Manglende eller for sen henvisning til speciallæge
Statutory Text (2 Articles)
Manglende eller for sen henvisning til speciallæge
Efter Patientklagenævnets opfattelse foretog lægen en relevant og grundig undersøgelse ved patientens første henvendelse. Symptomer i form af let nedsat følsomhed optræder hyppigt i almen praksis og kræver som oftest ikke yderligere udredning. Da lægen ikke fandt yderligere tegn på nerverodspåvirkning, fandt nævnet, at han handlede i overensstemmelse med sædvanlig praksis ved at afvente, om symptomerne skulle forsvinde af sig selv.
Lægen fandt ved de to næste konsultationer udtalt ømhed svarende til en ballemuskel. Dette er også hyppige fund i almen praksis og behandles normalt med blokade. Efter nævnets opfattelse behandlede lægen derfor patienten i overensstemmelse med sædvanlig praksis.
Ved den sidste konsultation var der efter nævnets opfattelse fortsat ikke oplagte tegn på, at patientens lidelse ikke kunne behandles i almen praksis. Nævnet fandt derfor, at lægen udviste omhu og samvittighedsfuldhed ved at henvise patienten til nærmere undersøgelser på baggrund af de diskrete fund, manglende bedring og hendes bekymring.
En 69-årig kvinde havde i flere år haft problemer med ryggen, da hun konsulterede sin praktiserende læge. Hun havde sovende fornemmelser i venstre balle og ud i venstre lår. Udover nedsat følsomhed i dette område var den neurologiske undersøgelse normal, der var for eksempel normal tå- og hælgang. Lægen opfattede tilstanden som forenelig med en let rodirritation, hvilket han informerede patienten om. Ved en konsultation 2½ måned senere var symptomerne uændrede, bortset fra at der nu var ømhed svarende til ballemusklen (m.piriformis). Lægen behandlede med blokade med Xylokain, og blokaden blev gentaget 5 dage senere med Depomedrol/Xylokain. Ved en konsultation en måned senere var der ikke sket nogen bedring i tilstanden, og lægen henviste patienten til en reumatologisk afdeling. 3 måneder senere blev det konstateret, at patienten havde en svulst ud for 8. brysthvirvel, og hun blev opereret.
Der blev klaget over, at lægen ikke gav patienten en henvisning til undersøgelse af hendes ryg på et tidligere tidspunkt, hvilket efter hendes opfattelse måske kunne have reddet førligheden i hendes venstre ben.