Selskabstømning
Statutory Text (2 Articles)
Selskabstømning
erstatning til konkursbo vedr. selskabsskat og selskabsskatterenter
renter af aktieafgift
fradragsret
Reference
LL § § 17 A
A klagede for indkomståret 1993 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt fradrag for renter af aktieafgift ved genoptagelse af avanceansættelse efter betalt erstatning.
Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren pr. 19. februar 1993 solgte aktier i B A/S (herefter kaldet selskabet). Selskabet blev imidlertid tømt for aktiver, og klageren havde efterfølgende betalt erstatning til selskabets konkursbo. Den betalte erstatning vedrørte selskabsskat og selskabsskatterenter.
Det fremgik videre af sagens oplysninger, at klageren i marts 1998 betalte i alt 160.531 kr. til skattemyndighederne. Beløbet vedrørte aktieafgift, 99.709 kr., og renter (perioden 18/2-93 til 28/2-98), 60.822 kr., i forbindelse med salget af aktierne i selskabet pr. 19. februar 1993.
Told- og Skatteregionen havde efterfølgende efter anmodning fra klageren genoptaget skatteansættelsen for indkomståret 1993 i medfør af Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 1997-19 og foretaget en ny ansættelse af særlig indkomst som følge af klagers betaling af erstatning til selskabets konkursbo samt klagers betaling af aktieafgift.
Ved ansættelsen havde regionen fundet, at renter af aktieafgift, 60.822 kr., ikke skulle indgå i opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 1993, jf. ligningslovens § 17 A.
Klagerens repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at betalte renter af aktieafgift, 60.822 kr., skulle indgå i beregningen af den særlige indkomst, idet der i opgørelsen var godkendt renter efter selskabsskatteloven.
Det var herved bl.a. anført, at renter efter selskabsskatteloven indgik i opgørelsen af særlig indkomst på trods af, at disse heller ikke var fradragsberettigede efter de almindelige regler.
Landsskatteretten fandt, at klageren ikke i det omhandlede indkomstår havde fradragsret for betalte renter af aktieafgift, jf. herved ligningslovens § 17 A, stk. 1, 1. led og 2. led modsætningsvist. Det forhold, at klageren havde betalt et erstatningsbeløb til selskabets konkursbo, og at erstatningsbeløbet bl.a. vedrørte selskabsskatterenter, fandtes uden betydning for spørgsmålet om begrænsning af fradragsret for renter af aktieafgift. Det bemærkedes herved bl.a., at aktieafgiftsspørgsmålet ikke havde relation til erstatningsspørgsmålet.
Herefter, og da den fornyede ansættelse ikke i øvrigt var bestridt, blev den påklagede ansættelse stadfæstet.
En skatteyder fik genoptaget skatteansættelsen for 1993 efter reglerne i TS-cirkulære 1997-19 om genoptagelse af avancebeskatning for sælgere af tømte selskaber som følge af erstatningspligt. Ved den nye ansættelse af særlig indkomst godkendtes fradrag for selskabsskat og renter heraf, som den betalte erstatning vedrørte. Der godkendtes endvidere fradrag for betalt aktieafgift i 1998, hvorimod renter af aktieafgift for perioden fra 1993 til 1998 ikke kunne fradrages.