Manglende information af forældre ved afslag på tandreguleringsbehandling

Manglende information af forældre ved afslag på tandreguleringsbehandling

Patientklagenævnet fandt, at moderen ikke blev informeret tilstrækkeligt om de behandlingsmuligheder, der forelå den 23. november 1993, idet hun ved den lejlighed ikke fik noget at vide om overvejelserne om en anden behandlingsform.

Nævnet fandt videre, at drengen ikke var gammel nok til selv at overskue konsekvenserne af at sige nej tak til det ændrede behandlingstilbud, idet han kun var knapt 15 år, da han fik forelagt den nye behandlingsplan af specialtandlægen. Nævnet fandt derfor, at specialtandlægen udviste manglende omhu, da han ikke sørgede for, at moderen - som indehaver af forældremyndigheden - fik den nødvendige information, inden hun accepterede, at behandlingen med den løse bøjle (aktivatoren) blev afbrudt.

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af overtandlægens beslutning om ikke at tilbyde drengen en ny tandreguleringsbehandling.

En 14-årig dreng blev undersøgt i en kommunal tandpleje i februar 1993. Undersøgelsen viste bl.a., at han havde et overbid på ca. 10 mm, og at der var let pladsmangel til fortænderne i over- og underkæben. Han fik påbegyndt tandreguleringsbehandling i april 1993. Da behandlingsforløbet var præget af samarbejdsproblemer med hensyn til brugen af det udleverede apparatur (bøjler), blev behandlingen afbrudt, hvilket moderen den 9. december 1993 skrev under på, at hun var indforstået med. Moderen oplyste, at hun, da hun havde en telefonsamtale med specialtandlægen den 23. november 1993, ikke blev gjort bekendt med, at der kunne være tale om at gå over til en anden behandlingsform. Specialtandlægen har under denne dato bl.a. journalført: "...? afbryde behandling eller ekstraktion og fast apparatur.", hvilket vil sige, at han overvejede enten at afbryde behandlingen eller at anvende en anden behandlingsmetode, der indebar tandudtrækning (ekstraktion) og fast bøjle på tænderne (fast apparatur). Specialtandlægen journalførte den 7. december 1993, at han havde talt med drengen, der gerne ville afbryde behandlingen. Ved samme lejlighed noterede specialtandlægen, at drengen ikke var interesseret i en tandreguleringsbehandling, der indebar, at der skulle trækkes nogle små kindtænder ud, hvorefter hans bid skulle rettes på plads med fast bøjle på tænderne. Moderen oplyste til sagen, at hun først blev bekendt med dette tilbud om en ændret behandlingsplan, da hun modtog journaludskriften i forbindelse med behandlingen af hendes klage i Patientklagenævnet. I december 1996 ønskede drengen at få genoptaget sin tandreguleringsbehandling på grund af overbid og pladsmangel til fortænderne i overkæben. I marts 1997 afslog overtandlægen ved den kommunale tandpleje at tilbyde drengen ny tandreguleringsbehandling. Afslaget blev begrundet med, at han havde fået behandlingstilbud på det hensigtsmæssige tidspunkt, og at han havde selv ønsket at afbryde tandreguleringsbehandlingen. Det fremgik videre som begrundelse for afslaget, at han var gjort bekendt med, at behandlingen ikke kunne genoptages, og at en kosmetisk tandreguleringsbehandling af drengen fortænder i overmunden ikke ville være fagligt forsvarlig.