Aktieafgift

Aktieafgift

skattefri aktieombytning

fusionsdirektiv

Reference

Aktieafgiftslovens § 1, stk. 1

A klagede over, at Told- og Skattestyrelsen havde anset overdragelse af aktier i forbindelse med en skattefri aktieombytning for omfattet af aktieafgiftslovens § 1, stk. 1.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren den 17.4.1997 stiftede B A/S ved apportindskud af aktier i B A/S. Told- og Skattestyrelsen meddelte ved skrivelser af 23.7.1996 og den 11.12.1996 tilladelse til skattefri aktieombytning.

Told- og Skattestyrelsen havde anset den pågældende aktieombytning for afgiftspligtig efter aktieafgiftslovens § 1, stk. 1. Det var hertil bemærket, at det var fast praksis, at aktieoverdragelser i forbindelse med skattefri aktieombytning var omfattet af pligten til at betale aktieafgift efter denne bestemmelse.

Styrelsen havde videre anført, at aktieombytningen var foretaget før ændringen af aktieafgiftsloven, der indførte afgiftsfrihed for bl.a. skattefri aktieombytninger, og som trådte i kraft den 22.10.1997.

Vedrørende spørgsmålet om afgiftspligten skulle stride mod EU's fusionsdirektiv (90/434/EØF) havde Styrelsen anført, at det af direktivets art. 4 fremgik, at der ikke kunne kræves skat på fortjenesten ved afståelse af aktier, bl.a. i forbindelse med skattefri aktieombytning. Bestemmelsen angik således ikke omsætningsafgifter på aktier.

Klagerens advokat havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den opkrævede aktieafgift blev nedsat til 0, herunder at Landsskatteretten præjudicielt forelagde spørgsmålet for EF-domstolen om lovens forenelighed med fusionsdirektivet vedrørende skattefri aktieombytninger.

Til støtte herfor havde advokaten i første række gjort gældende, at der ikke i aktieafgiftsloven var hjemmel til at pålægge afgift på skattefri aktieombytninger. Grunden til, at der ikke var hjemmel, var, at aktieafgiftsloven blev indført i 1987, dvs. før indførelsen af instituttet om skattefri aktieombytninger i aktieavancebeskatningslovens § 13, der var en implementering af fusionsdirektivet i 1992. Der kunne således ikke ved lovens tilblivelse i 1987 være tænkt på aktieombytninger i fusionsdirektivets forstand. Aktieafgiftsloven talte om "salg" eller "bytte", hvilket der efter en ordlydsfortolkning ikke var tale om ved skattefri aktieombytninger. Det var korrekt, at der fra start havde været administrativ praksis for at lade aktieombytningerne være omfattet, men dette betød ikke, at det var lovligt, jf. senest Haugland-dommen.

I anden række havde advokaten gjort gældende, at afgiften var opkrævet i strid med fusionsdirektivet. Direktivet skulle have været indført i dansk ret inden den 1.1.1992.

Formålet med direktivet var at lette strukturrationaliseringer i form af bl.a. fusion og aktieombytning. I direktivets art. 8 var det således anført, at ombytning af aktier ikke måtte medføre nogen beskatning af selskabsdeltagernes indtægt, fortjeneste eller kapitalvinding. Det var ikke afgørende, at aktieafgiften var benævnt "afgift", jf. ambi-sagerne, og denne afgift virkede fuldt ud lige så hæmmende for strukturændringer som andre skatter. I det konkrete tilfælde fungerede afgiften fuldstændig som en egentlig skat pålagt afståelsessummen. Man kunne i sagens natur ikke opkræve mere indgribende afgifter, der ikke alene beregnedes efter avancen, men af hele omsætningen. Art. 8 tilsigtede at være udtømmende, således at beskatningsforbuddet omfattede alle indkomster m.v., der fremkom ved ombytning.

Advokaten havde yderligere anført, at folketinget i 1997 vedtog en ændring af aktieafgiftsloven, således at der ikke fremover skulle ske opkrævning af aktieafgift ved aktieombytninger. Denne ændring måtte skyldes et ønske om ikke at opretholde en lovgivning i strid med det nævnte EU-direktiv.

Advokaten havde vedrørende spørgsmålet om direktivets anvendelighed på nationale transaktioner bemærket, at Danmark havde valgt at implementere hele direktivet, hvorfor dette skulle anvendes på alle forhold. Der kunne således også ved nationale transaktioner støttes ret på direktivet.

Vedrørende spørgsmålet om en eventuel forelæggelse for EF-domstolen havde advokaten anført, at der måtte siges at være den fornødne tvivl om, hvad der var afgift, og hvad der var skat, og altså om afgiftspålæggelsen var i strid med direktivet, hvorfor det måtte være berettiget at forelægge sagen for EF-domstolen. Landsskatteretten måtte antages at have kompetence hertil.

Landsskatteretten udtalte

Retten fandt at måtte lægge til grund, at aktieombytninger var omfattet af afgiftspligten i aktieafgiftslovens § 1, stk. 1, indtil vedtagelsen af lov nr. 975 af 17.12.1997, hvor lovens § 4, stk. 1, nr. 6, om fritagelse for afgiftspligt for aktieombytninger blev indføjet.

Det bemærkedes herefter, at Rådets direktiv 90/434/EØF af 23/7 1990 (fusionsdirektivet) efter ordlyden af art. 1 fandt anvendelse på fusion, spaltning, tilførsel af aktiver og ombytning af aktier som vedrørte selskaber i 2 eller flere medlemsstater.

Det fulgte af EF-domstolens dom af 17/7 1997 i sagen C-28/95, Leur-Bloem, at domstolen i medfør af EF-traktatens art. 177 havde kompetence til at fortolke fællesskabsretten, hvor denne ikke umiddelbart regulerede det forhold sagen angik, men hvor den nationale lovgiver ved gennemførelsen af direktivets bestemmelser i national ret havde fastsat, at rent interne forhold skulle behandles på samme måde som forhold, der var omfattet af direktivet, d.v.s. at den nationale lovgivning var tilpasset fællesskabsretten.

Ved lov nr. 219 af 3.4.1992 var fusionsskatteloven, aktieavancebeskatningsloven, selskabsskatteloven og ligningsloven tilpasset fællesskabsretten, også vedrørende interne forhold, medens aktieafgiftslovens bestemmelser ikke på tilsvarende måde var udtryk for en implementering af fællesskabsretten, men alene indeholdt intern hjemmel til opkrævning af afgift. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at aktieafgiftslovens regler ikke var omfattet af direktivets bestemmelser, jf. art. 1, i det omfang der var tale om nationale transaktioner. Påligningen af aktieafgift i det foreliggende tilfælde stred således ikke mod fusionsdirektivet.

På denne baggrund fandt retten endvidere ikke grundlag for at forelægge spørgsmålet om lovens forenelighed med direktivet for EF-domstolen.

Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.