Klage over afslag på tandregulering

Klage over afslag på tandregulering

Nævnet kunne oplyse, at tilbud om tandregulering gives ud fra den visiterende tandlæges vurdering af, om et barns tandstillingsfejl opfylder kriterierne i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 493 af 8. juni 1994 om kommunal tandpleje. Nævnet kunne endvidere oplyse, at i en række tilfælde vil det med rimelighed kunne diskuteres, om kriterierne er opfyldt eller ikke. Dette gælder især, hvor afgørelsen beror på en vurdering af, om tandstillingsfejlen indebærer forudsigelig eller eksisterende risiko for psykosocial belastning. Risiko for psykosocial belastning indebærer i denne sammenhæng, at barnets udseende afviger i en sådan grad, at det må anses for invaliderende.

Efter nævnets opfattelse var det ikke afgørende, om det overfor specialtandlægen fremsatte ønske om tandreguleringsbehandling indeholdt nøjagtige henvisninger til de forhold, der ifølge bilag 1 til § 3, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 493 af 8. juni 1994 om kommunal tandpleje, kunne danne grundlag for tandreguleringsbehandling. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at drengens udseende afveg i en sådan grad, at specialtandlægen skulle have givet tilbud om tandreguleringsbehandling i medfør af Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 493 af 8. juni 1994 om kommunal tandpleje.

En 9-årig dreng blev den 9. juni 1994 undersøgt for tandstillingsfejl af en specialtandlæge i en kommunal tandpleje, som blandt andet fandt, at tandbuerne i både over- og underkæben hældede fremad (bimaxillær protrusion), og at der var mellemrum mellem fortænderne. Han vurderede derfor, at der ikke var grundlag for at iværksætte vederlagsfri tandreguleringsbehandling. Den 15. januar 1998 blev drengen på ny undersøgt af specialtandlægen, som fandt, at tandstillingen var den samme, og at der fortsat ikke var grundlag for vederlagsfri tandreguleringsbehandling. Forældrenes praktiserende tandlæge anbefalede dem at kontakte den kommunale tandpleje på ny, da deres søn jævnligt havde smerter i tænderne og på grund af unaturligt slid på tænderne. Et røntgenbillede af hovedet optaget fra siden viste, at overkæbens fremadhældning (alveolære prognati) var fem grader, og at underkæbens fremadhældning var 83 grader. Forældrene kontaktede derfor specialtandlægen, som fastholdt afslaget. Forældrene konsulterede derpå en specialtandlæge i ortodonti, der anbefalede tandregulering på grund af udtalt mellemrum og skæmmende overbid. Studiemodeller (gipsmodeller) af tænderne viste et normalt sammenbid, men mellemrum mellem fortænderne i overkæben. Den 4. november 1998 var drengen derfor til fornyet undersøgelse hos specialtandlægen sammen med sine forældre, og han fastholdt, at der ikke kunne tilbydes tandreguleringsbehandling i den kommunale tandpleje, idet alene rent kosmetiske hensyn talte for dette. Der var ikke i sagen oplysninger om, at drengen skulle være psykosocialt belastet.

Der blev klaget over, at specialtandlægen den 3. april 1998 og 4. november 1998 fandt, at der ikke var grundlag for at tilbyde tandreguleringsbehandling.