Landsskatteretskendelse
Statutory Text (2 Articles)
Landsskatteretskendelse
Vederlag for administrationsarbejde
- moder-/datterselskab
- skattepligtigt tilskud
Reference
SL § 4
LL § 2, stk. 4
A A/S klagede for skatteåret 1996/97 over, at skatteankenævnet havde anset B's manglende opkrævning af vederlag for udført administrationsarbejde for A, som skattepligtigt tilskud.
Det fremgik af sagens oplysninger, at B A/S havde udført administrationsarbejde for datterselskabet A A/S (herefter benævnt selskabet). Lokalt i selskabet foretog man den daglige bogføring, mens lønningsbogholderiet for selskabets 76 ansatte blev ført af moderselskabet. Selskabets månedsregnskab blev udarbejdet af et par medarbejdere fra moderselskabet, som en gang pr. måned tog over til datterselskabet i 3 dage for at udføre dette arbejde.
Moderselskabet modtog ikke betaling for udførelsen af arbejdet i forbindelse med udarbejdelse af datterselskabets månedsregnskaber.
De stedlige skattemyndigheder forhøjede i december 1997 moderselskabets skattepligtige indkomst med 350.000 kr., idet moderselskabet ansås for skattepligtigt af administrationsvederlag. Samtidig hermed ansatte de stedlige skattemyndigheder selskabets skattepligtige indkomst til det selvangivne, idet selskabet ansås for skattepligtigt af et tilskud på 350.000 kr. samtidig med at man indrømmede fradrag for yderligere administrationsomkostninger svarende til tilskuddet.
Ankenævnet havde ved den påklagede ansættelse ændret de stedlige skattemyndigheders ansættelse og forhøjet selskabets skattepligtige indkomst med 350.000 kr., idet moderselskabets manglende opkrævning af vederlag for udført administrationsarbejde for datterselskabet var anset som et skattepligtigt tilskud.
Ankenævnet havde bl.a. henset til, at selskaberne ikke havde haft nogen aftale om vederlag for den foretagne administration og at moderselskabet reelt havde udført arbejde for datterselskabet. Der var således udført et arbejde af værdi, uden at der var opkrævet vederlag herfor og et sådant tilskud skulle beskattes i datterselskabet A A/S, jf. statsskatteloven § 4.
Moderselskabet havde ikke fradragsret for dette tilskud, da dette ikke var ydet for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i moderselskabet jf. statsskatteloven § 6. Vedrørende moderselskabet fandt ankenævnet, at den ansatte indkomst skulle nedsættes med 350.000 kr.
Tilskuddets værdi på 350.000 kr. havde ankenævnet fastsat på baggrund af et skøn over medgået arbejdstid samt værdien af administrationen.
Selskabets repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den skattepligtige indkomst i A A/S blev nedsat med 350.000 kr.
Til støtte herfor havde repræsentanten bl.a. gjort gældende, at det ikke var i overensstemmelse med gældende praksis at få foretaget skønsmæssige asymmetriske korrektioner, navnlig ikke for udgifter til naturlige koncernfunktioner, mellem sambeskattede selskaber, som her var sket.
Han havde endvidere bl.a. gjort gældende, at der skulle ydes fradrag i overensstemmelse med § 1, stk. 4, i lov nr. 432 af 26. juli 1998, idet skatteankenævnets ansættelse var foretaget efter lovens ikrafttræden. Dette forudsatte endvidere, at selskabet ligeledes påtog sig en forpligtelse til at betale det omhandlede vederlag, jf. stk. 1. Konsekvenserne af de stedlige skattemyndigheders ansættelse og ankenævnets ansættelse var den samme, nemlig at 350.000 kr. skulle beskattes, hvilket udgjorde en sekundær justering. Selskabet havde et retskrav på at kunne betale og herved undgå beskatning, jf. herved tillige forarbejderne til bestemmelsen i ligningslovens § 2, stk. 4, hvoraf bl.a. fremgik følgende: "En sekundær justering betyder, at man justerer for det forhold, at der ikke er sket betaling svarende til den pris, der er fastsat i overensstemmelse med armslængde princippet."
Det var yderligere bl.a. gjort gældende, at en tilskudsbeskatning var i strid med kapitaltilførselsafgiftsdirektivet, jf. herved EF-domstolens præjudicielle afgørelse i sag nr. 277/94 vedrørende rentefiksering, præmisserne 12 og 13. Afgørelsen omfattede således også sparede driftsudgifter af anden art.
Landsskatteretten udtalte
Henset til, at moderselskabet ubestridt vederlagsfrit havde stillet arbejdskraft til rådighed for selskabet, fandt retten som udgangspunkt, at det var med rette, at selskabet var anset for at have modtaget et skattepligtigt tilskud fra moderselskabet, jf. herved statsskattelovens § 4.
Det fremgik af bestemmelsen i Ligningsloven § 2, stk. 1, at interesseforbundne parter ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skulle anvende priser og vilkår for handelsmæssige eller økonomiske transaktioner i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter. Af bestemmelsens stk. 4 fremgik det bl.a., at såfremt der var foretaget ændringer i ansættelsen af den skattepligtige indkomst i henhold til stk. 1, da kunne den skattepligtige undgå yderligere følgeændringer (sekundære justeringer) ved at forpligte sig til betaling i overensstemmelse med de i stk. 1 anvendte priser og vilkår.
Bestemmelserne var indsat i Ligningsloven med virkning fra den 28. juni 1998, og det fremgik videre af ikrafttrædelsesbestemmelsen for stk. 4, at denne bestemmelse havde virkning for ændringer af den skattepligtige indkomst, der var foretaget efter den 28. juni 1998.
Retten bemærkede, at ankenævnets afgørelse, hvorved selskabets skatteansættelse blev ændret, var truffet efter den 28. juni 1998. Retten bemærkede videre, at ankenævnet samtidig hermed nedsatte moderselskabets skattepligtige indkomst til det selvangivne uden yderligere korrektioner, herunder for allerede selvangivne fradrag for løn og andre omkostninger i forbindelse med det for selskabet udførte arbejde.
Retten fandt derfor ikke, at der ved denne ansættelse var foretaget sådanne korrektioner af såvel moderselskabets som datterselskabets indkomster, som kunne foretages med hjemmel i ligningslovens 2, stk. 1, for indkomstår, der var påbegyndt 1. januar 1999 eller senere. Da der således ikke var foretaget en ændring af selskabets ansættelse som nævnt i ligningslovens § 2, stk. 1, fandtes korrektionen i form af tilskudsbeskatning allerede af den grund ikke omfattet af ligningslovens § 2, stk. 4.
Da det var med rette, at selskabet var beskattet som tilskud af de af moderselskabet afholdte udgifter, og da retten ikke fandt, at beskatningen var i strid med kapitaltilførselsafgiftsdirektivet, jf. herved bl.a. EF-domstolens præjudicielle afgørelse i sag C-287/94, præmisserne 15 - 22, blev den påklagede ansættelse stadfæstet.
Et moderselskab havde vederlagsfrit udført administrationsarbejde for et datterselskab. Skatteankenævnet havde anset den manglende opkrævning af vederlag for et skattepligtigt tilskud fra moderselskabet til datterselskabet, uden at der var foretaget nogen ændring af moderselskabets ansættelse. Datterselskabet gjorde gældende, at ankenævnets ansættelse, der var foretaget efter den 28. juni 1998, var en sekundær justering omfattet af LL § 2, stk. 4, og at datterselskabet kunne forpligte sig til betaling af vederlaget og herved undgå forhøjelse. Landsskatteretten fandt, at der ikke ved datterselskabets ansættelse var foretaget sådanne korrektioner af såvel moderselskabets som datterselskabets indkomster, som med hjemmel i LL § 2, stk. 1, kunne foretages for indkomstår, der var påbegyndt den 1. januar 1999 eller senere, og at korrektionen i form af tilskudsbeskatning allerede af den grund ikke var omfattet af LL § 2, stk. 4.