Klage over, at tandregulering forårsagede kæbeledsproblemer

Klage over, at tandregulering forårsagede kæbeledsproblemer

Nævnet fandt at specialtandlægen havde handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved behandlingen af pigen. Nævnet fandt videre, at det ikke kunne kritiseres, at specialtandlægen ikke informerede hende om risikoen for, at hun ville få problemer med sine kæbeled, idet der ikke er forøget risiko for at få problemer med kæbeleddene ved en konventionel tandreguleringsbehandling.

Nævnet oplyste, at tænderskæren forekommer hos praktisk talt alle mennesker, og at tænderskæren kan medføre belastningslidelser som for eksempel unormalt tandslid eller smerter i tyggemuskler og kæbeled.

Det var nævnets opfattelse, at da hendes kæbeledsproblemer opstod næsten 6 år efter tandreguleringens afslutning, gjorde det en sammenhæng usandsynlig.

En 10-årig piges tandstilling blev i juni 1998 undersøgt af en specialtandlæge i en kommunale tandpleje. Han fandt, at hun havde et overbid på 8 mm og et dybt bid, hvilket vil sige, at hendes fortænder i undermunden bed for højt op bagved fortænderne i overkæben. Endvidere noterede specialtandlægen i journalen, at alle hendes tyggemuskler i højre side var ømme, at hun jævnligt havde hovedpine, og at hun skar tænder om natten. Der forelå i sagen et modelsæt (studiemodeller) af pigens tænder fra marts 1990. De viste, at hendes sammenbid var forskudt en hel tandbredde mod overbid, og at fortænderne i undermunden var tæt på at bide op i tandkødet i overkæben bagved fortænderne, og at hun skar tænder i en sådan grad, at emaljen på skærekanterne af hendes fortænder var slidt igennem. I august 1990 forelagde specialtandlægen for pigen og hendes fader en behandlingsplan, som bestod i en indledende behandling i overkæben med fastsiddende bøjle, der skulle føre fortænderne lidt fremad samt korrigere mindre uregelmæssigheder i tandbuen, samt behandling med en aftagelig bøjle (maxillator), der kunne skabe korrekt sammenbid i siderne og derved fjerne overbiddet samt det dybe bid. Pigen blev behandlet med fast bøjle på tænderne fra oktober 1990 til januar 1991, hvorefter hun fik den løse bøjle (maxillator), der skulle rette hendes overbid. I maj/juni 1991 journalførte specialtandlægen, at hun ikke brugte bøjlen helt nok, men noterede senere i august 1991, at det gik flot. Frem til april 1993 brugte pigen bøjlen om natten, og i april 1993 noterede specialtandlægen, at hun nu havde 4-5 mm overbid, at hendes sammenbid var forskudt 1/2 tandbredde mod overbid, og at undermundens fortænder bed op på bagsiden af fortænderne i overkæben (med cingulum kontakt). Specialtandlægen noterede samtidigt, at behandlingen med den løse bøjle nu skulle ophøre. Der blev ved samme lejlighed fremstillet studiemodeller, som viste de nævnte sammenbidsforhold. I januar 1999 henvendte pigen sig til sin egen tandlæge, da hun havde problemer med sit kæbeled. Hun fik fremstillet en bidskinne, som kunne afhjælpe de gener, hun havde, og tandlægen henviste hende til en privatpraktiserende specialtandlæge i tandregulering, som undersøgte hende i april 1999. Denne fandt ved undersøgelsen, at hun havde et moderat forøget overbid, at hun havde slidfacetter på fortændernes skærekanter, og at hendes kæbeled og musklerne deromkring var ømme, samt at hendes tilstand var præget af, at hun havde et usikkert sammenbid, og at hun havde svært ved at finde en entydig sammenbidsstilling.

Der blev klaget over, at der skete en fejlbehandling under den tandreguleringsbehandling, som pigen fik udført af specialtandlægen, således at hendes kæbestilling forskubbede sig, så belastningen af hendes kæbe blev forkert, og at hun hverken før, under eller efter tandreguleringsbehandlingen fik oplysning om, at der kunne være risiko for, at hun ville få problemer med sine kæbeled.