om tvangsbehandling blev truffet i indlæggelsens 3. døgn, samt at yderligere forsøg på at opnå hans frivillige medvirken efter nævnets vurdering ikke med en rimelig grad af sandsynlighed ville ændre hans standpunkt. Nævnet lagde endvidere vægt på, at patienten var beskrevet som forpint af tilstanden, samt at han tidligere havde modtaget Cisordinol med god effekt og uden væsentlige generende bivirkninger

En 54-årig mand havde i løbet af 1980'erne udviklet en kronisk sindslidelse og havde været indlagt flere gange i psykiatrisk afdeling. Da han blandt andet havde fremtrådt tiltagende vredladen og udskældende på den institution, hvor han boede, og havde fremført vrangforestillinger med storhedskarakter, var han nu blevet tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling. Inden indlæggelsen havde han på eget initiativ reduceret den i januar 1999 ordinerede Cisordinol-dosis.

I indlæggelsesdøgnet blev der givet beroligende injektion mod patientens vilje. Da han ikke umiddelbart faldt til ro, blev han fikseret med bælte. Fra indlæggelsens start blev han søgt motiveret for igen at lade sig behandle med en større dosis Cisordinol, men modsatte sig dette. I 3. indlæggelsesdøgn blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med en større dosis. Patientens klage over beslutningen om tvangsmedicinering blev tillagt opsættende virkning.

Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte indgiften af beroligende medicin, tvangsfiksering samt beslutningen om tvangsbehandling af patienten, som derefter ankede afgørelsen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.