Landsskatteretskendelse

Landsskatteretskendelse

Godtgørelse i forbindelse med afskedigelse

- forlig mlm. fagforening og arbejdsgiver

- beskatning

Reference

LL § 7 O.

A klagede for indkomståret 1996 over, at skatteankenævnet havde anset en godtgørelse udbetalt efter ligningslovens § 7 O for skattepligtig.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren havde været ansat som sekretær ved en socialforvaltning siden den 1. januar 1991. Klageren blev afskediget den 1. januar 1996 med fratræden pr. 30. juni 1996. Afskedigelsen blev begrundet i hyppigt og langvarigt sygefravær, og klageren modtog løn i hele opsigelsesperioden.

Ved et indgået forlig mellem kommunen og fagforeningen modtog klageren en godtgørelse på 109.716 kr. Kommunen indberettede beløbet som fratrædelsesgodtgørelse, og foretog indeholdelse af A-skat i overensstemmelse hermed, hvorefter klageren fik udbetalt et beløb på 66.909,84 kr.

Der blev under forhandlingerne mellem kommunen og fagforeningen afholdt et møde den 3. juni 1996. Af referatet fremgik

"Sagen drøftedes og fagforeningen rejste krav om betaling af godtgørelse svarende til et års løn samt et beløb på kr. 30.000.

Det er vores opfattelse, at kommunen i forhold til A ikke har levet op til sit arbejdsgiveransvar og sin tilsynspligt, jf. Arbejdsmiljølovens § 16, herunder

- Lederens adfærd over for A

- Social isolation

- Personlige anklager

- Mistillid

- Chikanerier

- Manglede uddannelsestiltag

- Uklar fordeling af ansvar og kompetence

Det er Kommunens opfattelse, at A fra første færd har haft alvorlige personlige kriser, i hvilken forbindelse såvel leder som kolleger har ydet stor støtte og vejledning. Kommunen har alle år fundet passende beskæftigelse til A, uden at A havde ansøgt herom.

Det meget store sygefravær har bevirket, at kommunen er skredet til opsigelse.

På ovennævnte baggrund afviste kommunen det rejste krav.

Enighed kunne ikke opnås."

Af referat af møde den 13. juni 1996 mellem samme parter fremgik

"Parterne genoptog sagen vedrørende opsigelse af A i henhold til mødereferat af 3. juni 1996 og er enige om at godkende at afslutte denne på følgende måde

- Der ydes A en godtgørelse svarende til 6 måneders løn.

- fagforeningen ydes et beløb på kr. 15.000 til dækning af sagsomkostninger.

- Sagen afsluttes uden præjudice."

Klagerens repræsentant havde fremlagt kopi af referat af et møde i fagforeningen den 22. marts 1996, hvoraf fremgik

"Mødet fandt sted, efter at kommunen nu har afskediget A til fratræden med udgangen af juni måned 1996, begrundet i hyppigt og langvarigt sygefravær. Fagforeningen har ved skrivelse af 7. februar 1996 meddelt kommunen, at man opfatter baggrunden for sygdommen som psykisk arbejdsmiljø, hvor kommunen har et ansvar, og at man har overdraget sagen til foreningens kommunalafd.

A erklærede, at hun ikke ønskede genansættelse ved kommunen, og der var herefter enighed om, at fagforeningen nu anmoder om en forhandling med repræsentanter, som har kompetence til at tage beslutning på kommunens vegne. Forslag til mødedatoer: fredag den 26. april om eftermiddagen eller torsdag den 2. maj hele dagen.

Da A p.t. er indplaceret som assistent på sluttrin, vil vort krav være 1 års løn samt kompensation for udgifter til psykologhjælp. Såfremt kommunen ikke ønsker at indgå forlig, vil fagforeningen overgive sagen til retslig afgørelse."

Klagerens repræsentant havde desuden fremlagt kopi af anmeldelse af 16. november 1995 fra Arbejdsmedicinsk Klinik til Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen. Endvidere havde repræsentanten fremlagt kopi af arbejdsskadesanmeldelse af 3. januar 1996 fra klagerens læge. I begge anmeldelser var den arbejdsbetingede sygdom anført som belastningsreaktion, forårsaget af en række nærmere anførte påvirkninger af psykisk karakter på arbejdspladsen, blandt andet chikane.

Herudover havde repræsentanten fremlagt kopi af indkaldelse af klageren til undersøgelse den 3. oktober 1995 på Arbejdsmedicinsk Klinik.

Repræsentanten havde yderligere fremlagt kopi af referat af et møde den 1. juni 1995 mellem klageren, klagerens overordnede og klagerens tillidsrepræsentant, hvori blandt andet forhold ved indretningen på arbejdspladsen og samarbejdsforholdet mellem klageren og en kollega blev drøftet. Det fremgik af håndskrevne notater, som klageren havde foretaget den 22. maj 1995, at klageren havde haft kontakt til en psykolog, og at hun havde drøftet de pågældende forhold på arbejdspladsen med denne, og at hun tidligere havde nævnt problemerne over for sine overordnede.

Af sagen fremgik, at Den Sociale Ankestyrelse i den pågældende sag havde truffet afgørelse om, at klageren ikke var berettiget til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven, idet den lidelse, der var konstateret hos klageren (stresslidelse) ikke kunne anerkendes som en erhvervssygdom.

Den stedlige skatteadministration havde fundet, at den omhandlede godtgørelse var omfattet af ligningslovens § 7 O. Administrationen havde henvist til Ligningsvejledningen, afsnit A.B.1.4.1, og Landsskatterettens kendelse af 30. juni 1982, offentliggjort i Meddelelser fra Landsskatteretten 1982.153.

Skatteankenævnet havde stadfæstet skatteadministrationens afgørelse og havde som begrundelse anført, at det ikke fremgik af forliget, at godtgørelsen var udbetalt i henhold til erstatningsansvarsloven eller arbejdsmiljølovens regler. Idet der ikke forelå nogen konkret tilkendegivelse af begrundelsen for den udbetalte godtgørelse, måtte godtgørelsen anses for at være udbetalt dels i henhold til funktionærlovens regler og dels som en frivillig godtgørelse. Nævnet havde herved anført, at en godtgørelse ved fratræden af stilling, både for så vidt angik den del af godtgørelsen, som arbejdsgiveren var forpligtet til at betale ifølge funktionærlovens § 2 b, og for så vidt angik den frivillige del af godtgørelsesbeløbet var skattepligtig efter reglerne i ligningslovens § 7 O.

Sagen havde under behandlingen i Landsskatteretten været forelagt til udtalelse for Told- og Skattestyrelsen, der havde tiltrådt skatteankenævnets afgørelse.

Klagerens repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at godtgørelsen var skattefri. Til støtte for påstanden havde repræsentanten anført, at sagen blev rejst af fagforeningen i henhold til erstatningsansvarsloven, idet kommunen efter fagforeningens opfattelse ikke havde levet op til arbejdsgiveransvaret og tilsynspligten i henhold til arbejdsmiljølovens § 16. Repræsentanten havde herved henvist til indholdet af arbejdsskadesanmeldelserne. Repræsentanten havde videre anført, at klageren i forbindelse med det dårlige psykiske arbejdsmiljø og chikanerierne havde været nødsaget til at gå til psykologbehandling. Fagforeningen havde afholdt udgifterne til klagerens psykologbehandling, og efter repræsentantens oplysninger var det under forhandlingerne med kommunen klart, at det til fagforeningen fastsatte beløb for sagsomkostninger blev ydet til dækning af psykologudgifter, idet fagforeningen normalt ikke stillede krav om dækning af sagsomkostninger i denne type af sager.

Repræsentanten havde videre anført, at det fremgik af de fremlagte dokumenter, at godtgørelseskravet blev rejst på grundlag af dårligt psykisk arbejdsmiljø og efter erstatningsansvarslovens og arbejdsmiljølovens regler. Der blev på mødet den 3. juni 1996 ikke opnået enighed, og der blev derfor afholdt en ny forhandling den 13. juni 1996. I mødereferatet herfra var der henvist til referatet af mødet den 3. juni 1996, og der blev opnået enighed om at forlige sagen på halvdelen af det rejste krav. Ved de fremlagte dokumenter måtte det endvidere anses for at være dokumenteret, at der allerede inden selve afskedigelsen var påbegyndt en arbejdsskadesag.

Repræsentanten havde videre anført, at godtgørelsens beregning til et beløb svarende til 6 måneders løn, ikke havde betydning for beløbets skattemæssige stilling, idet det afgørende burde være baggrunden for godtgørelsen. Der burde herved ikke kun ses på indholdet af det endelige mødereferat, men også på baggrunden og forløbet af forhandlingerne. Endvidere burde den manglede angivelse af godtgørelsens nærmere karakter i det endelige mødereferat ses ud fra den betragtning, at der forhandlingsmæssigt i denne type af sager typisk ville kunne opnås et gunstigere resultat, såfremt man fra arbejdstagerside indvilligede i en neutral skriftlig formulering.

Repræsentanten havde gjort opmærksom på, at godtgørelsen var fastsat til netop halvdelen af det rejste krav, hvilket måtte anses for at underbygge, at baggrunden for det fastsatte beløb var i overensstemmelse med det rejste krav.

Repræsentanten havde endvidere anført, at godtgørelsen var ydet som et engangsbeløb, at godtgørelsen ikke dækkede vederlag for arbejds- eller tjenesteydelser, at godtgørelsen måtte anses for at dække den ikke økonomiske skade, som klageren havde lidt på grund af det dårlige psykiske arbejdsmiljø og at sådanne godtgørelser/erstatninger efter fast retspraksis var skattefri.

For så vidt angik Landsskatterettens kendelse af 30. juni 1982 havde repræsentanten anført, at den i denne sag tilkendte godtgørelse, der havde baggrund i en tryghedsaftale, blev tilkendt, fordi opsigelsen ikke var rimeligt begrundet. Godtgørelsen blev derfor givet på et ganske andet grundlag end i nærværende sag.

For så vidt angik skatteankenævnet antagelse af, at en del af beløbet var ydet som godtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2 b havde repræsentanten anført, at fagforeningen havde valgt at føre sagen efter erstatningsansvarslovens og arbejdsmiljølovens regler (for svie og smerte samt tort), idet fagforeningen havde anset, at det var efter disse regler, at der ville være størst chance for et gunstigt resultat. Krav om godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b krævede bevisførelse for, at en subjektiv betingelse, uberettiget afskedigelse, forelå, og da det ikke var sikkert, at fagforeningen havde kunnet opfylde denne bevispligt, havde klageren ikke erhvervet et aktualiseret retskrav på godtgørelse i henhold til bestemmelsen, og der kunne dermed ikke foretages omkvalificering af en del af beløbet til godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b. Endvidere havde repræsentanten anført, at hvis godtgørelsen var udbetalt i henhold til funktionærlovens § 2 b ville kommunen højst sandsynligt maksimalt have indgået forlig om det beløb, som klageren efter lovbestemmelsen højst ville kunne få tilkendt. Repræsentanten havde endvidere afvist, at der var tale om, at kommunen havde ydet en frivillig godtgørelse i den foreliggende situation, idet der ikke var tradition for at yde frivillige fratrædelsesgodtgørelse i en sådan situation.

Landsskatteretten udtalte

Efter reglerne i ligningslovens § 7 O skulle medregnes godtgørelser, der udbetaltes i forbindelse med fratræden af stilling ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. For indkomståret 1996 skulle medregnes et beløb på 85 pct. af den del af godtgørelsen, som oversteg et reguleret grundbeløb på 7.900 kr.

Af forarbejderne til bestemmelsen, der tidligere var fastsat i lov om særlig indkomstskat § 2, nr. 9, fremgik, at engangsudbetalinger til en funktionær i forbindelse med fratræden af stilling oprindeligt enten var almindelig indkomstskattepligtig som tillæg til lønnen eller var skattefri som erstatning for tab af stilling. Ved indførelse af reglerne om beskatning af fratrædelsesgodtgørelser var der tilsigtet at gennemføre en ensartet beskatning i alle tilfælde, hvor der ved fratræden blev udbetalt et beløb ud over den sædvanlige aflønning. Bestemmelsen omfattede således såvel tillæg til lønnen som erstatning for tab af stilling, der i mangel af bestemmelsen ellers ville være skattefri. Ved overflytningen af reglerne til ligningslovens § 7, litra w (nu ligningslovens § 7 O) var der ikke tilsigtet nogen ændring af reglernes anvendelsesområde.

Landsskatteretten fandt med henvisning hertil, og idet den nærmere karakter af den ydede godtgørelse ikke fremgik af det indgåede forlig, at godtgørelsen måtte anses for at have en sådan tilknytning til klagerens fratræden, at godtgørelsen var omfattet af anvendelsesområdet for reglerne i ligningslovens § 7 O. Retten fandt dog, idet der blev henset til de i sagen foreliggende omstændigheder, at en vis del af godtgørelsen var ydet som en godtgørelse af en sådan karakter, at den pågældende del var omfattet af reglerne om skattefri godtgørelser (svie og smerte samt tort). I mangel af oplysninger om den nærmere fordeling, fandt retten, at fordelingen skulle fastsættes efter et skøn.

Landsskatteretten fandt herefter, at et skønsmæssigt beløb på 20.000 kr. burde anses for at være en skattefri godtgørelse, mens den øvrige del af den udbetalte godtgørelse ansås for at være omfattet af reglerne i ligningslovens § 7 O. Den påklagede ansættelse blev ændret i overensstemmelse hermed.

En funktionær ansat i en socialforvaltning fratrådte sin stilling som følge af sygefravær og uoverensstemmelser med arbejdsgiveren. Hendes fagforening opnåede efter forhandling, at hun efter omstændighederne fik en godtgørelse på 109.716 kr. udbetalt ved fratrædelsen. Beløbet måtte overvejende anses omfattet af ligningslovens § 7 O om fratrædelsesgodtgørelse, men det kunne efter forholdene anerkendes, at et skønsmæssigt beløb på 20.000 kr. kunne anses som godtgørelse for svie og smerte samt tort.