Vurdering af tilstedeværelse af sindssygdom og betænkningstid på 17 døgn

Vurdering af tilstedeværelse af sindssygdom og betænkningstid på 17 døgn

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, i modsætning til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, at kvinden var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hende helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af hendes tilstand ellers ville blive væsentligt forringet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltninger. Nævnet lagde herved lagt vægt på, at kvinden var forpint af sin tilstand, således præget af forstyrret tankegang, bizar adfærd, dårlig følelsesmæssig kontakt, vrangforestillinger og hallucinationer. Hendes tilstand var vekslende og tidvis simulerede hun rask, ligesom hun overvejende var uden sygdomsindsigt eller forståelse for nødvendigheden af behandlingen med antipsykotisk medicin. Endvidere lagde nævnet vægt på, at kvinden siden indlæggelsen var forsøgt motiveret for frivillig antipsykotisk behandling, før beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet på indlæggelsens 17. døgn.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at behandlingsplanen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering. Nævnet lagde herved vægt på, at kvinden tidligere var blevet behandlet med Trilafon god effekt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede herefter afgørelsen, truffet af Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn.

En 57-årig kvinde havde i de sidste 20 år adskillige gange været indlagt på psykiatriske afdelinger. Hun havde inden for de sidste 8 år været indlagt i alt ni gange. Kvinden var under indlæggelserne blevet behandlet med antipsykotisk medicin med god effekt. Imidlertid havde hun kun en sparsom sygdomsindsigt. Hverken hun eller hendes familie mente derfor ikke, at hun havde behov for medicin. Det resulterede i, at hun i de sidste ca. 3 måneder op til den aktuelle indlæggelse ikke havde fået nogen medicinsk behandling. Kvinden havde heller ikke ønsket at indgå i et behandlingssamarbejde med distriktspsykiatrisk center.

Kvindens tilstand havde i de seneste måneder været nogenlunde, indtil ca. en uge før den aktuelle indlæggelse, hvor hun frivilligt blev indbragt af sin ægtefælle og sin 13-årige søn. Familien oplyste, at hun var blevet tiltagende urolig, usamlet, vågen om natten, smidt med ting, så der var rod i lejligheden, og også smidt ting ud af vinduet. Kvinden kom ikke selv med nogen oplysninger på indlæggelsestidspunktet.

Efter indlæggelsen vekslede tilstanden således, at kvinden flere gange over en periode på 17 døgn var svært sindssyg, præget af bizar adfærd, kastede med porcelæn, spiste aske og havde giftfrygt. Hun var hørehallucineret, selv om hun på forespørgsel herom ofte benægtede dette. Hun var tidvis urolig, omkringfarende og svært forpint, således at det i perioder var nødvendigt at give hende såvel medicin ved tvang, som beroligende injektion, samt nødvendigt at have fast vagt omkring hende, for derved at skærme hende fra medpatienterne. Kvindens tilstand var desuden præget af vægelsind (ambivalens) og tidvis desorientering (manglende orientering i tid, sted og egne data). Hendes vægelsind og simuleren rask (dissimuleren) kunne give det indtryk, at hun somme tider gerne ville have medicin, da hun rent faktisk bad om det, men dette ønske var absolut ikke vedvarende.

Efter 17 døgn blev det besluttet at tvangsmedicinere med Trilafon som mikstur 8 mg x 2 dagligt, alternativt Trilafon som injektion 8 mg x1 dagligt, afhængig af effekt og evt. bivirkninger.

Kvinden klagede over beslutningen til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, og klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn tilsidesatte i sin afgørelse beslutningen om tvangsbehandling.

Efter at Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn havde tilsidesat beslutningen om tvangsmedicinering, fortsatte kvinden med at være indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor hendes tilstand fortsat var præget af svære psykotiske symptomer, bizar adfærd, hallucinationer og vrangforestillinger samt udtalt forstyrret tankegang.

Afdelingens overlæge ankede Det lokale Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.