Afslag på tandregulerings betydning for efterfølgende fald og beskadigelse af tænder

Afslag på tandregulerings betydning for efterfølgende fald og beskadigelse af tænder

Nævnet fandt, at det på baggrund af pigens tandstilling var i overensstemmelse med de gældende regler for udvælgelse af børn til tandreguleringsbehandling, at specialtandlægen ikke tilbød hende tandreguleringsbehandling. Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om specialtandlægen i forbindelse med visitationen havde anført, om læbelukket var sufficient.

Nævnet fandt endvidere, at tandlægen havde handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved behandlingen af pigen, idet tandlægen ikke havde mulighed for at forudse, at pigen ville få brug for at få udført tandreguleringsbehandling, når hun skulle have udført den endelige behandling af sine beskadigede fortænder.

Afslutningsvis bemærkede nævnet, at nævnet var opmærksom på, at det efterfølgende havde vist sig, at det vil være nødvendigt, at pigen fik udført tandreguleringsbehandling, idet dette er en forudsætning for at kunne indsætte implantattænder i rigtig stilling.

Den 16. februar 1989 blev en 10-årig pige undersøgt (visiteret) af en specialtandlæge i en kommunal tandpleje for at vurdere behovet for eventuel tandreguleringsbehandling. Det blev i journalen anført, at sammenbiddet var forskudt lidt mod overbid, og at hun havde dybt bid, det vil sige, at fortænderne i underkæben bed lidt dybere op bag overkæbens fortænder end i et normalbid. Specialtandlægen undersøgte hende igen den 28. januar 1991, hvor hun journalførte, at der ikke var sket nogen ændringer i sammenbiddet, og at hun derfor ikke fik tilbud om at få udført tandregule-ringsbehandling. Dette blev accepteret af pigens moder.

I september 1993 slog pigen sine fortænder alvorligt ved et fald, og hun fik sine beskadigede tænder behandlet af en tandlæge ved den kommunale tandpleje. Al behandling i anledning af traumet rettede sig mod at redde alt, hvad der reddes kunne. Lange observationstider var hele tiden nødvendige på grund af det voldsomme traume, og en mere langsigtet behandlingsplan kunne derfor ikke udarbejdes. Behandlingen kompliceredes af, at midterste fortand i venstre side (+1) faldt ud og skulle sættes på plads med efterfølgende 3 rodbehandlinger, at nerven i den lille fortand i højre side af overmunden (2+) døde (pulpanekrose), hvilket blev konstateret den 11. april 1994, og at der skete en opløsning af roden (rodresorption) i begge tænder (+1, 2+), hvilket blev diagnosticeret den 5. december 1994. Først i foråret 1996 så det ud til, at resorptionerne var standset, og på udskrivningstidspunktet fra den kommunale tandpleje i juni 1996 blev tilstanden vurderet som rimelig stabil. På baggrund heraf var rekonstruktionen af de mistede fortænder alene af midlertidig karakter. Det blev vurderet, at det var kontraindiceret at påbegynde en tandregulering på overkæbens fortænder i den kommunale tandpleje. Da pigen forlod den kommunale tandpleje, valgte hun en tandlæge, som i 1997 planlagde, at hun skulle have indsat 4 kunstige fortænder (implantater), hvilket først kunne udføres på det tidspunkt, hvor hun var så godt som voksen. Tandlægen henviste hende til en specialtandlæge, som i et udateret brev (fra november eller december 1997) forklarede, at når hun skulle have indsat de 4 kunstige fortænder, ville det blive nødvendigt, at hun fik rettet sine tænder først, idet de kunstige fortænder ville komme til at stå for langt fremme, fordi kæbeknoglen i fortandsområdet i overkæben gik lidt udad, og den stilling, som de kunstige fortænder ville få uden forudgående tandreguleringsbehandling, ville være ugunstig, idet de ville blive udsat for et fremadrettet tryk af underlæben, hvilket sådanne implantattænder ikke kan tåle.

Der blev klaget over, at den kommunale tandpleje ikke tilbød hende tandreguleringsbehandling, hverken før eller efter det traume i 1993, hvor hun slog de 4 fortænder i overmunden i stykker.