Legislator Case Law & Legislation
W19991121925 DK

Klager over mangelfuld diagnostik af underlivskræft

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 11219 Valid

Klager over mangelfuld diagnostik af underlivskræft

Patientklagenævnet fandt, at lægerne ikke havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved deres behandling af kvinden.

Nævnet lagde vægt på, at hun under de 2 indlæggelser og ved de efterfølgende ambulante kontrolbesøg ikke klagede over gener fra underlivet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ved den første indlæggelse ikke blev fundet tegn på akut sygdom ved klinisk undersøgelse af maven. Der var mistanke om en mindre udfyldning i højre side af maven. For at udelukke en byld omkring blindtarmen blev der foretaget ultralydscanning, som viste normale forhold.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ved den anden indlæggelse ikke var tegn på blindtarmsbetændelse eller anden akut kirurgisk sygdom, og at der ved udskrivelsen blev aftalt ambulant utralydsscanning af maven med henblik på undersøgelse af lever og galdeveje.

Nævnet fandt, at udskrivelse af kvinden med henblik på videre ambulant udredning og kontrol ikke kunne anses for værende under almindelig anerkendt faglig standard, idet der ikke var tale om en akut behandlingskrævende tilstand.

Nævnet anså det for værende en relevant disposition, at kvinden blev udskrevet med henblik på at få foretaget en røntgenundersøgelse af tyktarmen ambulant.

Nævnet fandt desuden, at det under den anden indlæggelse var relevant at ordinere en ultralydsun-dersøgelse med henblik på at udelukke galdesten, idet smerterne sad højere oppe i højre side af maveregionen end ved den første indlæggelse.

Ligeledes fandt nævnet, at det var almindelig anerkendt faglig standard, at kvinden blev afsluttet fra ambulatoriet, idet røntgenundersøgelsen af tyktarmen var normal, og der var bestilt en røntgenundersøgelse af ryggen.

Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, at der som led i den diagnostiske udredning af en kvindelig patient med uafklarede mavesmerter var blev foretaget en gynækologisk undersøgelse under indlæggelserne eller ved de ambulante undersøgelser. Nævnet var dog af den opfattelse, at en gynækologisk undersøgelse foretaget under indlæggelserne ikke kunne antages at ville have ført til diagnosticering af underlivslidelsen i dette tilfælde, idet der ved en senere underlivsundersøgelse foretaget af en gynækologisk overlæge ikke kunne føles noget unormalt i underlivet.

Nævnet oplyste i afgørelsen, at det er velkendt, at kræft i æggestokkene ikke sjældent konstateres sent i forløbet, da symptomerne kan være ukarakteristiske ved denne sygdom.

Endelig adm. afgørelse 1999 11219 Valid

En 60-årig kvinde blev indlagt på organkirurgisk afdeling af sin praktiserende læge til observation for blindtarmsbetændelse. Hun havde igennem en måned haft smerter i højre side af maven, og de sidste to dage inden indlæggelsen havde der desuden været kvalme og opkastning.

Lægerne fandt ikke tegn på akut behandlingskrævende sygdom, og kvinden blev samme dag udskrevet. Det blev besluttet at fortsætte udredningen med efterfølgende ambulant kikkertundersøgelse af endetarmen og røntgenundersøgelse af tyktarmen. To dage senere blev kvinden genindlagt på organkirurgisk afdeling, da der fortsat var smerter i højre flanke. Samme dags aften blev hun udskrevet.

Ved udskrivelsen blev der aftalt ambulant ultralydscanning af maven specielt med henblik på undersøgelse af lever og galdeveje. Undersøgelsen blev foretaget en uge efter genindlæggelsen og viste normale forhold. Røntgenundersøgelse af tyktarmen var ligeledes normal. Lægerne konkluderede, at der ikke var grund til yderligere undersøgelse vedrørende mave-tarm-kanalen.

En måned efter første indlæggelse fik kvinden via sin praktiserende læge foretaget røntgenundersøgelse af rygsøjlen og hofteleddene på grund af smerter. Der var slidgigtforandringer i ryggen. Efter yderligere 4 måneder henviste kvindens praktiserende læge til gynækologisk afdeling, idet der i tillæg til ukarakteristiske underlivs- og lændesmerter nu også var tilkommet udstrålende smerter i benene.

Der blev foretaget gynækologisk undersøgelse og ultralydscanning af det lille bækken. Undersøgelsen viste en proces, svarende til venstre æggestok, og der blev foretaget operation, som viste kræft udgået fra æggestokkene med spredning til bughulen.

Der blev klaget over, at patienten ved indlæggelserne på organkirurgisk afdeling ikke blev undersøgt tilstrækkeligt, herunder at der ikke blev foretaget en utralydsscanning af bækkenet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →