Klager over behandling med Lariam

Klager over behandling med Lariam

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af lægerne på epidemiafdeling A, idet nævnet lagde vægt på, at patienten havde symptomer, der var forenelige med malaria. Patientklagenævnet lagde endvidere vægt på, at patienten ikke ønskede sig indlagt til undersøgelse og behandling.

Nævnet kunne oplyse, at Lariam ledsages af alvorlige neuropsykiatriske bivirkninger hos én ud af 13.000 ved profylaktisk brug, og hos én ud af ca. 215 ved terapeutisk brug. Når stoffet trods dette er registreret til behandling af P. falciparum malaria - og nu også til profylakse - skyldes det, at denne form for malaria er meget alvorlig.

Nævnet kunne i den forbindelse oplyse, at en infektion med malaria af typen P. falciparum er livstruende, hvis sygdommen ikke behandles med effektive midler, at der er resistensudvikling mod mindre toksiske medikamenter, og at alternative effektive medikamenter har bivirkninger i større eller mindre grad. Sygdommen kræver almindeligvis indlæggelse.

Nævnet fandt på denne baggrund, at det var relevant forinden udskrivelsen at tilbyde patienten behandling med Lariam, som hun også havde fået forebyggende uden problemer. Nævnet lagde videre vægt på, at patienten blev grundigt informeret om at kontakte en epidemiafdeling i en anden del af landet med henblik på videre opfølgning.

For så vidt angik doseringsspørgsmålet, fandt Patientklagenævnet ikke at kunne kritisere, at patienten blev behandlet med Lariam 750 mg i alt 2 gange. Nævnet lagde herved vægt på, at anbefalet dosering af Lariam i behandlingsøjemed er 1500 mg.

Nævnet finder dog, at det havde været mere hensigtsmæssigt, om doseringen var blevet delt i 3 doser med et længere dosisinterval. Nævnet lagde herved lagt vægt på, at dosering af Lariam i behandlingsøjemed er 1500 mg, som anbefales delt i 3 doser på henholdsvis 750, 500 og 250 mg med 6-timers mellemrum.

En 51-årig kvinde blev efter et ophold i Ghana indlagt på epidemiafdeling A på et sygehus på grund af symptomer på malaria i form af feber, kulderystelser, svedeture og træthed. Under opholdet i Ghana havde patienten indtaget forebyggende medicin mod malaria i form af Lariam. Ved indlæggelsen blev der foretaget rutineblodprøver, som imidlertid var normale, bortset fra et marginalt nedsat blodpladetal, som man kan se ved malaria.

Patienten blev undersøgt for malaria, og vagthavende læge vurderede, at blodudstrygene indeholdt en enkelt malariaparasit af typen P. falciparum. Da patienten ikke ønskede indlæggelse, medmindre formålet var behandling for malaria, valgt lægerne at behandle på det foreliggende grundlag med stoffet Lariam, som patienten også havde fået i Ghana. Patienten blev behandlet med tabletter 750 mg, i alt 2 gange med 4 timers mellemrum, hvorefter hun efter eget ønske blev udskrevet med henblik på fortsat kontrol på en anden epidemisk syghusafdeling i landet.

På sygehuset foretog man den følgende dag og igen den efterfølgende dag udstrygninger til undersøgelse for malaria, men man kunne ikke påvise malariaparasitter, ligesom disse ikke efterfølgende kunne genfindes i undersøgelsen fra indlæggelsesdøgnet.

Patienten fik efterfølgende svære psykiske og neurologiske symptomer af en karakter, som er beskrevet som bivirkninger til Lariam.

Der blev klaget over den behandling, patienten modtog for malaria, idet hun blev behandlet med Lariam 750 mg i alt 2 gange.