Klager over behandling og vurdering af symptomer fra ryggen

Klager over behandling og vurdering af symptomer fra ryggen

Patientklagenævnet fandt, at kvinden blev behandlet i overensstemmelse med sædvanlig gældende praksis, idet der ikke var tegn på nervepåvirkning, og smerterne var forenelige med smerter i muskulaturen. Lægen ordinerede relevant smertestillende behandling samt øvelser, hvilket blev intensiveret, da smerterne blev værre. Nævnet lagde vægt på, at da der opstod sikre tegn til nervepåvirkning, kontaktede lægen neurokirurgisk afdeling, der imidlertid afviste at indlægge under henvisning til graden af nervepåvirkning. Nævnet lagde videre vægt på, at efter at lægen indlagde kvinden på reumatologisk afdeling, gik der 3 uger, før det blev besluttet at operere. Nævnet oplyste, at det er almindelig anerkendt praksis, at der ved rygsmerter uden ledsagende tegn på nervepåvirkning behandles med smertestillende medicin og genoptræning. Hvis der er tegn på nervepåvirkning, men ikke ophævede nervefunktioner, er behandlingen typisk sengeleje i 4 uger, suppleret med smertestillende medicin og behandlinger i ambulant regi. Akut indlæggelse finder sædvanligvis kun sted ved udfaldssymptomer i form af lammelser og/eller manglende kontrol over blære- og tarmfunktion. Operation for diskusprolaps kommer kun på tale som sidste udvej, idet resultatet af operationen ikke altid medfører smertefrihed og /eller generhvervelse af tabte funktioner.

En 34-årig kvinde henvendte sig i april og maj 1998 til sin læge på grund af rygsmerter med begyndende udstråling til højre ben, men kun antydningsvis med ændring af følesansen på ydersiden af benet. Der var ikke tegn på påvirkning af reflekserne. Hun blev derfor henvist til fysioterapi, og der blev iværksat smertestillende behandling. Den 20. maj 1998 henvendte kvinden sig på ny med fortsatte smerteklager og problemer med højre fod, der hang. Lægen konstaterede, at der var tale om en dropfod og kontaktede en neurokirurgisk afdeling. Lægerne på neurokirurgisk afdeling fandt, at der ikke var forhold, der kunne berettige en indlæggelse, men henviste i stedet til reumatologisk afdeling, hvortil lægen skrev en henvisning. Da den ambulante vurdering på reumatologisk afdeling blev forsinket, indlagde lægen kvinden på reumatologisk afdeling. Den behandling, som lægen havde iværksat, blev der fortsat uforandret. Da der efter 3 uger fortsat ikke var nogen tilfredsstillende effekt, blev kvinden den 17. juni 1998 overflyttet til neurokirurgisk afdeling og opereret for en diskusprolaps i lændedelen.

Der blev klaget over, at lægen i maj og juni ikke reagerede på kvindens smerteangivelser og tiltagende lammelser af højre ben og ikke indlagde kvinden på et tidligere tidspunkt.